Langobarder: Forskelle mellem versioner

'''Langobarderne''' ([[Latin (sprog)|latin]] ''Langobardi'', [[urgermansk]] ''Langbärte'') var et [[germaner|germansk folk]] oprindeligt fra [[Nordeuropa]], måske [[Skandinavien]], som migrerede sydpå,mod syd og bosatte sig omkring [[Donau]] i [[Pannonien]], hvorfra deres konge [[Alboin]] i [[568]] ledteledede dem i en invasioninvasionen af det [[Østromerske Kejserdømme|østromerske]] [[Italien]]. De etablerede det langobardiske kongerige ("Lombardiet" i Italien ),([[Regnum Italiae]]),. somDet eksisteredeblev indtili [[774]], hvorerobret det blevog besejretopløst af [[franker]]ne under [[Karl den Store]]. Langobarderne efterlod sig envarige varig indflydelsespor på Italiens kultur og politiske landskabpolitik, som tydeligt kan læsesses i dag på regionen [[Lombardiet]]s navn.

Ifølge langobardernes egne [[legende]]r, nedskrevet i det anonyme skrift [[Origo gentis Langobardorum]]<ref>{{en sprog}} {{la sprog}} [[Origo gentis Langobardorum]], [http://www.northvegr.org/lore/langobard002/index.php Origo Gentis Langobardorum] </ref> fra det [[7. århundrede]] og gengivet af [[Paulus Diaconus]] ''[[Historia gentis Langobardorum]]'' (første bog) fra det [[8. århundrede]]<ref>[[Historia gentis Langobardorum]], {{la sprog}} [http://www.fh-augsburg.de/~harsch/Chronologia/Lspost08/PaulusDiaconus/pau_intr.html Værker af Paulus Diaconus på Bibliotheca Augustana], {{en sprog}} [http://www.northvegr.org/lore/langobard/index.php En engelskeoversættelse af Historia Langobardorum]</ref>, så kaldte langobarderne sig oprindeligt for "Winnili"<ref>Priester, 16.Fra urgermansk ''Winnan'', som betyder "kæmpende", "vindende".</ref> (se også [[vinniler]]ne) og boede i sydlige [[Skandinavien]]<ref name="dick">Harrison, D. & Svensson, K. (2007). ''Vikingaliv'' Fälth & Hässler, Värnamo. 978-91-27-35725-9 p. 74</ref> (Scadanan) (''[[Codex Gothanus]]'' skriver, at winnilierne oprindeligt boede ved en flod kaldet ''Vindilicus'' på den yderste grænse af [[Gallien]]<ref>CG, II.</ref>.) Winnilierne var nu vokset til sådan enså mængdemeget, at de fandt det nødvendigt at dele sig i tre grupper, hvoraf den ene forlod deres hjemegn for at begive sig ud. Under anførelse af brødrene [[Ibor og Aio]] og [[sibyllen]] [[Gambara]]<ref>Priester, 16. Grimm, ''Deutsche Mythologie'', I, 336. Urgermansk for "[[Sibyllen|Sibyl]]"</ref> migrerede stammen mod syd og bosatte sig i et område, de kaldte for "[[Scoringa]]" på den sydlige kyst af [[Østersøen]] eller [[Bardengau]] ved [[Elben]]<ref>Hammerstein, 56</ref>. Snart kom det til stridigheder med deres nye naboer wandalerne ([[vandaler]] – eller evt.måske [[vender]]ne) – et andet germansk folk, hvis konger, brødrene Ambri og Assi, gav dem valget mellem krig eller at underkaste sig og betale skat.

Winnilierne der var få, men unge og modige, nægtede, da de mente, "det var bedre at værne om deres frihed med våben end at skæmme den ved at betale skat". Vandalerne beredte sig nu til krig og henvendte sig til "Godan" ([[Odin]]) for at bede om sejr. Odin svarede, at han ville give sejren til dem, han så først, når solen stod op. Gambara søgte nu hjælp hos Frea ([[Frigg]] - Odins kone). Frigg fortalte dem, at de skulle komme ved solopgang, og deres kvinder skulle også følge dem. Og kvinderne skulle binde deres hår op foran ansigtet, så det lignede skæg. Ved solopgang vendte Frigg nu sin mands seng, således atså hans ansigt vendte mod øst, hvorefter hun vækkede ham. Odin så da winnilierne og deres kvinder, som stod med håret bundet op foran ansigterne, hvorpå han spurgte: "Hvem er disse langskæggede personer?" (''Qui sunt isti longibarbae''), og Frigg svarede, at eftersom han nu havde navngivet dem, skulle han også give dem sejren. Hvilket han gjorde. Og fra den dag kaldte winnilierne sig for "langobarderne" (= "de langskæggede", latiniseret = "lombarder").

Da Paulus Diaconus, der selv var langobarderlangobard, nedskrev langobardernes historie mellem [[787]] og [[796]] nedskrev langobardernes historie, var han [[Romerskkatolske kirke|katolsk]] munk og en hengiven [[Kristendom|kristen]]. Han anså langobardernes [[Hedenskab|hedenske]] legender for at være tåbelige og latterlige<ref> Paulus Diaconus, VIII</ref> og forklarede, at han mente, at navnet "Langobard" i virkeligheden stammede fra længden af deres skæg, og at det [[Langobardisk (sprog)|langobariske]] ord "lang" betød "lang" (latin: longam) og "bard" "skæg" (''lang=longam, bard=barbam'') ie. "langskæg". En nyere teori foreslår, at "langobard" i stedet stammer fra ''"Langbarðr"'' - et af [[Odins navne]]<ref>Pohl and Erhart. Nedoma, 449–445.</ref>. Hvorved langobardernes historie måske nok er så meget er en legende om langobardernes mytiske oprindelse, som det er en analogi over en ny magtorden i stammens gudedyrkelse. En bevægelse væk fra de gamle [[Vane (nordisk mytologi)|vaner-guder]] centreret omkring naturen og [[frugtbarhedsgudinde]]n [[Freja (gudinde)|Freja]], til en dyrkelse af nye [[aser|aser-guder]] centreret omkring Odin. En udvikling fra en religion med basis i en [[frugtbarhedskult]] til en religion, der hyldede krig og krigerne<ref>Sergio Rovagnati, ''I Longobardi'', s. 99</ref><ref>Priester, 17.</ref>. Fröhlich vender rækkefølgen i myten, idet han mener, at langobarderne lod deres skæg vokse langt i Odins billede, og at deres navn afspejlede dette<ref>Fröhlich, 19</ref>. Odin har også tilnavnet den "langskæggede", "gråskæggede". Endelig er der en teori, der har sat navnet i forbindelse med en våbentype - en slags [[hellebard]] eller langskaftet økse, hvis betydning og oprindelse er usikker. Men -bard, i "hellebard", betyder også skæg.

Fra den græske historiker [[Strabon]] ([[20|20 e.Kr]]) og den romerske historiker [[Tacitus]] ([[117|117 e.Kr]]) ved vi, at langobarderne var bosat omkring [[Elben]]s udmunding (omkring nutidens [[Hamburg]]) i det første århundrede efter Kristi fødsel ved siden af [[chaukerne]] – en anden germansk stamme<ref>Strabon, VII, 1, 3. Menghin, 15.</ref>, hvilket svarer godt overens med de [[arkæologi]]ske fund fra området. Strabon skriver, at langobarderne var bosat på begge sider af Elben. Den tyske arkæolog Willi Wegewitz har identificeret adskillige [[jernalder]]grave omkring Elben i dette område som værende langobardiske<ref>Wegewitz, ''Das Langobardische brandgräberfeld von Putensen'', Kreise Harburg (1972), 1–29. ''Problemi della civilita e dell'economia Longobarda'', Milan (1964), 19ff.</ref>. Begravelserne har brugt kremation og kan hovedsageligt dateres fra omkring det [[6. århundrede f.Kr.]] til [[3|3 e.Kr]], hvilkehvilket ikke tyder på en migration dertil fra Skandinavien. Fundene viser også, at de var agerdyrkere. Lignende fund er gjort i andre områder langs langobardernes migrationsrute, men ikke i Skandinavien,. hvilketDet har fået nogle historikere til at tvivle på ''Origo gentis Langobardorum'' og Paulus Diaconus senere fortællinger, eller blot inspireret af lignende traditioner blandt [[goter]]ne<ref>Cfr. Franco Cardini e Marina Montesano, ''Storia medievale'', pag. 80.</ref>.

''"Ikke bare [[cherusker]]ne og deres allierede... gik i krig, men semnonerne og langobarderne, begge sveberfolk, flokkedes til ham fra Marobod styre. Hærene... havde hver især deres egne grunde, cheruskerne og langobarderne kæmpede for deres ære eller deres nyligt vundne uafhængighed... <ref>Tacitus, Ann. II, 45.</ref></blockquote>

Fra omkring det [[2. århundrede]] og derefter begyndte mange af de germanske stammer at forene sig i større stammeforbund, hvilke resulterede i: [[franker]]ne, [[alemanner]]ne, [[bavarier]]ne, [[saksere]]ne<ref>Priester, 14. Menghin, 16.</ref>. Omkring 70 år efter Tacitus Germania findes langobarderne blandt de stammer, som den romerske kejser [[Marcus Aurelius]]`' legioner kæmpede mod i den første ekspedition ([[167]]-[[169]]). Krigen markerede enden påsluttede en lang periode med fred langs den germanske grænse, og udover langobarderne indblandedes også en mængde andre germanske folk, [[markomanner]]e, [[Quaderne|quadere]], [[vandaler]]e, [[sarmatianere]]. Langobarderne gjorde sig bemærkede ved deres mod. Alligevel forsvinder langobarderne i denne periode ([[166]]–[[489]]) fra romernes bevidsthed og historie. Dette kan skyldes, at de i denne periode var bosat så dybt inde i Germanien, at de først blev bemærket, da de igen dukkede op langs [[Donau]]s bredder, eller alternativt at langobarderne var underlagt et større stammeforbund, højst sandsynligt sakserne<ref>Ibid. Menghin, 16.</ref>. Det er også overvejende sandsynligt, at da den store gruppe af langobardere migrerede sydover, forblev en anselig del tilbage, som efterfølgende blev absorberet af saksiske stammer i området, og kun emigranterne beholdt den langobardiske selvfølelse<ref>Hartmann, II, pt I, 5.</ref>. ''Codex Gothanus'' skriver at langobarderne omkring år 300 var underlagt sakserne, men at de under deres konge [[Agelmund]] gjorde oprør<ref>Menghin, 17. Codex Gothanus, II.</ref>. Efter at markomannerne var blevet besejret af Marcus Aurelius, forblev de ved Elben indtil anden halvdel af det [[4. århundrede]], om endomend deres sydlige migration allerede så småt var startetindledt allerede i startenbegyndelsen af det [[3. århundrede]].

Langobardernes hjemland, det første der kan attesteres med andet end deres egne myter, lå ved Elbens øvre løb, svarende til den nordlige del af den [[Tysklands delstater|tyske delstat]] [[Sachsen-Anhalt]]. Langobardernes migration sydover, som allerede var begyndt i det [[2. århundrede]], skred meget langsomt fremoverfrem, og først efter at anden halvdel af det 4. århundrede var gået, havde de for alvor forladt Elben.

Den følgende periode forbliver langobardernes historie stort set ukendt. Det menes, at de ikke, som så mange andre germanske folk, blev vasaller af [[hunner]]ne, og at de altid formåede at beholde deres uafhængighed. Også i denne periode, i anden halvdel af det 4. århundrede, blev de delvist [[Kristendom|kristnet]] af [[Arianisme|arianistiske]] munke. Deres ledere i denne periode gik uder navnenehed [[Agelmund]], [[Lamissio]], [[Lethu]] og [[Hildeoc]]. somDe førte dem langs Elben og ind i dagens [[Sachsen]] og [[Bøhmen]].

Det var også i denne periode, de startedepolitisk den politiske transformationgik fra at være et folk baseret på stammetraditioner til et system baseret på grupper af hertuger, der havde deres egen gruppe af krigere under en leder, der snart blev til en egentlig konge. Om end kongen, der som i de fleste andre urgermanske stammer blev valgt af krigerne, generelt havde en forholdsvis løs kontrol over hertugerne.

Fra [[488]] til [[493]] vendte langobarderne "tilbage i historien". Under først kong [[Godehoc]] og dernæst [[Claffo]] bosatte de sig i [[Noricum]] (nuværende [[Niederösterreich]], [[Østrig]]), som da lige var blevet forladt af [[rugier]]ne. ogNu kom dade for første gang ind i territorier, der var influeret af [[Romerriget|romersk]] civilisation. Langobarderne kom til området, netop som stridighederne mellem [[Odoaker]] og [[Teoderik den Store]] havde efterladt området nord for [[Donau]] i et magtvakuum. På dette tidspunktNu havde langobarderne vokset sig til en stor stamme som følge af at havehavde inddraget, opslugt eller underlagt sig forskellige individer, grupper og måske hele stammer af andre germanere, som de var stødt på i løbet af deres migration.

Bosat iI Noricum, kom det snart til konflikter med deresde nye naboer;, [[heruler]]ne, som syntes at have pålagt dem skat. (herulerneHerulerne kom måske oprindeligt fra det nuværende Danmark, men var blevet tvunget ud af [[danerne]]). Langobarderne blev tvunget ud af det frugtbare Noricum til et sted, de kaldte for "feld" – sandsynligvis et område mellem floderne [[Tisza]] og [[Donau]] i det nuværende [[Ungarn]]. Til sidstesidst blev det dog langobarderne for meget, og medved kong [[Tato]] (død [[510]]) gjorde langobarderne oprør. Det blev til et blodigt slag i [[508]], hvor langobarderne sejrede. Herulernes konge [[Rodolf (heruler)|Rodolf]] blev dræbt, og tilsyneladende blev hele herulerstammen så hårdt medtaget, at den mere eller mindre forsvandt fra historien fra da af, hvorimod langobardernes rigdom og anseelse derimod voksede betragteligt som følge af sejren.

Rodolf, der nu var besejret, havde været forbundeti forbund med Teoderik den Store (de var vokset op sammen ifølge den germanske tradition af [[fosterage]]). Dette kan være en indikation på, at denne dramatiske ændring i magtforholdene blot var en episode i en større, overordnet konflikt udløst af [[franker]]ne og [[Østromerske Kejserdømme|byzantinernes]] kamp mod [[ostrogoterne]], og at langobarderne var del i en voksende alliance vendt mod goterne.

Omkring år [[510]] blev Tato dræbt af sin nevø [[Wacho]], som dernæst udråbte sig selv som konge. Det lykkedes dog ikke Wacho at udrydde Tatos efterkommere, da Tatos søn Hildechis flygtede til [[gepider]]ne, hvor han forblev i landflygtighed til sin død. Gepiderne havde planer om at kunne bruge Hildechis som enet anti-langobardisk våben, men deres projekt slog fejl grundet Wachos ekstraordinære, aggressive fremfærd og hans militante udenrigspolitik. Den nye konge giftede sig tre gange. Hans første ægteskab var med prinsesse ''[[Radegundis]]'', datter af [[thüringerne]]s konge [[Bisinus]]. Hans andet ægteskab var med prinsesse ''Austrigusa'', datter af [[gepiderne]]s konge. Wachos tredje ægteskab var med herulerprinsessen ''Silinga'', med hvem han fik sønnen [[Waltari (langobarder)|Waltari]]. Ægteskaberne blev brugt til at cementere varierende politiske alliancer med henholdsvis thüringerne, gepiderne og til slut – hvad der var tilbage af herulerne.

Langobardernes alliance med Byzans og frankerne blev bygget oven på et i forvejen vaklende ostrogotisk kongerige, specielt efter Teoderik den Stores død i [[526]]. Kulminationen på de nye alliancer med frankerne var, da Wacho giftede sin datter ''Visegarda'' væk til frankernes konge [[Teodebert 1.|Teodebert]] og kort efter Visegardas mindre søsterlillesøster ''Valderada'' til Teodeberts søn [[Teodebald 1.|Teodebald]]. I [[539]] afslog Wacho et tilbud fra ostrogoternes konge [[Witiges]] om en alliance med ostrogoterne, (eller måske rettere, så afslog han at give ostrogoterne beskyttelse mod deres underkastelse). Tilbuddet dokumenterede, hvorledes langobarderne var en hastigt stigende magt i de germanske, og- forhenværende romersk / byzantinske, områder.

Langobarderne havde nu kontrol over [[Bøhmen]] og [[Pannonien]], hvilket gjorde dem til en europæisk magt af betydning og [[Wacho]] til en af de mest magtfulde konger. Men da Wacho kort efter døde i år [[540]], var hans søn [[Waltari (langobarder)|Waltari]] endnu kun et barn. Og da han også døde, satte hans værge [[Audoin]] sig på tronen og ignorerede den traditionelle kongeslægt [[Letingerne]]s rettigheder.

Den politiske situation var nu begyndt at vende sig imod langobarderne, og deres manøvrerum var blevet eroderetpga. af [[frankerne]]s voksede magt og i forbindelse med, at ostrogoterne havde fået ny energi med deres nye konge [[Totila]],. somHan havde formået at besættebesat Noricum og opnånået nye militære fremskridt i det nordlige Italien, hvilket også truede den [[Østromerske Kejserdømme|byzantinsk]] [[kejser]] [[Justinian 1.|Justinians]] planer.

Audoin omstrukturerede fuldkommenfuldstændigt sin forgængers sæt af alliancer. Han allierede ([[foederatus]]) sig med [[Østromerske Kejserdømme|byzantinerne]] ([[541]]), og den byzantinske kejser [[Justinian 1.|Justinian]] underskrev en traktat med langobardene, betalte dem store pengesummer og gav dem magt over [[Pannonien]], hvorefter langobarderne bosatte sig der. Til gengæld vendte Audoin sig mod langobardernes gamle allierede, frankerne og [[gepiderne]]. Og for at cementere alliancen giftede Justinian

I krigen mod gepiderne udmærkede den senere konge [[Alboin]] sig ved sit personlige mod. Men det var alligevel ikke i byzantinernes interesse at se en så ensidig, magtfuld langobardisk stamme i området,. så –Så samtidigt med at Justinian gjorde brug af langobardiske troppekontingenter mod ostrogoterne i Italien og endda så langt væk som mod [[perser]]ne – så fulgte han også en politik med at genrejse gepiderne, så de kunne virke som en modvægt til langobardernes styrkelangobarderne. Audoin forsøgte så til gengæld at forbedre forholdet til frankerne og sørgede bl.a. for, at hans søn Alboin giftede sig med en frankisk prinsesse,. menMen da Audoin senere døde, og Alboin kom til magten, kom forholdet til gepiderne igen ud af kontrol. I [[565]] kom det til krig, hvori langobarderne blev besejret, ikke mindst fordi byzantinerne med kejser [[Justin 2.|Justin II]] støttede gepiderne. Langobarderne søgte da andre allierede, som de fandt i [[avarerne]], og sammenmed (langobarderne fra vest og avarerne fra øst) tilintetgjorde de i to slag gepiderne, der blev ladt i stikken af deres byzantinske allierede, i to slag, i en sådanden grad, at de næsten forsvandt fra historien derfra. Hele gepidernes territorium tilfaldt avarerne med undtagelse af [[Dalmatien]]s kyst, som tilfaldt Byzans.

{{citat2|Denne Alboin førte de langobarder ind i Italien, der var blevet inviteret af Narses, den kejserlige sekretær. Og Alboin, langobardernes konge, marcherede ud af Pannonien i april [år 568] efter påske. De allerede gik i gang med at udplyndre Italien, men i den tredje indiktion? blev han herrerherre over Italien.|Origo Gentis Langobardorum}}

Men selv med sejren over gepiderne havde situationen for langobarderne ikke ændret sig stort. Med en blodig kampagne havde de kun formået at udskifte gepiderne med de ikke mindre farlige avarere. Tilmed var aftalen med avarerne således, at de skulle have halvdelen af al krigsbyttekrigsbyttet, langobarderne havde kæmpet forvundet. Alboin besluttede daså at invadere Italien, der netop havde gennemlevet de blodige [[Goterkrige (535–554)|Goterkrige]] og derfor var mindre rede til forsvar og omendselv udpint af krigene stadig lovedelokkede et stort ogmed rigt bytte. Alboin gav dernæst Pannonien til avarerne for på den måde at hindre en mulig byzantinsk undsætning gennem [[Balkanhalvøen]], dog med en aftale om, at hvis de skulle mislykkes i invasionen af Italien ogmislykkedes, kommekunne de vende tilbage inden 200 år, skulle deog få deres land tilbage med det samme.

I [[568]] underUnder kong Alboin invaderede langobarderne i [[568]] Italien gennem [[Isonzo]]. Med langobardernedem fulgte en del andre germanske og andre stammer., mestMest bemærkelsesværdigt 20.000 [[Sakserne|saksere]], som dog hovedsageligt holdt sig for sig selv et stykke vej fra langobardernes hovedstyrke, (indtil det kom til uenighed om deres ret til ikke at lade sig absorbere,. hvilketDet ledteførte til, at de trak sig tilbage nord for [[Alperne]] i [[573]]). Det var dogsnarere ikkeen såfolkevandring megetend en invasion i moderne forstand som en folkevandring. Langobarderne marcherede med alt deres gods, husdyr og hele familierfamilie. Historikeren [[Jörg Jarnut]] har estimeret det samlede mængde mennesker, der migrerede, til at være mellem 100.000 og 150.000; inklusiv krigere, kvinder og børn<ref>''Storia dei Longobardi'', s. 30</ref>. Om end andre har sat det samlede antal menneskerantallet betydeligt højere, til ikke under 350.000<ref>Paolo Possenti i ''Le radici degli italiani'' anslår 36 [[Fara (langobarder)|fare]] (enheder) på cirka 10.000 personer hver, foruden de 20.000 saksere og andre. </ref>.

Grækernes (byzantinerne), der var kommet ud af de blodige goterkrigene som sejrherrer og nu igen regerede det meste af Italien, gjorde kun svag modstand. og årsagerneÅrsagerne til, at langobarderne så forholdsvis let kunne undertvinge Italien, er stadig et debatteret emne blandt historikere.
Nogle faktorer,årsager: der spillede ind:
* Befolkningsstørrelsen var på et historisk lavpunkt efter de udbredte ødelæggelser påført landet igennemaf [[Belisar]] og [[Narses]]' langvarige krige med goterne. Derudover
* Grækerne havde grækerne trukket deres bedste tropper hjem, efter at Narses havde besejret [[ostrogoterne]]s sidste konge [[Teia]] og tilintetgjort deres kongerige i år [[552]]. Sandsynligvis
* blev langobardernesLangobardernes invasionsstyrke blev undervurderet af grækerne, (som desuden også samtidigt var involveret i krige mod avarerne og perserne)
* eller deGrækerne troede, der kun var tale om et plyndringstogt og ikke en varig besættelse. Det
* kan også være, at langobarderneLangobarderne har været indbudt af nogle græske fraktioner. Ifølge en historie refereret af [[Paulus Diaconus]] var invasionen sket på opfordring af den græske general Narses.

Den første større by, derlangobarderne faldt til de invaderende langobarderne,erobrede var Iulii Forum ([[Cividale del Friuli]]), som han gav til sin nevø [[Gisulf 1. af Friuli|Gisulf]], som dermed blev den første [[hertug af Friuli]] med den opgave at beskytte langobardiske hære mod mulige angreb i ryggen fra øst og at sikre en flugtvej, hvis det skulle blive nødvendigt.

De større byer i det nordøstlige Italien fulgte hurtigt i løbet af sommer og efterår [[568]]; [[Aquileia]], [[Vicenza]] og de resterendeandre byer i [[Venetia (region)|Venetia]] samt [[Verona]], hvor Alboin oprettede sit hovedkvarter og overvintrede. Efter vinterpausen fortsatte de ind i det nuværende [[Lombardiet]]; [[Milano]] blev indtaget i september, mens [[Pavia]] gjorde stædig modstand. Belejringen af byen, der lå ved floden [[Ticino (flod)|Ticino]], hvorgjorde stædig modstand og blev belejret. Alboin fortsatte mod syd, krydsede [[Appenninerne]] og underlagde sig store områder af vore dages [[Toscana]], og i [[570]] oprettedes hertugdømmet Toscana med hovedstad i [[Lucca (by)|Lucca]]. Alboin havde nu underlagt sig hovedparten af Italien ned til Toscana med undtagelse af [[Rom]], [[Ravenna]] og nogle få andre befæstede byer. Hvor de mødte større modstand, var hævnen mere barbarisk og hensynsløs end noget, Italien før havde oplevet. EndeligFørst i [[572]] overgav Pavia sig og blev så hovedstad i langobardernes kongerige. Han havde egentligt svoret, at han ville massakrere alle indbyggerne uanset køn og alder som straf for deres stædige modstand, men på vej ind gennem byporten faldt hans hest pludselig sammen under ham og ville ikke rejse sig, uansetselv om defølget stak til den med spyd. Da besluttede Alboin at redde byen fra den planlagte massakre, hvorefter hesten straks rejste sig. Så for en gangs skyld slap indbyggerne nådigt fra deres modstand.

De ostrogotere, der var forblevetblevet i Italien efter deres kongeriges ødelæggelse, gjorde sandsynligvis heller ikke meget modstand, dahavde valget for dem var mellem at være underlagt grækerne og langobarderne –, der trods alt var germanere som dem selv.