Litografi: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Luckas-bot (diskussion | bidrag)
m r2.7.1) (robot Tilføjer: bs:Litografija
udvidelse
Linje 1:
'''Litografi''' (græsk), stentegning, stentryk kaldes den af [[Aloys Senefelder]] 1798 opfundne kunst at tegne skrift eller billeder på en art kalksten (i den nyere tid også på [[zink]], [[aluminium]] og andet) eller overføre fotografiske optagelser på denne, således at den ved en kemisk behandling egner sig til at aftrykkes på papir og andre stoffer. Sten til litografisk brug findes flere steder i den gamle og ny verden, men den bedste kommer fra stenbruddene ved [[Solnhofen]] i [[Bayern]]. Litografisk sten består for det meste af kulsur kalk; dens masse er både tæt og ensdannet og er i stand til at modtage en fin politur. Den forekommer i to arter, en blågrå, der er meget hård og derfor egner sig særlig godt til arbejder med fine linjer, og en gullig.
'''Litografi''' er en [[grafik (teknik)|grafisk teknik]], hvor man [[tegning|tegner]] og [[ætsning|ætser]] på en [[sten]] eller i en plade, som derefter behandles, så kun visse dele bliver modtagelige for [[farve]]. Trykningen kan foregå af flere omgange med forskellige [[farve]]r.
 
Personen der udfører arbejdet kaldes en litograf.
 
== Fedt skyer vand ==
Forinden stenen er brugelig til formålet, må den planeres, og fladen, hvorpå tegningen skal anbringes, omhyggelig slibes med sand- og pimpsten og sluttelig poleres mere eller mindre. Skal den afslebne sten bruges til litografisk kridttegning, må stenen »kornes« med fint sigtet sand eller lignende, så at overfladen får en fin og ensartet ruhed; skal den derimod anvendes til tegninger, som udføres med litografisk blæk ved hjælp af pen eller ridsefjeder, må den være glat, dog uden politur. At fedt skyer vand og vand fedt, er det princip, hvorpå litografi hviler. Det mål, der tilstræbes ved stenens forarbejdning til en trykplade, er derfor at gøre de steder af overfladen, der skal tjene som trykform, varigt modtagelig for den fede trykfarve, hvilket sker ved, at tegningen udføres med fede sæbeholdige stoffer (fedt, talg, sæbe, voks) og et farvestof, [[kønrøg]], for at tegneren kan se, hvad han udfører, og at gøre den øvrige, til tegning ubenyttede del af overfladen varigt modtagelig for vand. Når tegningen, der ved de fedtagtige stoffer, hvormed der tegnes, er indsuget eller har forbundet sig med stenen, er færdig, ætses stenens overflade med fortyndet salpetersyre og overstryges derefter med opløst [[arabisk gummi]]. Efter denne behandling kan grunden endnu lige såvel som forhen befugtes med vand, men fedtstoffet kan ikke trænge ned i den, og følgen heraf bliver, at når man befugter stenen og derefter påfører den fede trykfarve, vil farven kun afsætte sig på tegningen, men ikke på grunden. Kun hvis stenen ikke har været tilstrækkelig befugtet, vil der også afsætte sig farve på grunden, men denne farve kan let bortviskes med en våd svamp eller klud. den farve, der sidder på tegningen, kan derimod, ligesom det litografiske kridt eller blæk, hvormed der er tegnet, vaskes bort med terpentinolie; men herved bortfjernes ikke den del af fedtstoffet, der er trængt ned i stenen, og når den således afvaskede og derefter befugtede sten atter indsværtes, vil der på ny afsætte sig farve på tegningen, men ikke på grunden.
 
Der gives litografiske metoder, ved hvilke tegningen og grunden ikke, således som ved den her omtalte, ligger i samme plan. Man kan ætse eller gravere i stenen således, at grunden bliver kendelig fordybet; men det bruges sjældnere. Derimod graverer eller ætser man tit i stenen således, at tegningen bliver fordybet og tillige modtagelig for trykfarven, medens grunden holder sig ren. her må man begynde med at gøre hele den afslebne overflade uimodtagelig for trykfarven, og dette kan ske ved at indgnide den med en blanding af gummiopløsning og syresalt (sur oksalsur kali). hvis der derefter skal ætses i stenen, dækkes den med en ætsgrund, der især består af [[asfalt]]. I denne grund indridses tegningen med stålnåle, som gennemskærer dækgrunden, og derefter ætses med syre, som kun angriber stenen på de steder, hvor dækgrunden er bortfjernet. derefter vaskes syren bort med vand, tegningen indgnides med olie, dækgrunden bortfjernes med terpentinolie, og stenen er nu skikket til farvning og aftrykning. Skal tegningen ikke indsættes, men graveres i stenen med stålnåle eller [[diamant]]er, må stenen forberedes som anført, med den forskel, at der i stedet for en dæk grund, som kan modstå syrens indvirkning, kun påføres et meget tyndt lag af et mørkt farvestof og gummi, så at man desto lettere kan skelne de graverede træk, der viser sig hvide på den mørke grund.
 
== Autografi ==
I stedet for at tegne direkte på stenen kan man tit med stor fordel bruge en metode, der har fået navn af autografi. Man skriver eller tegner på papir, helst på "autografisk papir", med litografisk eller autografisk blæk, der består af omtrent de samme bestanddele. derefter gør man papiret vådt, anbringer det med skriftsiden nedad på stenen, lægger et par lag fugtig makulatur derpå og trækker det hele gentagne gange gennem pressen. Derefter befugtes papiret stærkt og tages bort, og hvis arbejdet er lykkedes, står tegningen eller skriften nu på stenen, så denne kan behandles; som om der direkte var tegnet på den. Man kan på lignende måde gøre "overtryk", som det kaldes, af rene og friske aftryk i fed farve, trykte på [[bogtryk]]- eller kobbertrykpressen (litotypi), og man gør tit overtryk af tegninger, etiketter, adressekort m. m., der graveres i sten. Man graverer et enkelt eksemplar, gør nogle aftryk deraf og fasthæfter disse ved siden af hinanden på et stykke papir. det hele overføres på en sten, og med en sådan kan man altså trykke hele ark, hvoraf hvert giver mange eksemplarer af den samme tegning.
== Litokromi ==
[[Fil:Litography press with map of Moosburg 02.jpg|thumb|left|180px|Litografisk presse til trykning af kort i [[München]].]]
[[Fil:Litography negative stone and positive paper.jpg|thumb|right|350px|Litografisk sten og kort trykt deraf i München.]]
 
Da man så, at en kridt- eller pennetegning på den gule sten kan vise sig smukkere end aftrykket på det hvide papir, fandt man på først at trykke en gullig tone på papiret, og derpå den sorte tegning. Herfra gik man over til det litografiske farvetryk (litokromi), der udføres således, at man trykker forskellige partier af tegningen med forskellige dertil passende farver. Man må her efterhånden trykke med et større eller mindre antal stene, hvoraf enhver kun indeholder det parti af billedet, der skal have en vis farve, og man kan på den måde efterligne akvareltegninger (akvareltryk) og malerier (olietryk). Man kan også trykke trefarvetryk i litografi; men resultatet kan langtfra måle sig med det fra bogtrykpressen. [[Gummitryk]] eller [[offsettryk]] kaldes en fremgangsmåde, hvor der ikke trykkes direkte fra den ætsede sten eller zinkplade, men hvor aftrykket først kommer på en gummidug og fra denne overføres på papiret. Ved offsettryk er det muligt at trykke halvtonebilleder på papir med ru overflade.
 
Litografi trykkes med farver, der tilberedes med oliefernis og i reglen påføres med valser, overtrukne med læder. Graverede stene indsværtes ved hjælp af en tampon, således at farven bliver siddende i fordybningerne, medens den glatte flade viskes ren. Litografi trykkes således, at trykket kun virker på en smal strimmel ad gangen. I håndpressen sker det ved, at stenen, papiret og et dække af læder passerer hen under »riveren«, en tyk liste af pæretræ, der forneden har en tilskærpet kant, som er betrukket med læder. Den litografiske hurtigpresse ligner meget en bogtrykhurtigpresse med frem- og tilbagegående bevægelse. Den har en trykcylinder og et system af forskellige valser, der tjener til at befugte stenen og forsyne den med farve.
 
== Algrafi ==
Plader af zink eller aluminium kan til en vis grad benyttes til trykning på lignende måde som den litografiske sten. Trykning med plader af det sidstnævnte metal kaldes algrafi.
== Fotolitografi ==
Fotolitografi går ud på at frembringe tegningen på stenen ved hjælp af fotografi. Man kan gå frem på mange forskellige måder. Stenen overhældes med en opløsning af tvekromsur kali, gummi og sukker og tørres i mørke. Der kopieres på det således dannede lysfølsomme lag, idet man dækker det med et positivt glasbillede og lader lyset virke derpå. Billedet afvaskes godt med vand, og derefter med sæbevand, som man lader indtørre på stenen. På den måde bortfjernes den del af laget, der har ligget under de uigennemsigtige dele af glasbilledet, og der, hvor den har siddet, bliver stenen modtagelig for trykfarven. Man går dog tit en hel anden vej, idet man bruger fotolitografisk papir. det er overtrukket med et lag, der især består af gelatine, og det må kort før brugen gøres lysfølsomt ved at vædes med en tynd opløsning af tvekromsurt kali og tørres i mørke. Der kopieres på papiret under et fotografisk negativ; derefter udbredes et tyndt lag fed farve over hele billedfladen, papiret lægges i vand i en flad skål, og man visker forsigtig på det med en blød svamp for at udvikle billedet, hvilket sker ved, at farven kun sætter sig fast på de steder, der har været påvirkede af lyset, men lader sig viske bort fra grunden. Således får man en kopi, der kan overføres på stenen som et andet overtryk.
== Litografiens indtog i Danmark ==
Senefelders opfindelse udbredte sig ret hurtigt. Den første, der udøvede den i Danmark, var en tysker, Heinrich Wenzler, der opholdt sig her 1812—16. Han fik 1815 i forening med kunst- og musikhandler C.C. Lose et privilegium på at benytte den i Danmark i 8 år; men Lose blev allerede inden et års forløb eneejer af trykkeriet. I hans tid blev der også gjort forsøg med kridttegning af ansete kunstnere. Nogle år senere ønskede Lose at afhænde trykkeriet og fandt en mand, der ville købe det og føre det til [[Altona]]. Men da kongen var blevet gjort opmærksom på, at et sådant trykkeri kunne blive af stor betydning, bl.a. ved trykning af tabeller til den indbyrdes undervisning, lod han materialet købe for 2000 [[Rigsdaler]] og deraf oprette [[Det Kongelige Stentrykkeri]]. Kaptajn [[Joseph Abrahamson|J.N.B. Abrahamson]] blev direktør og kaptajn N.B. Krossing inspektør. kongen lod Krossing og andre gøre rejser til udlandet for at gøre sig kendt med litografis nyeste fremskridt. Nogle af de dygtigste danske kunstnere lagde sig efter at tegne med kridt på sten, og fra trykkeriet udgik mange betydelige arbejder. Det blev ophævet 1843. Men allerede før den tid var der oprettet flere litografiske trykkerier i København, og nu findes der også litografiske trykkerier i de større provinsbyer.
 
== Litografi i kunsten ==
[[Fil:Henri de Toulouse-Lautrec 002.jpg|thumb|upright|Toulouse-Lautrec: ''Aristide Bruant'', 1892]]
 
Som kunstnerisk teknik blev litografi først blev brugt af [[Francisco Goya]] i 1825, da han lavede fire store tyrefægtermotiver. Siden fortsatte [[Théodore Géricault]], [[Eugène Delacroix]], [[Honoré Daumier]] Senere gjorde kunstnere som [[Henri de Toulouse-Lautrec]], [[Odilon Redon]] og [[Pierre Bonnard]] farvelitografi populært i [[Frankrig]], [[Emil Nolde]], [[Oskar Kokoschka]] og [[Käthe Kollwitz]] i Tyskland og Østrig, [[Jens Ferdinand Willumsen]] og [[Asger Jorn]] gjorde det samme i Danmark og [[James McNeill Whistler]] og flere andre i Storbritanien. Også [[Pablo Picasso]] eksperimenterede med teknikken. Han blev efterfulgt af [[Henri Matisse]], [[Georges Braque]], [[Marc Chagall]], [[Fernand Léger]], [[Joan Miró]], [[Georges Rouault]] og et væld af andre store navne. I USA, især [[George Bellows]], [[Joseph Pennell]] og firmaet [[Currier and Ives]] er kendt for deres berømte litografier.
 
Mange danske kunstnere bruger den litografiske metode. Blandt har følgende kunstner arbejdet på værkstedet [[Edition Copenhagen]]: [[Folmer Bendtsen]], [[Martin Bigum]], [[Trine Boesen]], [[Benny Dröscher]], [[Olafur Eliasson]], [[Erik A. Frandsen]], [[Nils Erik Gjerdevik]], [[Sven Havsteen-Mikkelsen]], [[HuskMitNavn]], [[Bamse Kragh Jacobsen]], [[Jack Kampmann]], [[Eske Kath]], [[Michael Kvium]], [[John Kørner]], [[Christian Lemmerz]], [[Niels Lergaard]], [[Peter Martensen]], [[Hjorth Nielsen]], [[Julie Nord]], [[Bjørn Nørgaard]], [[Knud Odde]], [[Nikolai Recke]], [[Kirstine Roepstorff]], [[Carlo Rosberg]], [[Hans Scherfig]], [[Herman Stilling]], [[Lars Swane]] og [[Kathrine Ærtebjerg]].
 
== Litteratur ==
*A. Senefelder, ''Vollstandige Lehrbuch der Steindruckerei'', München og Wien, 1818
*W. D. Richmond, ''The Grammar of Lithography'', 6. Udg. London, 1886
*Mumier, ''Traité de Lithographie'' Reims, 1898
*Steinberg u. Strache, ''Moderne Merkantil-Lithographie'' Dresden, 1901
*G. Fritz, ''Handbuch der Lithographie und des Steindruckes'' 2. Udg. Halle, 1906
 
 
== Se også ==
* [[grafik (teknik)|Grafik]], en mere omfattende artikel.
* {{Commonsbilleder|Lithography}}
 
[[Kategori:Trykning og typografi]]