Jonas Collin: Forskelle mellem versioner

Med stigningen i embedsværdigheder og indflydelse fulgte de sædvanlige nådesbevisninger og udmærkelser; 1840 fik han [[Dannebrogordenen|Storkorset]], i sommeren 1847 blev han [[excellence]]. De [[Martsrevolutionen (Danmark)|store begivenheder]] i 1848 havde, navnlig for det nationales vedkommende, hans sympati, og nærede han end ikke nogen ubetinget tillid til demokratiske frihedsformer, så var han dog langtfra nogen reaktionær. Tvært imod må det siges, at han i [[enevælde]]ns sidste halve århundrede var en af landets liberaleste mænd, og dette uagtet han nærede den varmeste hengivenhed for kong [[Frederik 6.]]. Det manglede ikke på forsøg på at drage ham over i den nye æra; [[Anton Frederik Tscherning]] ville have ham ind i [[Landstinget]], og en plads i ministeriet ville have stået ham åben, men han følte, at den nye tid krævede nye mænd, og i december 1848 tog han sin afsked, 72 år gammel. Ved sit embedsjubilæum i februar 1851 modtog han fra alle sider bevidnelser Og dog er denne ikke hans største adkomst til at mindes som en af Danmarks højst fortjente mænd. Jævnsides med den udfoldede han den mest alsidige, en næsten ubegribelig virksomhed på andre områder. Der kan i dette halve århundrede snart ikke nævnes den ting, stående i forbindelse med udvikling, fremskridt, nyttige kundskabers udbredelse, udvikling af velstand, fremme af litteratur og kunst, uden at han har taget initiativet til den, ofret den sin seje energi og sin utrættelige arbejdsevne. Han er hele denne træge, tunge, fattige, forknytte, ofte håbløse periodes frejdige banebryder, "virksom Deltager i og ofte ophavsmand til næsten alt, hvad her i landet er udført af blivende betydningsfuld Virkning", og hans fortjenester af land og folk er ikke mindre, fordi hans betydningsfulde gerning udførtes med en bramfri jævnhed og i en beskeden stilhed, som lod hans person træde helt i skygge for sagen.

 

 

To gange, fra 1821-29 og atter fra 1842-49, var han medlem af direktionen for [[Det kongelige Teater]]; ikke blot i dets administrative styrelse og økonomiske affærer, som indeholdt mange ”Musereder”, bragte han orden, men også i æstetisk henseende hjalp han det fremad, og uden ham ville den heibergske vaudeville næppe være nået op på den nationale scene; [[Johan Ludvig Heiberg]] og [[Johanne Luise Heiberg|hustru]] nærede derfor også den største højagtelse og hengivenhed for ham. At Thorvaldsens værker blev bevarede for Danmark og samledes i det museum, der nu er hovedstadens største kunstneriske eje, skyldtes Collin måske mere end nogen anden; ham var det, som i 1833 under samråd med [[A.S. Ørsted]] i henseende til formerne konciperede Thorvaldsens testamente, og fra 1837 var han formand for komiteen til museets oprettelse. Alle vore digtere fra hin tid skylde ham taknemmelighed, men ingen i højere grad end [[H.C. Andersen]]; på et tidspunkt, hvor denne besynderlige skikkelse måtte tage sig ud som en ubegribelighed, en komplet umulighed, havde Collin tro på, at der lå noget gemt i det sælsomme barn, mod til at træde ham i faders sted og tålmodighed til at holde ud med ham gennem alle prøvelsens lange år; Andersens drøm, at hans egen berømmelse en gang skulle kaste sit genskin over det collinske navn, er jo også gået i opfyldelse.