Akkord (musik): Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Pixi Uno (diskussion | bidrag) m Gendannelse til seneste version ved CarinaT, fjerner ændringer fra 85.80.157.64 (diskussion | bidrag) |
|||
Linje 36:
Hvor man skal være forsigtig med at udelade tertsen, er det meget almindeligt at udelade kvinten. C<sup>7#9</sup> optræder ofte med tonerne C, E, B<sup>b</sup> og D<sup>#</sup>. Man udelader kvinten G, for at give plads til det skarpe forhold der er mellem E (den store terts) og D<sup>#</sup> (den forstørrede none).
Det vil altid være op til den udøvende musiker at fortolke becifringen; den såkaldte voicing (akkordomvendinger, tonevalg og rækkefølge). I 3 og 4-klange er det relativt overskueligt hvilke muligheder der byder sig. Men ved store og omfattende akkordudvidelser skal der ofte tages et stilistisk hensyn og/eller et klangligt valg. Der er forskel på hvad en A<sup>13</sup>'er betyder i et nodeforlæg fra 50'erne og 70'erne. Den kan dække over en dominantisk popakkord som Gmaj med A i bassen (Gmaj<sup>7</sup>/a) eller optræde udelukkende med grundtone, <sup>7</sup>'er, terts og <sup>13</sup>'er. Endelig kan den være tænkt som Amaj<sup>13#11</sup>, en akkord bygget op af skiftevis store og små tertser. I dette tilfælde vil en typisk voicing være en bred klang bygget op fra bunden med (i nævnte rækkefølge) grundtone, kvint og terts og dernæst et tæt
Endelig kan akkorder ses som angivelser til solisten om, hvilke skalatoner der kan improviseres over. En Amaj<sup>13#11</sup> kan derfor også betyde; spil solo over en lydisk skala. Her vil det være naturligt at akkompagnementsinstrumenterne holder lidt igen og lader det være op til solisten at fortolke akkordens toner.
|