De mange eksempler på embedsmandsmisbrug der opstod i denne periode udgjorde en god undskyldning for den kommende svenske konge Gustav 3. til at forsøge at genskabe monarkiets overhøjhed. Kritikken kom gik især på to punkter: Dels en kritik af bureakratietbureaukratiet, dels en kritik mod de adelsprivilegier som stadig fandtes. Stridsæblet blev Gustav 3.s [[håndfæstning]] af 1772. Selv om de moderate adelsmænd i begge partier til slut stemte en godkendelse igennem af den af de andre tre stænder foreslåede variant, umuliggjorde afskedigelsen ved licentiering af tre rådsmedlemmer af hattepartiet, gennemført af huerne i de tre nedre stænder, allal forsoning. 1772 ramtes Sverige, ligesom det meste af Europa, af fejlslagen høst og efterfølgende fødevaremangel. Gustav 3. havde allerede tidligere advaret riksdagen om at hvis dens medlemmer ikke kunne enes så ville han "øge [sin] magt, på både frihedens og lovens bekostning". Det var netop dette han gjorde. Ved et ublodigt statskup, som kun blev forsøgt forhindret af [[Carl Fredrik Pechlin]] og [[Ture Rudbeck]] indførte han en grundlov som indførte et regeringssystem i retning af et [[konstitutionelt monarki]], der i løbet af nogle år efterhånden udvikledes til et enevælde.<ref>Roberts (1995), s. 279-284</ref>
