Akkord (musik): Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Linje 36:
Hvor man skal være forsigtig med at udelade tertsen, er det meget almindeligt at udelade kvinten. C<sup>7#9</sup> optræder ofte med tonerne C, E, B<sup>b</sup> og D<sup>#</sup>. Man udelader kvinten G, for at give plads til det skarpe forhold der er mellem E (den store terts) og D<sup>#</sup> (den forstørrede none).
 
Det vil altid være op til den udøvende musiker at fortolke becifringen; den såkaldte voicing (akkordomvendinger, tonevalg og rækkefølge). I 3 og 4-klange er det relativt overskueligt hvilke muligheder der byder sig. Men ved store og omfattende akkordudvidelser skal der ofte tages et stilistisk hensyn og/eller et klangligt valg. Der er forskel på hvad en A<sup>13</sup>'er betyder i et nodeforlæg fra 50'erne og 70'erne. Den kan dække over en dominantisk popakkord som Gmaj med A i bassen (Gmaj<sup>7</sup>/a) eller optræde udelukkende med grundtone, <sup>7</sup>'er, terts og <sup>13</sup>'er. Endelig kan den være tænkt som Amaj<sup>13#11</sup>, en akkord bygget op af skiftevis store og små tertser. I dette tilfælde vil en typisk voicing være en bred klang bygget op fra bunden med (i nævnte rækkefølge) grundtone, kvint og terts og dernæst et tæt [[cluster|Tone_cluster|cluster]] med <sup>13</sup>'eren, maj<sup>7</sup>, <sup>9</sup>'er og <sup>#11</sup> i nævnte rækkefølge.
 
Endelig kan akkorder ses som angivelser til solisten om, hvilke skalatoner der kan improviseres over. En Amaj<sup>13#11</sup> kan derfor også betyde; spil solo over en lydisk skala. Her vil det være naturligt at akkompagnementsinstrumenterne holder lidt igen og lader det være op til solisten at fortolke akkordens toner.