Kyst: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Rmir2 (diskussion | bidrag)
indsat ekstern henvisning
Rmir2 (diskussion | bidrag)
småret
Linje 4:
 
Kyster udvikles under hensyn til naturkræfter som vind, bølger, tidevand, landhævning og havstrømme.
 
Kyst er den smallere eller bredere strækning, hvor landoverfladen sænker sig med større eller mindre hældning mod havet. Kyst er et mere vidtrækkende begreb end strandbred, strand (forstrand), der betegner de yderste dele af kysten, som overskylles ved højvande (flod) og ligger tørre ved lavvande (ebbe). Kyster gaar højere op i landet og tænkes mere i sin udstrækning end i sit forhold til havet.
 
== Afgrænsning ==
 
Kystlinien, hvorved forstås kystens retning og form, er yderst uens ulige steder, og afhænger dels af landets ulige geologiske sammensætning og dets fasthed, dels af de kræfter, der virker derpå; den undergår stadig forandringer, idet der sker aflejringer på sine steder ([[klit]]ter, [[marsk]], [[delta]] med mere), mens der sker nedbrydninger og undermineringer med sammenstyrtninger på andre steder på grund af bølgeslag, ebbe og flod, strømninger, isgang og andet. Også langsomme hævninger og sænkninger, der er iagttagne flere steder på jorden, som fx hævningen af [[Skandinavien|den skandinaviske halvø]], bidrager til at forandre et lands kystomrids, om end meget langsomt. Med hensyn til kystens lodrette form skelner man mellem stejlkyster og fladkyster.
 
== Stejlkyster ==
 
Uden for stejlkyster sænker havbunden sig i reglen hurtig og brat til store dybder. Hvis stejlkysten består af ensartet materiale, er den ikke rig på indskæringer og foranliggende øer, den er derfor sjælden farlig at nærme sig og frembyder, hvor der er læ for vinden, udmærkede [[havn]]e. Hvis den derimod består af [[bjergart]]er med uens hårdhed og fasthed, angribes de blødere i større grad end de hårdere, disse bliver derfor stående som [[ø]]er ([[skær]]), [[halvø]]er og [[odde]]r, mellem hvilke havet skærer sig ind som [[bugt]]er og [[fjord]]e, der kan uddybes yderligere af [[gletsjer]]e og [[vandløb]]. Sådanne stejlkyster bærer forskellige navne (klippekyster, fjordkyster, riaskyster), og som særlig gode eksempler herpaa kan nævnes [[Norge]]s vestkyst, [[Grønland]], [[Skotland]], [[Patagonien]] og mange andre - i det hele findes de hyppigst på højere nordlige og sydlige Bredder.
 
== Fladkyster ==
 
Ved fladkysterne sænker landet sig jævnt ned mod havet og fortsættes således ud under havspejlet. Kystlinien forløber i reglen her ensformig, med få fremspringende punkter og få indskæringer. For sejladsen er disse kyster i reglen ikke fremmende, da de er fattige på gode havne, der hyppigst rindes ved flodmundingerne, og selv mindre skibe kan ikke gå helt ind til kysten. [[Lagune]]- og limandannelser ([[strandsø]]er) er hyppige, lige som [[sandbanke]]r, [[revle]]r og [[sandbarre]]r findes uden for, klitdannelse inden for stranden. Hvis havbunden ved saadanne kyster sænker sig jævnt et stykke ud, men derpå pludselig synker til større dybder, opstaar en stærk [[brænding]], der ofte kan virke stærkt hæmmende på adgangen til kysten; således er fx tilfældet med »calemaen« ved [[Guinea]]-kysten og »surf’en« ved [[Koromandel]]-kysten. Fladkyster er særlig fremtrædende ved [[Nordsøen]], således som i [[Jylland]], Nordtyskland og [[Holland]], endvidere ved [[Frankrig]]s vestkyst, [[Iran]], [[Arabien]], næsten hele [[Afrika]], [[USA]]s østkyst, [[Mexiko]], [[Patagonien]]s østkyst og mange andre steder. En lang kystlinie anses som heldig for et land; adgangen fra havet lettes, samkvemmet fremmes, og kulturmulighederne bliver større; det er således sin rige kystudvikling, [[Europa]] til dels skylder sin tidligere dominerende kulturstilling, mens [[Afrika]] og [[Australien]] lider under en forholdsvis fattig kystudvikling.
 
== Længdekyster og tværkyster ==
 
Af stor kulturbetydning er også kystens forløb i forhold til det inden for liggende lands terrænformer; man skelner således mellem længdekyster (konkordante kyster), hvor kystlinien ligger parallel med den nærmeste [[bjergkæde]], og tværkyster (diskordante kyster), hvor kystlinien skærer kæderne og længdedalene under en større eller mindre vinkel; de sidste er langt mere kulturfremmende end de første, de lukker op for indlandet, mens de første lukker i; som en udpræget længdekyst kan fremhæves [[Sydamerika]]s vestkyst, som tværkyst [[Lilleasien]]s vestkyst.
 
== Litteratur ==