Carl Wilhelm von Nägeli: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m r2.6.4) (robot Tilføjer: cs, cy, de, en, es, fr, it, ja, lb, lt, pt, ru, simple, sk |
|||
Linje 1:
'''Carl Wilhelm von Nägeli'''
Nägeli var efter forskellige [[ansættelse]]r, blandt andet i [[Zürichs Universitet|Zürich]], siden [[1857]] [[professor]] i botanik i [[Münchens Universitet|München]]. Han var en af Tysklands største naturforskere, hvem talrige vigtige og grundlæggende undersøgelser på forskellige områder inden for botanikken skyldes, og hans arbejder præges ligesom [[Matthias Jacob Schleiden|Schleidens]] og [[Hugo von Mohl|Mohls]] ganske af de strengeste fordringer til gennemført, induktiv forskning og fuldstændig bandlysning af [[teleologisk]]e forklaringer.
Han hører således med til grundlæggerne af den moderne botanik og står som modsætning til den forudgående periodes idealistiske, [[naturfilosofi]]ske metode, med hvis tilhængere han dog i begyndelsen i det mindste havde troen på arternes konstans tilfælles. Nägeli tog (1840) [[doktorgrad]]en i Zürich med et arbejde om de schweiziske [[cirsium]]former. Lignende studier over vanskelige slægter, over artsbegrænsningen og bastardformerne, for eksempel hos [[hieracium]], kom Nägeli også senere ind på, om end de fleste af hans arbejder ligger på andre, især på udviklingshistoriske områder.
Af hans systematisk-deskriptive arbejder må især ''Die neueren Algensysteme'' (1847, med ti tavler) og ''Gattungen einzelliger Algen'' (1849, med otte tavler) fremhæves. Nägeli har leveret meget vigtige bidrag til [[celle]]læren, på hvilket område han kom i strid med Schleiden, hvis celleteori også måtte opgives; ''Die Entwickelungsgeschichte des Pollens bei den Phanerogamen'' (1842), ''Pflanzenphysiologische Untersuchungen'' (sammen med [[Karl Eduard Cramer|Cramer]], 1855—58), ''Beiträge zur wissenschaftlichen Botanik'' sammen med
[[Simon Schwendener|Schwendener]] (1858—69; 4 bind med 51 tavler) og mange andre afhandliger drejer sig for en stor del om herhenhørende emner.
Et af Nägelis berømteste arbejder er dog ''Die Stärkekörner'' (2. hæfte af Nägelis og Cramers ovennævnte undersøgelser), et monumentalt værk fra 1858, hvori der ikke alene gives en beskrivelse af mange tusind arters [[stivelse]]korn, men i hvilket Nägeli fremsætter og begrunder en ny teori for deres (og cellehindens) tykkelsevækst, intussusceptionsteorien, som spillede en meget stor rolle i plantefysiologien. Det var Nägelis store mål med denne sin ''Moleculartheorie der organisirten Gebilde'' at føre disses vækst og indre struktur tilbage til fysisk-kemiske og mekaniske processer.
Han beherskede naturligvis [[mikroskop]]et og de [[mikrokemisk]]e metoder, hvortil kom, at han
leverede grundlæggende arbejder på det mikropolariskopiske område, arbejder, der skulde bidrage til forståelsen af de organiske væseners indre struktur. Hans studier over cellekernen og celledelingen, hvorved især den vigtige definition af den såkaldte fri celledannelse blev slået fast, og en mængde arbejder over lavere planters topcellevækst, hvorved selve topcellens definition og dens forskellige former blev klarlagte, er eksempler på andre spørgsmål af fundamental betydning, som Nägeli med sin skarpe iagttagelsesevne og sin klare logik besvarede.
1844 opdagede han Sædlegemerne
paa Bregnernes Fordum, hvorved den Tydning
af dette Legeme som Kimblad, hvormed man
hidtil havde betegnet det, bortfaldt; 1846 fandt han,
at Mikrosporerne hos Pilularia ligeledes
frembragte Sædlegemer; dermed var Schleiden’s
Tydning af disse Sporer som Støvkorn
umuliggjort. Sammen med Schwendener skrev han
»Das Mikroskop« (1865—67, 2. Udg. 1877). I de
senere Aaringer af hans Liv, der for øvrigt ofte
blev ham svære formedelst et mindre godt
Helbred, kom han ind paa Spørgsmaal om Gæring
og Bakterier. N. udviklede selv en ny
Gæringsteori og studerede Bakteriernes
Ernæringsfysiologi (»Untersuchungen über niedere Pilze«,
1882). Omtr. paa samme Tid, som N.
offentliggjorde sine molekulær-teoretiske Arbejder,
fremkom Darwin’s berømte Skr, og man har
N.’s egne Ord for, at han ad anden Vej end
denne var ledet til Tanken om, at Arterne
fremgaar af hinanden. Hans morfologiske
Studier og Arbejderne over Arter og Bastarder i
visse, ovenn. Slægter har haft Bet. for ham
m. H. t. Udformningen af hans store Værk:
»Mechanisch-physioliogische Theorie der
Abstamnungslehre« (1883), i hvilken en
Udviklingsteori er fremsat; nogen stor og alm.
Tilslutning har denne dog ikke faaet.
{{salmonsens}}
| |||