Spolebånd: Forskelle mellem versioner

28 bytes fjernet ,  for 11 år siden
fra to apostroffer til et gåseøjne tegn.
(fra to apostroffer til et gåseøjne tegn.)
(fra to apostroffer til et gåseøjne tegn.)
[[Fil:Open reel audio tape.jpg|thumb|300px|right|7 tommer spolebånd]]
Et ''"'spolebånd''"' er et magnetbånd til brug for optagelse af [[lyd]] ved hjælp af en [[båndoptager]].
 
Magnetbåndet består af magnetisk jernoxid belægning på et langt stykke [[polyester]] (eller [[acetat]] eller [[papir]]) viklet om en [[spole]], der kan have forskellig diameter. De typiske spolebånd har en diameter på 7" eller 10,5" (18 eller 26,5 cm), og båndets længde er typisk mellem 1200' og 3600' (370 og 1100 meter). Afhængig af båndets brughastighed, tykkelse, antal spor og eventuelt brug i begge retninger, kan der på et sådant bånd lagres 1-8 timers lydoptagelse. Ved indkøb af rå mængder bånd kan de leveres i større længder på op til 7200'. Den mest normale længde er 3600 fod (540-570 meter) på en 7" (18cm) spole. Tykkelsen er da 1mil og betegnes oftest LP for Long play. Disse ses dog ofte i flere størrelser mellem 3" og 7" på loppemarkeder medens der idag til køb blot findes 5", 7" og 10,5". Disse er oftest ment for professionel brug og medens der oftest kun er 7" spoler med LP bånd typen i 1/4" bredde, til kosumentbrug så er der oftest 1/4", 1/2", 1" og 2" spoler og uden flanger på 1/4" og 1/2" i størrelser til 10.5" eller derover. En flange er en flad metal skive typisk med huller i et mønster som både tjener til at se hvor meget bånd der er på spolen, samt at lette påspoling. Typisk er der tre skruer og møtrikker med skrå kanter således at disse ikke rager ud over flangen når spolen er samlet.
De fleste båndoptagere kan benyttes lodrat og vandret og derimellem. De fleste har låse anordninger fra plastik og metal (eks. Akai, Otari og Teac/Tascam) eller blot plast (eks. Revox/BASF, Pioneer, Technics) og eventuelt blot en gummi prop, som eventuelt kan være lavet af blødgjort plast (eks. Sony, Aiwa og B&O).
 
For konsumentbrug er det udelukkende 1/4''" (6,35mm) bredde som er aktuelt og på hjemmets båndoptagere udelukkende CINE tap, hvis det kræves påsat NAB adapter, som udgjorde langt hovedparten af maskinerne. Tidlige (oftest) Europæiske maskiner kunne blot klare spoler op til og me 5''" og 6''", men i midten af 60erne kommer 7''" til at være langt det mest udbredte og i Europa. I elektronik magasinerne fra dengang findes et væld af byggesæt som gav mere eller mindre funktioelle båndoptagere, det var navnligt i England at sådant kom som kits og færdigsamlet så fingernemme amatører kunne spare lidt penge. Et af de meste prominente eller velkendte er nok Elektor magasinet som selv op i 1980erne bød på dele til båndteknik i løssalg. Mange af de kits som blev udbudt i England førtes ikke i andre lande. Tilbehør såsom netop tomme spoler til redigering og færdige lydmontager samt opbevaring af samme var stort. Efter 2000 er der meget få steder hvor det fortsat fås, en af Europas største producenter af spoler og tilbehør til mange formål, Posso, byder fortsat på spoler igennem deres hjemmeside men ikke alle forhandlere lagerfører hele sortimentet, det kan derfor anbefales at kigge på loppemarkeder, inden mand kigger på internettet. Oftest vil æsker til film spoler også kunne bruges.
 
[[File:Elcaset.jpg|thumb|Sammenligning mellem kassettebånd og ElCaset.]]
For forbrugere blev spolebånd mere eller mindre afløst af [[kassettebånd]], som indeholder to spoler i en kassette. Men spolebånd rummer ofte mere information. I 1976 forsøgte producenten [[Sony]] at markedsføre en mellemting af en kassette og et spolebånd nemlig ElCaset, som består af en kassette som er lidt tyndere end et [[VHS]] videobånd, og omtrent samme bredde og højde, hvori der er et bånd på to halve spoleflanger som overlapper på midten. Hastigheden er 3 3/4''" (9,5 cm/s) og med stereo i begge retninger til en samlet spilletid på 60 og 90 for normale salgskassetter. Formatet faldt til jorden med et hult drøn, og for de fleste er spolebånd et fortidslevn og kassetten en nyere ting som også har været på retur de sidste 10-15 år.
 
Spolebånd er et samlingsbegreb, der også dækker over de professionelle bånd, som anvendtes i pladestudier, bånd i flyenes sorte bokse og ældre video bånd typer. Af dem findes der også forskellige typer. Den 'normale' - radiofonistandard er en kvart tomme bred. Den typiske afviklingshastighed på radiostationer er 7,5" pr. sekund. Men ved optagelse i pladestudier bruger man oftest 15''" eller endog 30" pr. sekund, da frekvensgangen bliver mere jævn (og dermed giver bedre lyd), når der benyttes højere hastighed. Til logning af for eksempel flytrafik og politistationer benyttes ofte lave hastigheder såsom 15/16''". Disse bruges kun til tale.
 
De maskiner, der blot står hos almindelige mennesker til brug i hjemmet er normalt ikke en lydmæssig perle, for her er båndhastigheden også meget langsom selvom maskinen bruges til musik og mere krævende lyde. 1 7/8''" = 4,76 cm/s. Endda ofte langsommere end kassettebåndets 4,75 cm. i sekundet. Men i mange år har normal været 3 3/4''" samt 7,5''" på samme apparat. De fleste af disse apparater kan maksimalt klare 7''" (18 cm) spoler og de mindre spoler er ikke anbefalelsesværdige til en maskine med blot en motor idet trækkraften på spolerne øges til fare for båndets vel og båndet knækker ved for meget kraft.
 
Efter trådoptagerens tid hvor også de store transcriptionsplader kunne holde megen information kom de første bånd overhovedet. De var lavet på papir basis hos [[AGFA]] i [[Tyskland]] i midten af 30'erne, og kom til at spille en rolle under [[anden verdenskrig]] idet [[Hitler]]s taler blev udsendt i [[radiofoni]] samtidigt flere steder i [[Det Tredje Rige]] medens de allierede undrede sig over at han var flere steder på samme tid. Efter at amerikaneren Jack Mullins fandt en [[Telefunken]] maskine og 50 papirbånd og tog dem hjem til [[USA]] for at studere fænomenet blev amerikanerne de væsentligste udviklere i flere år.
[[Bing Crosby]] søgte at slippe for fem shows hver aften som sendtes videre til fem tidszoner og spille mere golf i stedet og derfor blev [[Ampex]] sat til at kopiere den tyske maskine og [[Scotch]] producerede noget brugbart båndmateriale. De første Scotch bånd er acetat, de kendes ved at lys passerer igennem sidelæns når man holder en spole med båndet foran en lampe. Polyester typerne som kom efter blokerer i stedet for lyset er mørke at se på.
 
Frem til midten af 60'erne havde man såkaldte homogene spolebånd (uden for fagligt sprog kaldet "stålbånd", se ''"[[ODS]]''" under "Staalbaand"). Det var spolebånd uden plastikbase - altså den plastik, som båndemulsionen er sprøjtet på. Den type bånd er imidlertid meget 'skøre'. Til gengæld var det ligegyldigt hvilken side af båndet, der blev indspillet på - blot skal afspilningssiden være den samme.
[[File:BASF magnetband 1970.JPG|thumb|BASF bånd.]]
Hurtigt vandt plastiktyperne dog frem på grund af både smidighed og redigeringsvenlighed. Flere fabrikanter kom til, både Ampex i USA, [[Philips]] og [[BASF]] i Europa, [[Zonal]] og [[EMI]] Tape i England og Maxell og [[TDK]] i Asien. Ampex hedder i dag Quantegy. Medens AGFAs magnetdivision er under BASF, som nu hedder [[EMTEC]], og EMTEC har solgt magnet produktionen fra på auktion og RMGi i Holland har overtaget alt udstyr og produktion. Zonal laves nu i Australien. Maxell stoppede produktionen lige efter årtusindskiftet og TDK stoppede i midten af 80'erne.
Philips og alle de øvrige producenter leverede også bånd til andre firmaer som kunne sætte deres navn på. Eksempelvis Shamrock hos Radio Shack, God Tone hos [[Bilka]], [[Grundig]], [[Revox]], [[Telefunken]] og så videre. Eksempelvis er alle bånd som Expert har ført som ikke var AGFA eller BASF, billige bånd som blev produceret af de få producenter i store mængder og lagt på næsten ens plastik spoler og æsker med forskelligt tryk på.
 
En stor mængde arkivmateriale ligger endnu på spolebånd, og på ældre arkiv- og masterbånd anvendes ofte såkaldt lagring i formatet ''"tail-out''", hvor båndet lagres på returspolen for at undgå en lille før-kopi på båndet. Når båndet ligger rullet sammen, vil lyden fra et stykke bånd nemlig smitte af på det indre og det ydre lag. Ved at opspole båndet omvendt, undgås denne før-kopi. Kopieffekten høres i mindre generende grad samtidigt i den lyd, der bliver afviklet. Dette princip virker kun på bånd med optagelse i en retning. Tail-out, medfører også at et bånd som er afspillet og lagres på returspolen er pakket meget pænt og kompakt og således kan lagres længere uden at behøve omspoling.
Man kan fremtvinge om pæn vikling forud for lagring ved at afspille båndet på højeste hastighed og derefter gemme det. Nogle maskiner har en såkaldt Spool knap eller lignende arkiv spolingsfunktion som giver kontrolleret spoling ved cirka 8x normal afspilningshastighed.
Inden man benytter et bånd i lagrings formatet tail-out spoles der over til afgivespolen, hvorefter det under afvikling lægger sig pænt på returspolen, som derefter igen kan lagres i lang tid.
 
Størrelsen påspolen kan variere fra 3''" til 14''". Fra små spoler til batteridrevne transportable apparater og til forsendelse af tale mellem familie og firmaer og op til 10,5''", 11,4''", 12''" og 14''" for de professionelle brugere.
 
De billigste batteridrevne maskiner har en varierende mængde tid på en given spole idet det ikke er bånd men spolen som drives rundt, det får hastigheden til at afvige med unøjagtigheder og variationer fra yderst til inderst til følge, normalt ikke det store problem med mindre man skal afspille et bånd på en helt anden type maskine.
 
==Vedligeholdelse==
Spolebånd er særdeles driftsikre (især når der er tale om kraftige redigeringsbånd), men ud over slid på båndet, magnetisme m.v., så går limen mellem plastikbase og emulsion med tiden i opløsning på nogle båndtyper, hvilket betyder, at nogle af båndets flager med emulsion ryger af; med hørbart dårligere lyd til følge. Endnu værre er det såkaldte ''"sticky tape-syndrom''", der ofte er et problem på gamle studie-masterbånd, som ikke er udviklet til samme brug som almindelige bånd og dem, der bruges til radiofoni. Hvis båndet bindemateriale (lim) er den type som ikke er langtidsstabil, men trækker væde fra luften, kommer der med tiden problemer med, at båndene begynder at klistre sammen. Selve limen svækkes og ved afspilning lægger oxiden sig som en tyk pasta henover båndstyr og hoveder.
 
Der findes forskellige måder at redde dem på, men det er et job for professionelle! man kan under afspilning lægge mærke til det fænomen at bånd ikke så slipper venstre spole, og at det klæber sig til båndstyr og tonehoveder, og i små ryk sidder fast på fast båndstyr. I en hurtig bevægelse hvor båndet skiftevis flytter sig hurtigt et lille stykke og sidder fast et øjeblik, dette lyder meget forvrænget. Samtidigt med dette fænomen aflejres en masse oxid fra båndet overflade, på båndstyr og tonehoveder, hvilket kan være så ekstremt at det er vanskeligt at overføre båndet til et andet media uden at dehydrere båndet forinden og skille siog af med det bagefter. Spolen og i mange tilfælde og æsken dertil kan genbruges. Ved dehydrering er der to metoder, en hurtig og en langsom.
Overspilninger kræver to båndmaskiner, en til afspilning og en til optagelse, den maskine som afspiller kan med fordel være en maskine dedikeret til formålet, men det er kun til større projekter eller tilbagevendende arbejde at det kan betale sig at have en klar arbejdsplads til dette arbejde.
 
Splejsning bruges ikke bare ved redigering men også ved reparation af bånd. Knækker et bånd er det bedst at klippe til i en 45 graders vinkel på smalle bånd op til 1/2''", og placere dem tæt imod hinanden, normalt i en lille skinne, og placere et 4-6 cm langt tape henover på langs, disse kan fås i længder på 10-25 meter og klippes efter behov eller som afskårne bidder som altid har samme længde. Den tape som bruges er lidt smallere end selve båndet, og det er så meningen at denne tape ikke skal komme i nærheden af kanten på båndet da det kan gribe fat båndstyr og tonehoveder.
Bredere båndtyper klippes til i en knap så brat vinkel og får normalt et tape stykke på tværs langs med klippet. Spolebånd fås i bredder fra 1/4''" op til 2''".
 
Grunden til omsorgen for båndet er, at det kører forbi tonehoveder og båndstyr, trykruller og den slags i en meget høj hastighed, og det er meningen at båndet helst skulle være lige så smidigt som før og ikke lede til mislyde når splejsninger på båndet kommer forbi tonehovedet.
Anonym bruger