Versionen fra 23. feb. 2011, 09:21 redigér PHGP (diskussion \| bidrag) 36 edits No edit summary ← Gå til forrige forskel		Versionen fra 23. feb. 2011, 10:53 redigér fjern redigering PHGP (diskussion \| bidrag) 36 edits →‎Arterne Gå til næste forskel →
Linje 14: Kongelaksen er den største af stillehavslaksene. Det hidtil største eksemplar havde en vægt på 57 Kg, men normalt vejer kongelaksen dog "kun" 3-16 Kg og opnår en længde på 75-100cm. Kongelaksen er imidlertid også den mest sjældne stillehavslaks, og udgør således kun 0,4% af den samlede mængde indfangede stillehavslaks. Den begrænsede mængde og kongelaksens rige indhold af Omega 3 fedtsyre, vitamin A, B<sub>12</sub> og D, gør netop denne art til en eftertragtet spise, der er forbeholdt feinschmeckere og gourmetrestaurant. Kongelaksen bliver sædvanligs 5-7 år gammel, hvoraf den tilbringer 4-6 år i havet. I ferskvand kendes Kongelaksen ved kun at forekomme i Yukon River, Kuskokwin River og Cooper River. Kongelaksens har en sølvblå ryg, idet både ryg og hale er mørkspættede. I takt med at Kongelaksen bliver kønsmoden ændre farven sig fra sølvblå til lyserød eller sågar rød. Kødet er rødt og har en fast og saftig konsistens med en fedtprocent på 12%. '''Sockeye''' (Oncorhynchus Nerka) Sockeyen er, i sammenligning med sine artsfæller, den mest slanke og langstrukne af stillehavslaksene. Det hidtil største eksemplar havde en vægt på 7 Kg og en længde på 90cm. Normalt vejer sockeyen dog kun 32-4 Kg og opnår en længde på 60cm. Sockeyen bliver sjældent mere end 4 år gammel, hvoraf den tilbringer 2-3 år i havet. Sockeyen er mest udbredt i Alaska og Bristol Bay, hvor den fanges i perioden fra maj til september. Sockeyen udgør ca. 24% af den samlede mængde indfangede stillehavslaks. Sockeyen er ligesom kongelaksen rig på omega 3 fedsyre, vitamin A, B<sub>12</sub> og D, hvilket gør den til et godt alternativ til den sjældne kongelaks. Især det japanske køkken er glad for sockeyen, ikke mindst pga. af kødets faste konsistens. Sockeyens flanker er ~~sølvfarvede~~sølvfarvet, mens ryg og hale er blå-sort. Kødet har en meget dybrød farve, hvilket har givet den tilnavnet "den røde laks". Kødets konsistens er meget fast og har en fedtprocent på 9%. '''Coho''' (Oncorhynchus Kisutch) Cohoen har, ud fra formen at dømme, nogen store ligheder med sockeyen. Således vejer Cohoen normalt 2-4,5 Kg og opnår en længde på 60cm. Cohoen bliver sjældent mere end 4 år gammel, hvoraf den tilbringer mindre end 2 år i havet. Cohoen er mest udbredt i kysterne i det sydøstlige Alaska og Bristol Bay, hvor den fanges i perioden fra juli til oktober. Cohoen udgør kun ca. 2,8% af den samlede mængde indfangede stillehavslaks. Cohoens flanker er sølvfarvet, mens ryg og hale er lettere mørkspættede, derfor kaldes cohoen også for "sølvlaksen". Kødet har en orangerød farve, hvilket gør den eftertragtet til rygning. Ved tilberedning bibeholder cohoens kød den orangerøde farve. Kødets konsistens er fast og har en fedtprocent på 5%. '''Pinklaksen''' (Oncorhynchus Gorbusha) Pinklaksen vejer normalt 1-2 Kg og opnår en længde på 60cm. Pinklaksen bliver sjældent mere end 2 år gammel, hvoraf den tilbringer ca. 18 måneder i havet. Pinklaksen er mest udbredt fra kysterne i det sydøstlige Alaska til Arkitiske Ocean, hvor den fanges i perioden fra juni til slutningen af august. Pinklaksen er den mest udbredte stillehavslaks, og udgør således ca. 68,4% af den samlede mængde indfangede stillehavslaks. Cohoen har en sølvblå ryg, idet de mindre skæl med alderen bliver stadig mere mørke. Kødet har en orangerød farve, hvilket gør den eftertragtet til rygning. Ved tilberedning bibeholder cohoens kød den orangerøde farve. Kødets konsistens er fast og har en fedtprocent på 5%. '''Chum''' (Oncorhynchus Keta)

PHGP