Forskel mellem versioner af "Ludvig Helveg"

Helveg var dog først og fremmest præst. Som prædikant savnede han i høj grad ydre gaver. Hans stemme var hæs, hans foredrag tungt og slæbende, og han forsmåede alle former af legemlig veltalenhed. Men der var en ejendommelig inderlighed og pålidelighed over hans i god forstand enfoldige forkyndelse, som sikrede hans ord indgang hos dem, der længtes efter et evangelisk vidnesbyrd, og i [[Graabrødre Klosterkirke|Gråbrødrekirken]] samledes der efterhånden en talrig menighed, der i mange måder var et sidestykke til den frie menighed i [[Vartov]]. Langvejs fra søgte fynboerne til Odense om søndagen for at styrkes og oplives ved det fællesskab, der trådte dem i møde i den lille Hospitalskirke, og på vennemøder, på [[Folkehøjskole|højskoler]] og [[friskole]]r var Helveg en nidkær talsmand for Grundtvigs kirkelige og folkelige frihedskrav og for hans skoletanker.

 

 

Men den store virksomhed gjorde ham gammel før tiden. Da han 1882 under stor deltagelse holdt jubilæum som præst i Odense, havde han allerede i flere år måttet holde kapellan, og næste år tvang den voksende svagelighed ham til at søge afsked. Det var hans agt at tage bolig i København, men netop som den vogn, der skulle bringe ham til jernbanestationen, holdt for døren, blev han ramt af et slagtilfælde, der 5. september medførte døden. Efter hans død udkom der ([[1884]]) en samling af hans prædikener, og selv havde han (1863) udgivet en udlæggelse af korintherbrevene, der var en frugt af hans bibellæsninger.