Germanske lydforskydning: Forskelle mellem versioner

+link
(→‎Litteratur: katret)
(+link)
Når man taler om 'lydforskydning', er det fordi der er tale om en række lydudviklinger, der gør, at lydene så at sige skifter plads. De stemte aspirerede [[klusil]]er (lukkelyd) *''bh'', *''dh'', *''gh'' bliver til de stemte ikke-aspirerede [[klusil]]er *''b'', *''d'', *''g''. De stemte [[klusil]]er *''b'', *''d'', *''g'' bliver til de ustemte [[klusil]]er *''p'', *''t'', *''k''. Og de ustemte [[klusil]]er bliver til de ustemte [[frikativ]]er (hæmmelyd) *''f'', *''þ'', *''h''.
 
Den germanske lydforskydning kan således ses som en [[fonetik|fonetisk]] [[kædereaktion]], selv om det er usikkert, om den begyndte i bunden ved, at de forskellige serier skubbede til hinanden (*''bh'' skubbede til *''b'', der skubbede til *''p''), eller i toppen ved, at de forskellige serier hev de andre med sig for ikke at efterlade et tomrum i lydsystemet (''p'' hev ''b'' efter sig'', og ''b'' hev ''bh'' efter sig). Begge forklaringer på den germanske lydforskydning er klassisk strukturalistiske.
 
Der er imidlertid ikke enighed om, hvad der var det indoeuropæiske udgangspunkt for de forskellige fonemer. Den klassiske rekonstruktion lægger sig tæt op ad oldindisk, idet man antager, at der fandtes stemte aspirerede klusiler (*''bh'', *''dh'', *''gh''), og de fleste indoeuropæister er stadig tilhængere af denne rekonstruktion. I de senere år er der dog en del, der har kritiseret denne tradition, fordi det vil være
118.360

redigeringer