Friedrich Carl von Savigny: Forskelle mellem versioner

wikificering mangler
(wikificering mangler)
{{wikify}}
[[Fil:Savigny02.jpg|thumb|Friedrich Carl von Savigny.]]
'''Friedrich Carl von Savigny''' ([[21. februar]] [[1779]] i [[Frankfurt a. M.]] - [[25. oktober]] [[1861]] i [[Berlin]]) var en [[Tysk-romerske rige|tysk]] [[retslærd]] af gammel [[adel]]ig, rig og anset [[Lothringen|lothringsk]] familie, far til [[Karl Friedrich von Savigny]].
Savigny blev [[student]] [[1795]], studerede i [[Marburg]] under Ph. Weis, i [[Göttingen]] under Hugo og Spittler, filosofisk paavirket af Schelling. Studierejse 1799—1800, Dr. jur. 1800 i Marburg med Dissertationen De concursu delictorum formali, Savignys eneste strafferetlige Arbejde, 1803 Prof. extraoré. i Marburg. efter Studierejser, blandt andet til Paris, 1808 Prof. ord. i Landshut, 1810 ved det nystiftede Universitet i Berlin, hvor hans imponerende personlighed samlede Tilhørere fra alle Lande; han udtrådte for øvrigt af Fakultetet, så længe bans Modstander, Hegelianeren [[Eduard Gans]] var Medlem deraf; 1842—48 Minister i det for ham af Kong Friedrich Wilhelm IV oprettede Ministerium for Lovgivning, hvor hans Virksomhed dog ikke afsatte de ventede Spor, men i det væsentlige løb ud i Sandet.
 
I den tyske Retsvidenskabs Historie er Savigny derimod [[19. århundrede]]s største Juristnavn, hans Indflydelse baade som Lærer og Skribent overvældende. Allerede i sit Ungdomsskrift »Das Recht d. Besitzes« (1803, 7. Udg. ved A. F. Rudorff, 1865), en af den nyere Retsvidenskabs berømteste Monografier, viste Savigny sig som Mester — »hverken Bogens Metode eller grundprincipper var i øvrigt nyl —, og Savignys Besiddelseslære gik sin Sejrsgang gennem hele Europa, heri ogsaa indbefattet Norden — Ørsted, Chr. Platou, F'r. Brandt —, uanfægtet indtil Jhering's Opposition. Det var Gustav Hugo. der havde indledet den historisk-empiriske Retning inden for den tyske Retsvidenskab; han gjorde Banen fri for »den hist. Skole«, men Stiftelsen og Ledelsen af denne skyldes Savigny.
Grundprincipper var i øvrigt nyl —, og Savignys Besiddelseslære gik sin Sejrsgang gennem hele
Europa, heri ogsaa indbefattet Norden — Ørsted, Chr. Platou, F'r. Brandt —, uanfægtet indtil Jhering's Opposition. Det var Gustav Hugo. der havde indledet den historisk-empiriske Retning inden for den tyske Retsvidenskab; han gjorde Banen fri for »den hist. Skole«, men Stiftelsen og Ledelsen af denne skyldes Savigny.
 
I sit berømte Skrift »Vom Beruf unsrer Zeit fur Gesetzgebung und Rechtswissenschaft« (1814), den hist. Skoles Bibel, formelt en Protest mod A. F. J. Thibaut's Flyveskrift[[flyveskrift]] »Ueber die Nothwendigkeit eines allgemeinen burgerlichen Rechts für Deutschland« (1814, 3, Udg. 1840), slog S., overlegent og energisk, til Lyd for de Hovedtanker, der alt mere ell. mindre udprægede var udtalte af Mænd som Montesquieu, Herder og Hugo: Retten som et Produkt af Folkeslagenes hist. Liv, Retten som undergivet Udviklingens Lov og Folkebevidstheden, Folkeaanden — med kendelig Undervurderen af Lovgivningen og de enkelte fremragende Individer — som det egl. retsskabende. En stor Skare Disciple flokkedes om S., en Række fremragende Forskere sluttedel Kreds om ham, Jacob Grimm, G. F. Puchta, A. F. Rudorffl o. m. a.; de betydeligste Lærestole i Tyskland besattes med Tilhængere af den hist. Skole; ogsaa i det preussiske Vid. Akademi var S.'s Indflydelse dominerende.
 
Oppositionen mod S. udgik dels fra filos. Side, navnlig fra Hegelianerrie, uanset hegelianismens Berøringspunkter med Savignys egen Lære, dels fra Germanisternes Lejr og i den nyeste Tid fra den saakaldte friretlige Skole. Med sine Kampfæller [[Carl Friedrich Eichhorn]] og [[J. F. L. Göschen]] grundede Savigny 1815 »Zeitschr. f. gesch. Rechtswissensch.«. Den hist. Skoles Program gennemførte Savigny i sin »Ge-schichte des Romischen Rechts im Mittelalter« (I-VI, 1815—16, 1822, 1826, 1829, 1831, 2. forøgede og omarbejdede Udg. I—VII, 1834—51), et laf den jur. Verdenslitteraturs monumentale Arbejder, der dog vistnok ikke i Betydning ratar det storartede dogmatiske Værk, hvormed Historikeren Savigny overraskede den videnskabelige Verden, det ufuldendte, paa adskillige Punkter banebrydende og grundlæggende »System des heutigen Romischen Rechts« (I—VIII, 1840—49, med Sag- og Kilderegister af O. L. Heuser 1851), hvortil slutter sig »Das Obligationenreoht als Theil des heutigen Romischen Rechts« (I—II, 1851 og 1853).
111.163

redigeringer