Claudius: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
EmausBot (diskussion | bidrag) m r2.6.4) (robot Tilføjer: be-x-old:Клаўдзі |
PHansen (diskussion | bidrag) m ..layout |
||
Linje 16:
efterfølger=[[Nero]]|
}}
'''Tiberius Claudius Drusus Nero Germanicus''' ([[1. august]] [[10 f.Kr.]] – [[13. oktober]] [[54|54 e.Kr.]]) kendt som '''Claudius I''' var Roms fjerde kejser.{{Julisk-Claudiske}}Claudius var søn af kejser [[Tiberius]]’ broder Drusus og af [[Augustus]]’ niece Antonia. Han voksede op som kejserfamiliens sorte får, da han var plaget af stammen, halten og muskellidelser og fik kun enkelte symbolske embeder. I adskillige år fungerede han som historiker og var foragtet af slægten og i fare under terroren. Efter nevøen [[Caligula]]s mord i januar 41 udråbtes den aldrende Claudius uventet til kejser i mangel af bedre, og Senatets forsøg på at genindføre republikken blev kvalt i fødslen.
Hans regeringstid blev generelt fredelig efter Caligulas tyranni og prægedes af økonomiske reformer og byggeriarbejder som vandledninger og en ny havn ved Tiberens munding. Under hans styre fik frigivne slaver for alvor adgang til ministerposter og kom til at danne et alternativ til det aristokratiske embedskorps. Blandt de nye var Pallas og [[Narcissus]]. Claudius’ egen stilling er stærkt omdiskuteret: enten er han en ren marionet eller en indflydelsesrig mand med egene meninger. Han viste stor interesse for retspleje og indtog dommersædet. Kejsermagten blev ikke svækket under ham, selv om han gav afkald på ydre fyrstepræg. Pengegaver til garden blev fast tradition ved kejserskifte.
Den væsentligste udenrigspolitiske begivenhed var den begyndende erobring af [[England]] ([[Romersk Britannien|Britannien]]) i år 47; før havde romerne kun haft enkelte støttepunkter på kysten. I de næste år kom Sydengland under imperiet, og han var selv formel leder af en del af felttoget. I [[Palæstina]] slog han år 44 en opstand ned under kong [[Herodes Agrippa]], en af hans ungdomsvenner.
| |||