Forlovelse: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
m Flytter billede til højre og oversætter teksten
rvt
Linje 2:
 
== Historisk ==
[[File:JopieundWiske.jpg|thumb|Et forlovet par i 1928]]
Forlovelse eller trolovelse udgjorde i [[Norden]] og de nordtyske områder i hedensk tid og i hele [[middelalderen]] en del af selve den ægteskabstiftende handling. Når bejleren efter at have "gjort tiltale" om sin udkårne og fået "ja-ord" sluttelig ægtede hende, foregik det således: I de talrige gæsters nærværelse som [[vidne]]r anholdt bejleren endnu en gang om [[Brud (kvinde)|bruden]]. Dennes fader og hun selv gav deres samtykke, hvorpå [[fæstegave]]rne udveksledes til bekræftelse af løfterne. Derpå lagde faderen brudens højre hånd i bejlerens fremrakte højre, "gav dem tilsammen" og fæstede dette "giftermål" yderligere ved at lægge sin hånd oven på deres. Umiddelbart herefter besteg parret i gæsternes nærværelse brudesengen.
 
Line 24 ⟶ 23:
Det var næsten umuligt, at denne ordning ikke ville blive misforstået. Trods trusler, [[bøde]]r og straf lykkedes det aldrig øvrigheden at overbevise menigmand om, at et par, der var trolovet, endog af en præst i en kirke, ikke var ægtefolk og havde lov til at leve som sådanne. Den årtusindgamle forvisning om, at offentlig trolovelse var det samme som bortfæstning, viste sig stærkere end et nyt kongebud. Den forvirring, hvorpå ægteskabsordinansen af 1582 skulle råde bod, blev således kun yderligere forøget ved denne.
 
Heller ikke adelen, hvis ægteskabsskikke ordinansen havde fastslået som de rette, følte sig i længden tilfreds hermed. Tidligere havde det været anset for fornemt at møde i kirke både til bortfæstning og bryllup, men efter 1582, da denne ordning var blevet lovbefalet for alle, tabte den i glans, og adelen søgte nu at gøre sit fortrin gældende ved at unddrage sig kirkepligten. I [[Christian 5.]]s [[Danske Lov]] fritoges adelen og rangspersoner for at skulle have præst med som vidne ved trolovelse, men hermed var trolovelse ved Præst stemplet som noget af lavere art. Flere og flere søgte at unddrage sig den, og [[1799]] afskaffedes endelig trolovelse helt som offentlig handling. Siden da blev den afløst af den private forlovelse, men idet man også på denne halvt ubevidst overførte fortidens begreber om bortfæstning og trolovelse, bevarede den et skær af soliditet og et godkendt krav på anerkendelse, der stod i et misforhold til løftets rent private karakter og lette
opløselighed.
 
Helt frem til [[1969]] kunne en opløst forlovelse også få juridiske konsekvenser. Efter ægteskabsloven af [[1922]] (lov nr. 276 af [[30. juni]] 1922) kunne den "forsmåede" part kræve erstatning: