Freden i Åbo: Forskelle mellem versioner

[[Rusland|Russiske]] styrker havde på daværende tidspunkt besat størstedelen af [[Finland]], og den russiske [[feltmarshall]] ''Ivan Trubetskoj'' og embedsmanden ''Aleksej Bestuchev'' virkede for ''[[uti possidetis]]'', det vil sige landenes tildeling af de territorier, som de havde besat ved våbenstilstanden. Den svenske forhandler, [[friherre]] (siden [[greve (rang)|greve]]) [[Herman Cedercreutz]] havde imidlertid tidligere været stationeret som diplomat i [[SanktSkt. Petersborg]], og stod højt i gunst hos zaritsaen [[Elisabeth af Rusland|Elisabeth 1.]] (det sagdes, at hun med egne indenrigspolitiske formål i tankerne havde haft en finger med i spillet for at opfordre hatterne til at erklære krig). Han forhandlede, med støtte fra Elisabeths side, en løsning, hvorefter Sverige skulle beholde det meste af landet vest for [[Kymijoki|Kymmene elv]]. Til Rusland overgik det sydlige [[Karelen]] og byernabyerne [[Villmanstrand]], [[Fredrikshamn]] og [[Nyslott]], med fæstningen [[Olofsborg]]. ([[Vyborg]] havde Sverige afstået allerede ved [[Freden i Nystad]] [[1721]]). Dette under forudsætning af, at man til [[kronprins]] i Sverige skulle udse [[Adolf Fredrik]] af [[Holstein-Gottorp]], et fyrstehus, som Elisabeth forholdt sig velvilligt til.

Cedercreutz var under de nærmest følgende år atter i [[SanktSkt. Petersborg]] som ambassadør, og sluttede der i [[1745]] en forbundstraktat mellem Sverige og Rusland, som aftalte støtte i tilfælde af angreb fra en tredje magt, samt om visse finansielle ydelser.