Karl Mack von Leiberich: Forskelle mellem versioner

'''Karl Mack von Leiberich''', [[Baron|Freiherr]] (25. august 1752 – 22. december 1828) var en [[østrig]]sk soldat. Han er bedst kendt som kommandørhærfører for de østrigske styrker der blev slået og tilfangetaget af [[Napoleon 1. af Frankrig|Napoleons]] ''[[La Grande Armée|Grande Armée]]'' i [[Slaget ved Ulm]] i 1805.

I 1770 gik han ind i hæren i et østrigsk kavaleriregimentkavaleri[[regiment]] hvori hans onkel, Leiberich, var eskadronleder[[eskadron]]leder. Syv år efter blev han officer. Under den korte [[Bayerske tronfølgerkrig]] kom han til at tjene under grev [[Kinsky]]. Under dennes og senere [[øverstkommanderende]] [[Franz Moritz von Lacy|Feltmarskal grev Lacy]] udmærkede han sig. Han blev forfremmet til førsteløjnat[[premierløjtnant]] i 1778 og [[Kaptajn (militær)|kaptajn]] i 1783. Grev Lacy, den, på det tidspunkt, bedste soldat i den østrigske hær, havde høje tanker om sin unge assistent. I 1785 giftede Mack sig med Katherine Gabrieul, og blev adlet under navnet Mack von Leiberich.

I den [[Østrigske-tyrkiske krig (1787–1791)]] tjente han i staben ved hovedkvaterethovedkvarteret, blev i 1788 udnævnt til [[major]] og personlig [[Adjudant|aide-de-camp]] til kejseren, og i 1789 udnævnt til [[oberstløjtnant]]. Han udmærkede sig selv i stormen på [[Beograd]]. Kort efter førte uoverenstemmelseruoverensstemmelser mellem Mack og [[Ernst Gideon Freiherr von Laudon|Loudon]], den ny øverstkommanderende, til at den førstnævnte forlangte en [[Krigsret (militær)|krigsret]] og forlod fronten. Han blev derimod udnævnt til [[oberst]] (1789) og blev tildelt [[Militär-Maria-Theresia-Orden]], og i 1790 blev Loudon og han forsonet, og var igen sammen ved fronten. Under disse felttog blev Mack alvorligt såret i hovedet, noget han aldrig helt kom sig over. I 1793 blev han udnævnt til generalquartiermeister''Generalquartiermeister'' (stabschef) for [[Friedrich Josias af Sachsen-Coburg-Saalfeld|Prins Josias af Saxe-Coburg]], med kommando i [[Forenende Nederlande]]. Her udbyggede han sit ry. Den unge [[Karl af Østrig-Teschen|Ærkehertug Karl]], der vandt sine første sejre 1. marts 1793, skrev efter slaget: "Først og fremmest kan vi takke oberst Mack for disse succeser."

Mack udmærkede sig selv igen i [[Slaget ved Neerwinden (1793)]] og havde en leden rolle i forhandlingerne mellem Coburg og [[Charles François Dumouriez|Dumouriez]]. Han tjente forsat som stabschef, og blev titulær chef (''Inhaber'') over et [[kyrassér]]regiment. Han blev såret ved Famars, men kom i 1794 igen i kamp, og var nu i hvert fald blevet [[generalmajor]]. Men da krigslykken vendte for deres allierede, selvom dette også bero på politiske og militære faktorer, blev dette, ligesom sejrene i marts-april 1793, faldt han i unåde. Alligevel blev han i 1797 udnævnt til løjnantløjtnant-marskal, og det følgende år accepterede han, på kejserens personlige anmodning, kommandoen over den Neapolistiskeneapolitanske hær. Men da han ikke kunne stille noget op overfor de franske revolutionstropper, kom han hurtigt i fare og da han var i reel fare for at blive myrdet af sine egne mænd søgte han tilflugt hos franskmændene. Han blev lovet fripas til sit eget land, men [[Napoleon 1. af Frankrig|Napoleon]] beordrede at han i stedet skulle sendes til Frankrig som [[krigsfange]].

To år senere flygtede han fra [[Paris]] i forklædning. Han gik i nogle år uden arbejde, men i 1804, da krigsfløjen ved det østrigske hof skulle bruge en general til at opponere mod ærkehertug Karls fredspolitik, blev Mack generalquartiermeister''Generalquartiermeister'' over hæren, med ordre om at forbereeforberede en krig mod Frankrig. Han gjorde alt hvad der stod i hans magt for at reformere hæren på den korte tid han gavdehavde til rådighed, og da krigen startede i 1805 blev han stabschef for den titulære øverstkommanderende i Tyskland, [[Ferdinand Karl von Østrig-Este (1781–1850)|ærkehertug Ferdinand Karl]]. Han var den reelle kommandørfeltherre overfor hæren der stod over for Napoleon i Bayern, men hans position var dårligt defineret og hans autoritet blev ikke respekteret af de andre officerer. Efter [[Slaget ved Austerlitz|Austerlitz]] blev Mack stillet for en krigsret mellem februar 1806 til juni 1807, og blev dømt til fratagelse af rank, sit regiment og sin Militär-Maria-Theresia-Orden. Desuden skulle han sidde i fængsel i to år. Han blev løsladt i 1808 og i 1819, da den endelige sejr af de allierede havde overstrålet tidligere tiders katastrofer, blev han efter ønske fra [[Karl Philipp Fürst zu Schwarzenberg|Prins Schwarzenberg]], genindsat i hæren som løjtnant-marskal og medlem af Militär-Maria-Theresia-Ordenen.