Wilhelm Dilthey: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Linje 7:
 
Hans ''Einleitung in die Geisteswissenschaft'' I(1883) er begyndelsen til en menneskeåndens universalhistorie, der lige så lidt som bogen om
Schleiermacher nogen sinde blev fuldført, men fandt en art fortsættelse i talrige mindre [[afhandling]]eer, hvoraf navnlig en række om filosofien i [[15. århundrede|15.]]-[[17. århundrede]] er af stor betydning.
 
Det tilsyneladende [[fragment]]ariske i Diltheys arbejde var en nødvendig følge af, at hans historiske studier spændte så vidt, og gennem alle hans skrifter går visse linier, der viser de samme ledende synspunkter og bag brudstykkerne lader øjne en helhed; hans evne til som historiker at leve sig ind i svundne tiders tænkning grænser ikke sjældent til det geniale.
 
I en række af systematiske afhandlingeafhandlinger, navnlig fra de senere år (betydeligst: ''Der Aufbau der geschichtlichen Welt in den Geisteswissenschaften'' [[1910]]), udformede endelig Dilthey sin historiens filosofi. Grundlaget må efter hans opfattelse være en
analytisk-deskriptiv Psykologi[[psykologi]], der klarlægger de i historien virkende menneskers individuelle sjæleliv, og derefter gennem sammenligning når til opstilling af visse typer.
 
Historien virkende Menneskers individuelle
Overalt vil der vise sig at være en [[teleologisk]] sammenhæng, idet hver tid, hver slægt har sit bestemmende mål. De forskellige mennesketyper inden for tænkningen står som udtryk for de forskellige muligheder for en opfattelse af tilværelsen, muligheder, som står uformidlede og ligeberettigede ved siden af hinanden.
Sjæleliv, og derefter gennem Sammenligning naar til
 
Opstilling af visse Typer. Overalt vil der vise
Filosofien bliver derfor skeptisk i den forstand, at den ikke opstiller et system eller en lære, og ikke prætenderer at løse livsgåderne, men bliver Læren om, hvorledes Mennesket i Tidens Løb har kæmpet
sig at være en teleologisk Sammenhæng, idet
hver Tid, hver Slægt har sit bestemmende
Maal. De forsk. Mennesketyper inden for
Tænkningen staar som Udtryk for de forsk.
Muligheder for en Opfattelse af Tilværelsen,
Muligheder, som staar uformidlede og ligeberettigede
ved Siden af hinanden. Filosofien bliver derfor
skeptisk i den Forstand, at den ikke opstiller
et System ell. en Lære, og ikke prætenderer
at løse Livsgaaderne, men bliver Læren om,
hvorledes Mennesket i Tidens Løb har kæmpet
med og fundet Forsoning med dem. (En samlet
Udg. af D.’s Værker er paabegyndt efter hans