Evangelium: Forskelle mellem versioner

I kirkekunsten symboliseres evangelierne (efter en tolkning hos [[kirkefader]]en [[Irenæus]]) af fire [[kerub]]er beskrevet af [[profet]]en [[Ezekiel]] (1,5f og 10,14) ved fire vingede skikkelser: Henholdsvis et menneske (ikke en [[engel]]!), en [[løve]], en [[okse]] og en [[ørn]]. I kerubernes ansigter så Irenæus Kristi natur og gerning udtrykt. Løven henviste til Jesu styrke og majestæt, tyren til hans offerdød (eftersom [[Mithraskulten|Mithras-kulten]] med sit tyreoffer på det tidspunkt nød stor udbredelse i [[Romerriget]]), menneskeansigtet til [[inkarnation]]en og ørnen til "åndens nedflyvende nåde over kirken". Løven blev knyttet til Johannes, tyren til Lukas, mennesket til MattæusMatthæus og ørnen til Markus. [[Hieronymus]] foretrak imidlertid at knytte løven til Markus (og dermed senere til [[Venedig]]) og ørnen til Johannes, i stedet for omvendt, og sådan blev det. <ref>Jørgen Hansen: ''Englene og al deres væsen'' (s. 109-10), forlaget Gyldendal, København 1996, ISBN 87-00-12114-2</ref>

Efter det, vi har kendskab til, var Irenæus også den første til at udpege Nytestamentets fire evangelier som "kanoniske", samtidigt som han beskrev resten som "fyldt af blasfemi". På hans tid cirkulerede dusinvis af evangelier i de kristne menigheder, indbefattet hans egen græsktalende indvandrer-menighed i [[Gallien]], men Irenæus insisterede på, at kun de fire var ''"autentiske''". Hans begrundelse var, at ligesom der kun eksisterer fire verdenshjørner, fire vindretninger, og fire søjler[[søjle]]r til at holde himlen oppe, kan der kun være fire evangelier. Disse, påstod han, var skrevet af Jesu egne apostle (Matthæus og Johannes), eller deres følgesvende (Markus, [[Apostlen Peter|Peter]]s discipel, og Lukas, Paulus' discipel). <ref>Elaine Pagels: ''The Origin of Satan'' (s. 69), Penguin press, London 1996, ISBN 0-7139-9073-2</ref>