Pompejus: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Xqbot (diskussion | bidrag) m r2.5.2) (robot Ændrer: an:Gneu Pompeyo Magno |
link til garant |
||
Linje 7:
I 60’erne f.Kr. havde Pompejus sin egentlige storhedstid som Roms førende general. Først gennemførte han en systematisk og effektiv bekæmpelse af sørøveruvæsenet i [[Middelhavet]] 67 og derefter et langvarigt felttog i Orienten med udgangspunkt i krig mod [[Mithridates]] af Pontos. Herunder besejredes Mithradates endeligt, og både [[Israel]] og [[Syrien]] blev indlemmet i Romerriget 64-63. Under felttoget optrådte Pompejus med stor myndighed og sluttede aftaler på egen hånd. Perioden betød højdepunktet af hans militære ry og udenrigspolitiske magt, men hans langvarige fravær fra Rom bragte nye modspillere, især [[Julius Cæsar]], frem på den politiske scene hjemme.
Ved sin tilbagekomst år 62 svækkedes Pompejus straks, da han opløste sin hær og derefter forgæves søgte at gennemføre nye jordkrav over for Senatet. For at få støtte allierede han sig med Cæsar og Crassus og blev derved en del af det Første [[Triumvirat]] år 59, en forbindelse som styrkedes ved et ægteskab med Cæsars datter, [[Julia (Cæsars datter)|Julia]]. Gennem 50’erne opholdt Pompejus sig i Rom som triumviratets [[garant]] dér, men stilledes i perioden militært hurtigt i skyggen af Cæsars sejre i [[Gallien]] og synes længe at have vist sig mærkeligt passiv over for de anarkiske magtkampe i hovedstaden. Modsætningen til Cæsar bragte ham dog gradvis tilbage i Senatets lejr, og efter Julias død i [[54 f.Kr.]] og Crassus’ ditto i [[53 f.Kr.]] skærpedes forholdet yderligere.
Ved borgerkrigens udbrud [[49 f.Kr.]] trådte Pompejus åbent op som Senatets general, men havde ikke held med sig over for Cæsar og savnede autoritet blandt sine egne. Han flygtede med Senatet til [[Grækenland]] og her blev han besejret i det afgørende slag ved [[Farsalos]] [[48 f.Kr.]]. I et forsøg på at skaffe hjælp til fortsættelse af krigen søgte han til [[Egypten]], men her myrdedes han ved sin landgang på initiativ af magthaverne, der ikke ville lægge sig ud med Cæsar. Hans to sønner, Gnæus den Yngre og Sextus, fortsatte kampen flere år endnu men bukkede begge under.
| |||