Alfred den Store: Forskelle mellem versioner

Alfred er [[helgen]] i både den [[romerskkatolske kirke|katolske]] og den [[græsk-ortodokse kirke]], og i [[den anglikanske kirke|det anglikanske trossamfund]] bliverer han betragtet som en af den kristne kirkes helte. Den 26. oktober er hans [[helgendag]].

Alfred blev født i 849 på Wantage i Oxfordshire, som yngste søn af [[Kongkong Æthelwulf af Wessex]] og hans første kone, [[Osburga]]. I 868 blev Alfred gift med [[Ealhswith]], som var datter af [[Æthelred af Mucil]]<ref>[http://omacl.org/KingAlfred/ Asser - Kong Alfreds liv]</ref>. Alfreds barndom beskrives i de anglo-saksiske krøniker: han besøgte som fem årig [[Rom]], hvorsom fem årig. [[Pave Leo 4|Pave Leo IV]] udpegende efter sigende udpegende Alfred til Saksernessaksernes fremtidige konge. Et påstand, der fik betydning, da Alfred gjorde krav på tronen efter sin brors død i [[865]]. Broderen havde nemlig en søn og arving. Hvad [[Pave Leo 4|Pave Leo IV]] præcis har udtrykt om Alfreds fremtidige rolle er omdiskuteret, da alle Alfreds tre ældre brødre levede på det tidspunkt. [[Pave Leo 4|Pave Leo IV]] bI et siger i et senere brev, at Alfred blev udpeget som "konsul". Hvad der ligger i denne titel er uvist. En fejlfortolkning af titlen og udpegning - tilsigtet eller utilsigtet - kan forklare forvirringen om Alfreds krav på tronen<ref>Wormald, Patrick, 'Alfred (848/9-899)', Oxford Dictionary of National Biography (Oxford University Press, 2004).</ref>. En anden teori om Alfreds krav på tronen i [[Wessex]] bygger på Alfreds næste besøg i [[Rom]], hvor han var med sin far på pilgrimsrejse.

Efter hjemkomsten i [[856]] blev [[Kong Æthelwulf af Wessex]] afsat af sin søn [[Æthelbald af Wessex]]. Den truende borgerkrig imellem far og søn resulterende i, at [[Wessex]] stormænd samledes for at finde et kompromis. Det resulterede iblev, at de vestlige grevskaber (dvs. det traditionelle Wessex) blev kontrollet af [[Æthelbald af Wessex|Æthelbald]], og de østlige områder blev kontrolleret af [[Æthelwulf|Kong Æthelwulf af Wessex]]. Efter [[Æthelbald af Wessex|Æthelbalds]] død blev [[Wessex]] på skift regeret af Alfreds tre ældre brødre, indtil Alfred overtog tronen.

I den korte periode, hvor Alfreds ældre brødre [[Æthelbald af Wessex]] og [[Æthelberht af Wessex]] regerende, blev Alfred ikke nævnt i kilderne. Hans offentlige liv begyndte med i 866 ved tiltrædelsen af hans tredje bror, [[Æthelred af Wessex]], i 866. Det er i denneden periode, at [[biskop Asser]] benyttede sig af den særlige titel, som han knytter til Alfred "secundarius",. hvilketDet kan indikerebetyde, at Alfred var en slags keltiske [[tanist]], dvs. en anerkendt efterfølgertronfølger tæt forbundet med den regerende monark. Det er muligt, at dette arrangementdet var sanktioneretgodkendt af Alfreds far eller af det anglo-saksiske råd [[Witan]], for at sikre mod uoverensstemmelser ved arvfølgen, hvis Æethelred skulle falde i kamp. Det er velkendt at krone en efterfølger som kongelig prinskronprins og hærfører blandt andre [[germansk]]e stammer som [[svensker]]ne og [[franker]]ne, stammer som angelsaxerne er nært beslægtet med.

I marts [[871]] døde Alfreds bror Æthelred, og Alfred overtog tronen i [[Wessex]], til trods for at Æthelred havde to mindreårige sønner, [[Æthelhelm af Wesssex|Æthelhelm]] og [[Æthelwold af Wessex|Æthelwold]]. Det skete efter enden aftale, som Æthelred og Alfred havde indgået tidligere på året. Brødrene var blevet enige om, at uanset hvem af dem, der overlevede krigen, skulle han være konge over [[Wessex]] på trods af arvinger. Set i lyset af, at der var invasion af danske vikinger, og at Alfreds nevøer på dette tidspunkt var meget unge, er Alfreds krav på tronen næppe blevet anfægtet. Senere opstod der spændinger mellem Alfred og hans nevøer, der følte, at Alfred uretmæssigt havde arvetfået tronen uretmæssigt.

Mens Alfred planlagde sin brors begravelse, besejrede danskerne den engelske hær uden Alfred på et ukendt sted og igen ved Wiltopn i maj, hvor Alfred var med. Nederlaget ved Wilton ødelagede Alfreds forhåbninger om at drive danskerne ud af [[Wessex]], og i stedet for måtte han indgåslutte fred med de danske [[viking|vikinger]]. Kilderne fortæller ikke om fredsaftalens vilkår, men [[Biskop Asser]] overdriver givetvis og gengiver, at "hedningerne" var villige til at trække sig tilbage fra [[Wessex]] med Gud som deres garant. En vikingehær forlod Reading i efteråret 871 for at tage vinterophold i [[London]]. Selv om hverken [[Biskop Asser|Asser]] eller de angelsaksiske krøniker nævner det, betalte Alfred sikkert vikingerne for at forlade landet, ligesom mercianerne gjorde det de næste år.<ref>Abels, Richard, Alfred the Great: War, Kingship and Culture in Anglo-Saxon England (1998), pp. 140-1.</ref>.

Skatte dateretSkattefund fra vikingernes besættelse af [[London]] i 871/2 er udgravet i Croydon, Gravesend, og ved Waterloo Bridge; fundene tyder på, at omkostningerne ved fredslutningen med vikingerne var noget mere bekostelige, end Asser beskriver. I de næste år besatte danskerne andre dele af [[England]], og i 876 lykkedes det [[Guthrum den uheldige]] at slippe forbi den engelske hær og angribe det engelskbesatte område [[Wareham]] i Dorset. Alfred forsøgte at belejre dem, men han var ude af stand til at tilbageerobre Wareham. Derfor forhandlede han fred med udveksling af gidsler og løfter, som danskerne svor ved en hellig ring, som blev brugt ved dyrkelse af [[Thor]]. Danskerne brød alligevel fredsaftalen og myrdede alle de engelske gidsler og flygtende i mørket til Exeter i Devon. Der belejrede Alfred dem, og da en dansk hjælpeflåde blev ødelagt i en storm, var danskerne nød til at trække sig tilbage til [[Mercia]]. Allerede i 878 vendte de tilbage og angreb [[Chippenham]], en kongelig base, hvor Alfred havde boet i julen. ”De fleste af indbyggerne blev dræbt undtagen Kong Alfred, og med ham drog en lille gruppe fra træ til træ og sump til sump, og efter påskenpåske byggende han eten fortfæstning i [[Athelney]] i marsken i Somerset, og derfra kæmpende han imod fjenden” . Det lykkedes Alfred at stifte en effektiv modstandsbevægelse mod danskerne og mobilisere de lokale militser fra [[Somerset]], [[Wiltshire]] og [[Hampshire]] fra fortet på [[Athelney]], en ø i marsken nær [[North Pethertonm]]. En populær legendehistorie om Alfred den Store, som går tilbage til det 12. århundredes krøniker, fortæller, hvordan han efter flugten fik husly i Somerset hos en bondekone, som ikke kendte ham. Hun bad ham holde øje med de brød, som hun var ved at bage på et bål. Alfred tænkte på sine problemer og brødet brændte tilog storkonen vrede forblev bondekonenrasende. Da hun fandt ud af Alfreds identitet, undskyldte hun, men handet ville han ikke høre tale om det.

En anden legendeanekdote fortæller, hvordanat Alfred forklædt som præst forsøgte at komme ind i Guthrums lejr for at spionere. Begge historier har et propagandistisk formål, og Alfred bliver fremstillet som en from og ydmyg kristen med handlemodhandlekraft i den fortvivlende situation, han befandt sig i som konge i et øde marskområde. Begge historier er med i den britiske forfatter [[Bernard Cornwell]]s romaner 'Saksernes krøniker' fra omkr. 1960 med Alfred som en af de vigtigste personer.