Jules Mazarin: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
udvider med Salmonsens artikel
m typo
Linje 13:
Desuden var der i de højere klasser af befolkningen en dyb uvilje mod enhver art yndlingestyre, her endda skærpet ved, at det var en fremmed, en italiener, der udøvede det. Mazarins beregnende imødekommenhed kunne ikke få bugt hermed. Adelen og den højere embedsstand vendte sig mod ham, og de fik let støtte hos den parisiske almue, hvis harme var stor mod den fremmede pengeøder. 1648 søgte Mazarin at standse denne bevægelse, men han opnåede blot at bringe den til udbrud; de følgende års [[Fronden|Frondebevægelse]] truede alvorlig Mazarins magt. Flere gange måtte han flygte fra landet, men urokkelig udholdende og sikker på dronningens støtte fik han dog til sidst bugt med de indbyrdes stærkt uenige modstandere.
 
Februar [[1653]] kom han tilbage, og han var fra nu af ubestridt leder af Frankrigs politik. Over for de besejrede modstandere viste han stor mildhed, og der kom fra nu af ro. Parlamentet måtte betale sin deltagelse i bevægelsen med betydelige indskrænkninger i dets magt. I mellemtiden var krigen fortsat med [[Spanien]], trods al uroen i Frankrig vedblivende med held. [[1659]] sluttede den med [[yrenæerfredenPyrenæerfreden]], en ny triumf for Mazarins diplomatiske overlegenhed.
 
I de følgende år stod han som leder af hele [[Europa]]s politik. Under Frankrigs beskyttelse vendte [[Karl 2. af England|Karl 2.]] tilbage til [[England]], og det var ved dets indflydelse, [[Sverige]] slap heldig ud af kampen med [[Danmark]], [[Brandenburg]], [[Polen]] og [[Rusland]] i [[Anden Karl Gustav-krig]]. Den indre styrelse vedblev derimod at være tarvelig, finansstyrelsen elendig.