I den 3.¨Enoksbog oplyses det, at seraferne har fået det navn, fordi de brænder [[Satan]]s optegnelser: "Hver dag sidder Satan sammen emdmed Sammael, [[Rom]]s fyrsteengel, og Dubbiel, [[Persien]]s fyrsteengel, og nedskriver Israels synder[[synd]]er, og det skrevne gives videre til seraferne, for at de kan præsentere det for den Hellige, så Han kan udslette Israel fra verden." I stedet for brænder seraferne straks papirene[[papir]]erne i ilden over for Herrens trone, "så Israels synder ikke kommer Ham for ørene". I 3.Enoksbog er seraferne dem, der står Herren nærmest. De brænder med et lys så stærkt, at end ikke [[kerub]]erne er i stand til at se på dem uden at blindes. Her sættes serafernes tal til fire, de har hver seks vinger svarende til de seks [[Skabelsen|skabelsesdage]], og desuden hver fire ansigter[[ansigt]]er. Af størrelse er de syv himle høje og vingefanget det dobbelte. Deres fyrste, Serafiel, har krop som en ørn. Ligesom keruberne er han dækket af øjne. Fra knæ til lår lyser øjnene som planeten [[Venus (planet)|Venus]]; fra lår til lænder som [[Månen]]; og derfra og op til nakken som [[Solen]]. [[Safir]]en på hans pande er så stor som hele [[universet]]. I hans krone er alt lys i hele universet samlet. <ref>Jørgen Hansen: ''Englene og al deres væsen'' (s. 119-20)</ref>
