Jacob Christian Lindberg: Forskelle mellem versioner

I de næste 14 år levede han som privatmand i København, optaget af lærde studier og kirkelige stridigheder. 1828 havde han erhvervet magistergraden ved en epigrafisk afhandling; 1830 udarbejdede han ''Katalog over Etatsråd B. Thorlacius’ Mønt- og Antikvitetssamling'', og i de følgende år godtgjorde han på flere måder sin numismatiske og epigrafiske lærdom. Men hans hovedsyssel var angreb på rationalismen i dens forskellige forklædninger og forsvar for Lutherdommen og den ejendommelige kristendomsopfattelse, Grundtvig efterhånden udviklede. I ''Maanedsskrift for Kristendom og Historie'' (1830-32) og navnlig i ''Den nordiske Kirketidende'' (1833-40), foruden i flere flyveskrifter[[flyveskrift]]er, brugte han uforfærdet sin spidse pen til angreb og forsvar. præsterne [[Peter Christian Stenersen Gad]], [[C.H. Visby]] og stiftsprovst [[H.G. Clausen]] blev i løbet af få år kaldte frem til regnskab for deres egenmægtige ændringer i [[liturgi]]erne, når de stod for alteret og ved døbefonten, og til tider fik denne kirkekamp udseende af en familiefejde, fordi flere af de angrebne ikke alene vare sammenknyttede ved rationalismens, men også ved slægtskabets bånd. Men samtidig rakte Lindberg en trofast broderhånd til den overvintrede kristendom, der den gang gav sig livstegn blandt almuen ved de gudelige forsamlinger i Jylland og Fyn, og trods Grundtvigs betænkeligheder holdt han i sin bolig i "Lille Rolighed" på kalkbrænderiet forsamlinger for småborgere og håndværksfolk, som længtes efter en forkyndelse, der bar et tydeligere kristeligt præg. Disse kalkbrænderiforsamlinger var vuggen for den frie menighed, der senere samlede sig om Grundtvig i Frederiks tyske kirke og [[Vartov|Vartov Hospital]], og ved dem blev der også givet stød til en hyppigere og lødigere salmesang i hjemmene og i kirkerne. 1831 udgav Lindberg både ''Nogle danske og tyske Salmer til Brug ved Husandagt'' og samlingen ''Zions Harpe''.