Billedskærerkunst: Forskelle mellem versioner

'''Billedskærerkunsten''' er en kunstart, der almindligvisalmindeligvis udøves af '''billedskærere''', i nyere tid også kaldet '''træskærer'''.

Det er færdigheden at skære plastiske figurer og [[ornamenter]] ud af [[massiv træ]], [[elfenben]] eller lignende. Men også relieferrelieffer, indskrifter og overfladestrukturer/mønster er en vigtig disciplin.

Historisk set er det dog forkert at skille billedskærerkunst og billedhuggerkunst helt ad, da middelaldernsmiddelalderens '''billedskærer''' oftest blev betegnet som '''billedhugger'''.<ref>se f.eks. Tilman Riemenschneiders gravsten</ref> Af flere kendes der også værker både i [[træ]] og [[sten]].<ref>Veit Stoß, Tilman Riemenschneider..</ref> Senere organiserede billedskærere sig dog ofte i samme lav som [[snedkere]] og [[malere]], da disse fag samarbejdede omkring de fleste opgaver. Billedhuggere sad derimod sammen med [[murer]] og stukatørerstukkatører.

Da de fleste middelalderlige (billeskærerkunst) værker skulle fremstå i strålende farver, ofte dekoreret med rige [[brokademønstre]] og forgyldninger, var det følgelig også maleren, der fik æren samt de største indtægter og ikke billedskæreren. Genstandene blev skåret lidt mindre end det endelige resultat, og overfladen måtte ikke være helt fulendtfuldendt, da der ofte blev lagt millimeter tykke [[kridtlag]] på, der efterfølgende blev slebet og efterskåret af maleren, før denne kunne lægge farve, [[lak]] og [[bladguld]] på.

Dette kunne indimellem ødlæggeødelægge figurenes udtryk og hele værkets udstråling.

Sidst i 1400 tallet begyndte Tilman Riemenschneider (Würzburg) med at overbevise sine kunder om, at også træfigurer med fordel kunne stå natura uden farvet overflade. I begyndelsen af 1500 tallet fulgte andre nordeuropæiske billedskærere som [[Hans Brüggemann]] ([[Bordesholm]]) og Henrik Douverman (Kalkar) efter.

Udover i kirker, slotte og herskabsboliger anvendtes billedskærerkunsten flittigt ved træskibenes rige udsmykninger og galionsfigurer ([[B. Thorvaldsen]] startede sin kunstneriske løbebane som galionsfigurskærer i faderens billedskærerværksted).<ref>Berlingske: ILLUSTRERET DANSK KONSERVATIONS LEKSIKON (Billedskæring)</ref>

Som nordens mest fremtrædende "billedskærer" kunstvæker kan nævnes Claus Bergs [[altertavle]] til [[Gråbrødrekirken]] i Odense (i dag i sct[[Sct. Knud]]) og Hans Brüggemans altertavle til klosterkirken i Bordesholm (i dag i [[Slesvig Domkirke]]).

Begge værker blev skabt samtidig. Den ene blev indstiftet af [[Dronning Christine]] for sin afdøde gemal [[Kong Hans]] (†1513). Den anden af Kong Hans´ broder [[Hertug Frederik]] af Slesvig Holsten for sin afdøde hustru Anna (†1514).

Antageligt var det meningen at altertavlen i Odense skulle blive ScandinaviensSkandinaviens største og mest pragtfulde kunstværk. Dog ser det ud til at Hertug Frederik prøvede at overgå sin svigerinde; ikke i farvepragt, men i højde (12,6m) og virtuositet.