Danmarks førindustrielle bebyggelse: Forskelle mellem versioner

 

Klostergrundlæggelserne skete overvejende i to bølger, en tidlig (indtil 1300) og en sen (efter 1400). Således oprettedes

 

Skønt antallet af klostre i Danmark (medregnet [[Skåne]], [[Halland]], [[Blekinge]] og [[Sønderjylland]]) aldrig blev ret stort, i alt 117 hvoraf 10 øst for [[Øresund]] (Skåne 9, Halland 1) og 10 i Sønderjylland (til [[Ejderen]]), var deres betydning overmåde stor: munkene og nonnerne var veluddannede, havde forbindelser til de respektive [[munkeorden]]er i udlandet, medbragte kundskaber om [[lægekunst]] og lægende og helbredende [[urt]]er, som dyrkedes i [[klosterhave]]rne, forstod sig på [[sygdom]]me og deres behandling. Klostrene blev med tiden store jordejere, da mange af datidens rige jordejere med ulige konger i spidsen overdrog dem dele af deres jordegods for at sikre dem indkomster til støtte for deres virke<ref>Fenger, s. 171-177</ref>. Og modsat hovedgårdenes tilliggender, der kunne blive fordelt på flere arvinger, var klosterjordene ikke privatejendom og derfor urørlige. Var en gård eller landsby først kommet ind under "den døde hånd", så blev den der<ref>Det danske landbrugs historie I (1988), s. 305</ref>. Ved reformationen havde [[Sorø Kloster]] 625 gårde, [[Mariager Kloster]] over 400 gårde, [[Vitskøl Kloster]], [[Esrum Kloster]] og [[Herrevad Kloster|Herredvad Kloster]] hver omkring 300 gårde, [[Sankt Hans Kloster]] på Fyn 100, [[Holme Kloster]], 120 gårde, [[Sankt Knuds Kloster]] 240 gårde og [[Dalum Kloster]] 270 gårde. [[Odense bispegods]] omfattede 440 gårde på Fyn foruden gårde på [[Langeland]], [[Lolland]] og [[Falster]]. [[Roskilde bispegods]] omfattede ikke mindre end 2600 gårde<ref>Det danske landbrugs historie I, 1988, s. 382-4</ref>.