Catherine Parr: Forskelle mellem versioner

Fra [[juli]] til [[september]] [[1544]] blev Catherine udnævnt som stedfortræder for Henrik, da han tog på sin sidste, mislykket, rejse til Frankrig. Takket være Catherins onkel, der var blevet udpeget som medlem af hendes råd, og med hjælp fra [[Thomas Cranmer]] (ærkebiskoppen af Canterbury) og Lord Hertford, opnåede Catherine fuld kontrol over situationen og var i stand til at herske som hun så passede. Hun håndterede også Henriks franske rejse, udskrev fem royale proklamationer, og holdt løbende kontakt med sin løjtnant i den nordlige Marche, Francis Talbot, som havdeholdt opsigt overmed den komplekse og ustabile situation med [[Skotland]]. Det menes at hendesHendes handlinger som regent, sammen med sinhendes karakterstyrke og, værdighed, og senere religiøse overbevisningeroverbevisning, kan i høj grad have påvirket hendes steddatter [[Elizabeth (den1. senere dronningaf England|Elizabeth 1.)]].

Hendes religiøse synspunkter kendes ikke, da der mangler beviser. Men hunCatherine må have været opdraget som [[Katolicisme|katolik]], da hun blev født før den[[reformationen protestantiskei reformationEngland]]. Senere sympatiserede hun med den ”New Faith” (= den nye tro). <ref>http://www.geni.com/people/Catherine-Parr/6000000001465762273</ref>. Det antages, at hun rent faktisk var [[protestant]] i midten af 1540erne, men at hun havde nogle stærke reformerede ideeridéer efter Henrik 8.s død. Hendes anden bog, ”Lamentacions''Lamentacions of a synner”synner'' (Klagesangene= afKlagesange fra en synder[[synd]]er), der blev offentliggjort i slutningen af 1547, og fremstillede nogenindeholdt protestantiske ideeridéer, hvilket der for den katolske kirke ville været blevet betragtetanså som [[kætteri]]. Det er yderst usandsynligt, at hun udviklede disse synspunkter i den korte tid mellem Henriks død og udgivelsen af bogen. Hendes sympati overfor [[Anne Askew]], den protestantiske [[martyr]], der strittede voldsomt imod den katolske tro på transsubstantiation, antyder også at hun følte mere end blot sympati for denne religiontrosretning <ref>[http://www.theanneboleynfiles.com/catherine-parr-in-danger/5694/ The Anne Boleyn Files » Catherine Parr in Danger<!-- Bot genereret titel -->]</ref>.

Uanset om hun formelt konverterede, hvilket er usandsynligt, var dronningendronningens reform nok til at blivehun blev ansetbetragtet med mistro af katolske og anti-protestantiske embedsmænd som [[Stephen Gardiner]] (biskoppen af Winchester) og Thomas Wriothesley, der forsøgte at vende kongen mod hende i [[1546]]. En arrestordre blev udarbejdet mod hende, og rygter sviredesvirrede i hele [[Europa]] om, at kongen var tiltrukket af hendes nære veninde Catherine Willoughby, hertuginden af [[Suffolk]]. Men hun formåede i tide at formilde konge ved at love, at hun kun havde diskuteret religion med ham for at fjerne hans tanker fra de smerter, hans betændte ben gav ham. <ref>[http://www.exclassics.com/foxe/foxe212.htm Foxe's Book of Martyrs - 212. KATHERINE PARR<!-- Bot genereret titel -->]</ref>.

Kong [[Henrik 8. af England]] døde den [[28. januar]], [[1547]]. Han havde dogsirket sørget for at sikrer hendeenken en [[pension]] på ₤7000 om året, som han mente, var passende for hendes situation. Han havde desuden sørget for at hun efter sinhans død skulle hunbehandles modtagemed den samme respekt, som da han stadig var i live. Af Henriks nærmeste familie var det kun Catherine, der var til stede ved hans begravelse. Hun fulgte ceremonierne fra sin plads bag de udskårne vinduer, højt oppe i [[Sankt Georg]]s-kapellet, bygget til ære for afdødes første kone, Katharina af Aragonien. Henrik blev gravlagt ved siden af sin tredje kone, Jane Seymour, der havde født ham en kronprins. <ref>David Starkey: ''Elizabeth - kampen om tronen'' (s. 97-8), forlaget Vega, Oslo 2011, ISBN 978-82-8211-152-2</ref>

I denne periode udviklede der sig også en rivalisering mellem Catherine og hendes svigerinde, hertuginden af [Somerset]], Anne Seymour, der var gift med [[Edward Seymour]], over spørgsmålet om Catherines juveler[[juvel]]er. Hertuginden mente, at juvelerne retteligretteligt tilhørte dronning af England, og at Catherine som enkedronning ikke længere havde ret til dem. I stedet skulle hun, som hustruEdwards til Edwardhustru, have ret til at bære dem. HunCatherine påpegede, at ifølge tronfølgeloven kom hertuginden af Somerset efter Henriks døtre Maria og Elizabeth, og [[Anne af Kleves]]. Til sidst vandt hertuginden med dette argument, men hendes forhold til Catherine var dermed permanent skadet, og forholdet mellem de to Seymour brødrene led også skade som følge heraf, da Thomas så hele denne strid som et personligt angreb frapå sin brorstatus påfra sin statusegen bror.