Palle Rosenkrantz (forfatter): Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m →Juristvirksomhed: wikilink |
|||
Linje 16:
== Forfattervirksomhed ==
Han fik dog en beskeden stilling på det sagførerkontor, som behandlede hans fallitbo, og begyndte samtidig at skrive om aftenerne for at brødføde familien, og udgav efterfølgende over 80 bøger. [[1900]]-[[1902|02]] var han ekspeditionssekretær ved [[KTAS]]. Han arbejdede også for avisen ''[[Politiken]]'', oversatte, skrev teaterstykker og hørespil. [[1909]] blev han overretssagfører. I perioden [[1911]]–[[1925|25]] skrev han desuden manuskript til tolv [[stumfilm]]. Frem til [[første verdenskrig]] skal han have været [[Danmark]]s mest produktive og mest solgte forfatter. Hans nyvundne succes satte ham i stand til i [[1908]] at opføre en villa på [[Hambros Allé]] 14 i [[Hellerup]] ved arkitekt [[H.C. Andersen (arkitekt)|H.C. Andersen]]. Allerede [[1917]] flyttede den nomadiske Rosenkrantz videre til en ny villa på Norgesmindevej 15 i samme område, også tegnet af Andersen. [[1911]]-[[1915|15]] var han redaktør af teaterbladet ''Masken'' og [[1918]]-[[1923|23]] medredaktør af ''Danske Herregaarde''.
Palle Rosenkrantz anses som den første forfatter, der etablerede [[krimi]]en som en selvstændig litteraturgenre i Danmark med romanen ''Hvad Skovsøen gemte'', som udkom i [[1903]].
Flere af Rosenkrantz' bøger havde tilsnit til socialkritik. Udover sit forfatterskab arbejdede han i den offentlige debat og holdt foredrag for en reform af den danske strafferetspleje, særlig for en adskillelse af den dømmende magt og anklagerembedet, som ikke blev gennemført før i [[1919]]. Foruden sine personlige oplevelser som jurist, der gav ham indblik i et korrupt retsplejesystem, var det i særdeles hans involvering i endnu en retssag i [[1899]], der blev startskuddet til hans politiske engagement igennem litteraturen.
Som en vennetjeneste havde han indvilliget i at vidne i en sag om en forsvunden check, men da han mødte i retten blev han behandlet meget nedladende af anklageren, juristen Axel Petersen. Det endte med at Axel Petersen anklagede Rosenkrantz for tyveriet, selvom han ikke havde været i nærheden af stedet. Dette blev senere verificeret og anklagen frafaldet, men Rosenkrantz følte at han var blevet ydmyget uden grund af et arrogant og tilfældigt retssystem. Dette faldt sammen med at han plejede omgang med tilhængerne af tidens [[moderne gennembrud]], skrev for ''Politiken'' og var bekendt af bl.a. [[Georg Brandes]] (som havde skrevet forordet til hans skønlitterære debut ''Fruen paa Havreholm'', 1899) og [[Edvard Brandes]]. Sloganet for Brandes' naturalistiske litteraturretning var at den skulle sætte problemer til debat, noget Rosenkrantz' i levede op til i mange af hans bøger, som ellers hovedsageligt blev skrevet for at brødføde familien.
Det første resultat heraf var den dramatiske skitse ''En Tilstaaelse'' som blev trykt i [[Ludvig Mylius-Erichsen]]s tidsskrift ''Vagten'' 1899 og senere udvidet og omarbejdet til et rigtigt skuespil, der fik premiere på [[Dagmarteatret]] [[8. april]] [[1900]]. Stykket handler om hvorledes en uskyldig af et barskt retssystem presses til at tilstå en forbrydelse han ikke har begået, og det fik megen omtale i samtiden for sin problemstilling.
Derudover var Rosenkrantz journalist på [[Rigsdagen]], og han skrev biografiske portrætter af de folkevalgte.
| |||