Den danske Halle-mission: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Rmir2 (diskussion | bidrag)
indsat interne henvisninger
Rmir2 (diskussion | bidrag)
rettet intern henvisning
Linje 10:
Det engelske selskab [[SPCK]] - ''Society for Promoting Christian Knowledge'' - deltog fra [[1710]] finansielt og logistisk i dette missionsarbejde, og fra dansk side styrkedes missionsarbejdet i det hele taget ved oprettelsen af [[Missionskollegiet]] i [[1714]].
 
Den første protestantiske mission i Forindien kom til at udgå fra Danmark, fordi [[Trankebar]] (fra 1616) var dansk besiddelse, og ifølge datidens opfattelse var regenten over en koloni ansvarlig for undersåtternes undervisning i kristendom. Kong Frederik 4., som sendte de første missionærer til Trankebar, har sandsynligvis fået tilskyndelse dertil fra [[Heinrich Wilhelm Ludolf]], som en tid havde været sekretær hos prins Jørgen og efter at have opgivet denne stilling anvendte al sin tid til at rejse fra land til land for at vække åndeligt liv og fremme missionens sag. 1703—04 opholdt han sig i Danmark, og det lykkedes ham at vinde en indflydelsesrig kreds ved hoffet (enkedronning [[Charlotte Amalie]], [[dronning Louise]], [[prins Carl]], [[Prinsesse Sophie Hedevig|prinsesse Sofie HedvigHedevig]] og [[kammerherre]] [[Carl Adolf von Plessen]]) foruden selve kongen. Da der ikke fandtes nogle velegnede teologiske kandidater i Danmark, som kunne sendes ud som missionærer, henvendte hofpræst, dr. Lütkens sig til sine venner i Berlin, og gennem [[Joakim Lange]] fik man forbindelse med to unge pietistiske kandidater Ziegenbalg og Plütschau, som erklærede sig rede til at gå ud som missionærer. Sjællands biskop, Bornemann, lagde først hindringer i vejen for deres ordination; men på kongens befaling gav han dog efter, og den [[29. november]] [[1705]] afsejlede de til Trankebar.
 
Arbejdet blev her begyndt med en energi og dygtighed, som med rette sikrer dem en fremtrædende plads inden for den evangeliske missionshistorie. Efter først at have sat sig ind i portugisisk, tog de fat på studiet af det »malabariske« sprog, som var vejen til studiet af den tamilske litteratur og forståelse af folkets tankegang og religion. Ziegenbalg viste sig snart i besiddelse af store sproglige evner, kunne således allerede efter få måneders forløb begynde at tale på tamulsk. Uagtet de var meget forsigtige med at døbe, kunne de allerede 1707 døbe de første 5 hedninger, og samme år indviedes den første kirke. Ziegenbalg kastede sig med al sin kraft over litterært arbejde, dels lærebøger til brug ved undervisning, og dels en malabarisk ordbog og oversættelse af [[Bibelen]]. [[Ny Testamente]] fik han færdigt 1711. Af [[Gamle Testamente]] fik han oversat halvdelen (fuldendt af Sehultze 1725); endvidere skrev han et værk af stor religionshistorisk betydning, »Genealogie der malabarischen Götter«, som imidlertid først blev trykt 1857. Trankebar blev for Ziegenbalg udgangspunkt for adskillige rejser til andre byer, hvor han prøvede på at skaffe evangeliet indgang. 1712 var antallet af døbte 202 — for størstedelen [[paria]]er, hvortil kom en del [[sudra]]er, men ingen højkastefolk. Arbejdet blev udført under store vanskeligheder. Forholdet mellem de pietistiske missionærer og de danske kolonipræster var ikke godt; hertil kom endvidere strid med katolikkerne og det meget spændte forhold, hvori missionærerne stod til den danske kommandant Hassius, som snart blev en bitter modstander af deres arbejde. Hassius lod således Ziegenbalg fængsle i længere tid. 1711 rejste Plütschau til Danmark for at klarlægge situationen; men da han ikke opnåede noget af betydning, rejste Ziegenbalg selv hjem i oktober 1714.