Jacques Lacan

Jacques Marie Émile Lacan (April 13, 1901 - September 9, 1981) var en fransk psykoanalytiker og psykiater, der har fremsat fremtrædende bidrag til psykoanalysen og filosofi. Han er blevet kaldt "den mest kontroversielle psykoanalytiker siden Freud. Lacan gav årlige seminarer i Paris fra 1953 til 1981. Han havde stor indflydelse blandt Frankrigs intellektuelle i 1960'erne og 1970'erne, især blandt poststrukturalistiske filosoffer. Hans ideer har haft en betydelig indvirkning på den kritiske teori, litteraturteori, tyvende århundredes franske filosofi, sociologi, feministisk teori og klinisk psykoanalyse.

Fil:Lacan2.jpg

Jacques Lacan

Biografi

Lacan var uddannet læge og psykiater og skrev sin disputats om paranoia i 1932. Han bliver i 1936 medlem af Sociéte Psychanalytique de Paris (Paris' psykoanalytiske selskab). Hans mundtlige undervisning (Seminarer) begyndte i 1953 og fortsatte til hans død i 1981. Hans undervisning var en bestræbelse på at udvikle en rationel beskrivelse af den psykoanalytiske praksis. Hans skrifter (Écrits) udgør en antologi af artikler, som også har gjort ham berømt uden for psykoanalytiske kredse.

Lacans psykoanalytiske svendestykke var teorien om spejlstadiet fra 1936, hvori han kombinerede Freuds narcissismebegreb med elementer fra den eksperimentelle psykologi.

Lacan opsamlede forskellige områder for viden, herunder lingvistik, filosofi, psykiatri og matematik, men uden nogensinde at give slip på, hvad psykoanalysen kan fortælle om mennesket. Han fulgte i dette arbejde sin helt egen vej og understregede eksistensen af det reelle, der er på spil i den psykoanalytiske erfaring, hvor det dukker op i blandt andet nydelsen og symptomerne. Derved udviklede Lacan sig gradvist til en hård kritiker af den etablerede psykoanalyse, som han anklagede for at forvanske Freuds tanker. Han forsøgte at udlede en fornyet forståelse af den psykoanalytiske praksis, der medførte, at han blev ekskluderet fra den International Psychoanalytical Association (IPA) i 1964, hvilket han svarede på med skabelsen af Ecole Freudienne de Paris (Paris' freudianske skole). I modsætning til IPA's sterile ritualisering af sessioner med ganske bestemt tidslængde og med analytikeren som den empatiske og principielt bedrevidende person, forsøgte Lacan med sine tekniske tilnærmelser at fremprovokere en åbning af det ubevidste hos patienten.

Lacan havde i 1953 fået sit egentlige teoretiske gennembrud, da han erklærede sig som tilhænger af strukturalismen, der efter antropologen Claude Lévi-Strauss' eksempel søgte at overføre modeller fra sprogvidenskaben til andre human- og socialvidenskaber. Han arbejdede ud fra den antagelse, at det ubevidste er struktureret som et sprog, og drog den konsekvens heraf, at psykoanalyse er en form for sproganalyse. Han lod sig også inspirere af fænomenologien i Hegels, Heideggers og Merleau-Pontys udformning, og hans teori antog efterhånden filosofiske dimensioner, som det ikke mindst ses i hans inddeling af det psykiske i tre universelle ordener, det imaginære, det symbolske og det reelle.

Fra 1964 holdt Lacan offentlige forelæsninger, der med årene blev et stort tilløbsstykke på den parisiske intellektuelle scene. I 1966 slog han for alvor sit navn fast med udgivelsen af den store artikelsamling Écrits. Han var en af studenteroprørets guruer og blev i en årrække genstand for en nærmest hysterisk dyrkelse, hvad han selv indbød til gennem en excentrisk optræden og en stadig mere dunkel udtryksform.

I 1980 opløste Lacan sin École freudienne de Paris, som han på grund af et overvældende medlemstal med mange fraktioner ikke mere havde fuld kontrol over. Efter Lacans død er der dannet omkring tredive Lacan-inspirerede psykoanalytiske foreninger i Frankrig flere af dem med betydelige internationale udløbere. Den største af dem ledes af svigersønnen Jacques-Alain Miller, der desuden fungerer som hovedudgiver af den endnu uafsluttede serie på 28 bind Lacan-forelæsninger.

Litteratur

• Lacan, J. (1953-54): Les écrits technique de Freud. Paris: Seuil, 1975.
• Lacan, J. (1954-55): Le moi dans la théorie de Freud. Paris: Seuil, 1978.
• Lacan, J.(1955-56): Les psychoses. Paris: Seuil, 1981.
• Lacan, J.(1959-60): L'éthique de la psychanalyse. Paris: Seuil, 1986.
• Lacan, J. (1963-64): Les quatre concepts fondamentaux de la psychanalyse. Paris: Seuil, 1973.
• Lacan, J.: Écrits. Paris: Seuil, 1966.
• Lacan, J (1969-70): L'envers de la psychanalyse. Paris: Seuil, 1991.
• Lacan, J. (1972-73): Encore. Paris: Seuil, 1975.
• R. Rasmussen: Jacques Lacans psykoanalyse. En indføring. København: Munksgaard, 1994