Alfred den Store: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Linje 19:
== Kongen i Krig – tidlige kampe, nederlag og flugt ==
 
I Martsmarts [[871]] døde Alfreds bror Æthelred, og Alfred overtog tronen i [[Wessex]], til trods for at Æthelred havde to mindreårige sønner, [[Æthelhelm af Wesssex|Æthelhelm]] og [[Æthelwold af Wessex|Æthelwold]]. DetteDet varskete i overensstemmelse medefter en aftale, som Æthelred og Alfred havde indgået tidligere på året. Brødrene var blevet enige om, at uanset hvilkenhvem af dem, der ville overleveoverlevede krigen, ville denskulle personhan blivevære konge over [[Wessex]] på trods af evt. arvinger. Set i lyset af, at der på dette tidspunkt var en igangværende inversioninvasion af Danskedanske vikinger, og at Alfreds nevøer på dette tidspunkt var meget unge, er Alfreds krav på tronen næppe blevet anfægtet. Senere opstod der spændinger mellem Alfred og hans nevøer, der følte, at Alfred havde arvet tronen uretmæssigt.
[[File:Alfred king of Wessex London 880.jpg|thumb|left|Mønt af Alfred, konge af Wessex, London, 880 (basseret på en romersk model).<br />'''''Obv''''': King with royal band in profile, with legend: ÆLFRED REX "King Ælfred".]]
Mens Alfred Planlagdeplanlagde sin brors begravelse, besejrede danskerne den engelske hær iuden Alfreds fravær,Alfred på et ukendt sted og igen ved Wiltopn i maj, hvor Alfred var tilstedemed. Nederlaget ved Wilton ødelagede Alfreds forhåbninger om at drive danskerne tilbageud fraaf [[Wessex]], og i stedet for varmåtte han nødt til at indgå fred med de danske [[viking|vikinger]]. Kilderne fortæller ikke, hvadom fredsaftalens vilkår indeholder, men [[Biskop Asser]], overdriver givetvis og gengiver at "hedningerne" var villigvillige til at trække sig tilbage fra [[Wessex]], med Gud som deres garant. En vikingehær forlod godt nok Reading i efteråret 871 for at tage vinter opholdvinterophold i [[London]]. SelvomSelv om hverken [[Biskop Asser|Asser]] ogeller de angelsaksiske krøniker nævner dettedet, betalte Alfred sikkert også penge til Vikingernevikingerne for at forlade landet, ligesom Mercianernemercianerne gjorde det de følgendenæste år.<ref>Abels, Richard, Alfred the Great: War, Kingship and Culture in Anglo-Saxon England (1998), pp. 140-1.</ref>.
 
Skatte som er blevet dateret tilfra vikingernes besættelse af [[London]] Ii 871/2 er blevet udgravet Ii Croydon, Gravesend, og ved Waterloo Bridge; dissefundene fundtyder på, antyder at omkostningerne i forbindelse medved fredslutningen med vikingerne var noget mere omkosteligebekostelige, end Asser beskriver. I de efterfølgendenæste år, besatte danskerne andre dele af [[England]], og i 876 lykkedes det for [[Guthrum den uheldige]], at slippe forbi den engelske hær og angribe det besatteengelskbesatte område [[Wareham]] i Dorset. Alfred forsøgte at belejre dem, men han var ude af stand til at tilbageerobre Wareham. Derfor forhandlede han fred, som involverede enmed udveksling af gidsler og løfter, som danskerne svor ved en hellig ring, som blev brugt i forbindelse medved dyrkelse af den nordiske gud [[Thor]]. Danskerne brød dogalligevel fredsaftalen og de myrdede alle de engelske gidsler og flygtende i ly af mørket til Exeter, Dovoni Devon. Der belejrede Alfred dem, og da en dansk hjælpeflåde blev ødelagt i en storm, var danskerne nød til at trække sig tilbage til [[Mercia]]. Allerede i 878 vendte danskerne dogde tilbage og angreb [[Chippenham]], en kongelig base, hvor Alfred havde boet underi julen. ”de”De fleste af indbyggerne blev dræbt, undtagen Kong Alfred, og med ham drog en lille gruppe banende fra træ til træ og sump til sump, og efter påsken byggende han et fort i [[Athelney]] i maskenmarsken i Somerset, og fra det,derfra kæmpende han imod fjenden” . Det lykkedes for Alfred at stifte en effektiv modstandsbevægelse mod danskerne og mobilisere de lokale militser fra [[Somerset]], [[Wiltshire]] og [[Hampshire]] fra Fortetfortet på [[Athelney]], en ø i marsken nær [[North Pethertonm]]. En populær legende om Alfred den Store, atsom iværksættegår entilbage effektivtil modstandsbevægelsedet mod12. danskerneårhundredes ogkrøniker, mobilisererfortæller, dehvordan lokalehan militserefter fraflugten fik husly i [[Somerset]] hos en bondekone, [[Wiltshire]]som ikke kendte ham. Hun bad ham holde øje med de brød, som hun var ved at bage på et bål. Alfred tænkte på sine problemer og [[Hampshire]]brødet brændte til stor vrede for bondekonen. Da hun fandt ud af Alfreds identitet, undskyldte hun, men han ville ikke høre tale om det.
En anden legende fortæller om, hvordan Alfred forklædt som en præst forsøgte at komme ind i Guthrums lejerlejr for at udspionere på hans planspionere. DisseBegge historier har et propagandistisk indholdformål, hvorog Alfred bliver fremstillet som en from og ydmyg kristen, samtidig med at den sidste legende fortæller om Alfreds handlemod i den fortvivlende situation, han befandt sig i, reduceret til ensom konge i et øde marskområde. Begge historier er blevet udfoldetmed i den britiske Forfatterforfatter [[Bernard Cornwell]]s Romanerromaner 'Saksernes krøniker', hvormed AlfredsAlfred karakter ersom en af de bærendevigtigste personer.
 
Dette var lavpunktet i Historien om de angelsaksiske kongerigerkongerigers historie. DeRigerne var alleerobret faldet tilaf danskerne og blev enten regeret af vikingerne selvdem eller af deres skyggekonger. Undtagelsen var etdet lille område i marsken i [[Wessex]], hvor Alfred nu samlede sine tropper til modangreb.
En populær legende om Alfred den Store, som går tilbage til det 12. århundrede Krøniker, fortæller om hvordan han lige da han var flygtet sommerset fik husly af en bonde kone, som uvidende om Alfreds identitet, efterlod ham til at holde øje med noget brød som hun var i gang med at bage på et bål. Travlt beskæftiget med problemerne i hans kongerige, kom Alfred til at brænde brødet på, til stor vrede for bonde kvinden. Efterfølgende da kvinden fandt ud af Alfreds sande identitet, undskyldte kvinden, men Alfred insisterede på, at det ikke var nødvendigt.
En anden legende fortæller om, hvordan Alfred forklædt som en præst forsøgte at komme ind i Guthrums lejer for at udspionere på hans plan. Disse historier har et propagandistisk indhold, hvor Alfred bliver fremstillet som en from og ydmyg kristen, samtidig med at den sidste legende fortæller om Alfreds handlemod i den fortvivlende situation han befandt sig i, reduceret til en konge i et øde marskområde. Begge historier er blevet udfoldet i den britiske Forfatter [[Bernard Cornwell]]s Romaner 'Saksernes krøniker', hvor Alfreds karakter er en af de bærende personer.
Dette var lavpunktet i Historien om de angelsaksiske kongeriger. De var alle faldet til danskerne og blev enten regeret af vikingerne selv eller af deres skyggekonger. Undtagelsen var et lille område i marsken i [[Wessex]], hvor Alfred samlede sine tropper til modangreb.
 
== Referencer ==