Anton Frederik Tscherning: Forskelle mellem versioner

 

== Politikeren Tscherning ==

Tschernings deltagelse i det politiske liv begyndte allerede [[1831]] med hans to første [[flyveskrift]]er om de preussiske provinsialstænders historie og om det danske væbningsvæsen, og hans kritik var i virkeligheden rettet mod hele det daværende regeringssystem. Brevene fra hans forvisningsrejse indeholder også mange skarpe udfald mod Frederik VI og hans styrelse. Under opholdet i [[Wien]] 1833 skriver han om faren ved den alt for nøje sammenknytning mellem Slesvig og Holsten, og [[1834]] udtaler han sig bestemt for at tage [[Norge]]s [[Norges grundlov|grundlov]] til mønster og agter på det [[Skandinavisme|skandinaviske]] slægtskab. Han vil derfor heller ikke lytte til [[Orla Lehmann]]s opfordring 1838 om at lade sig gøre valgbar til [[Rådgivende provinsialstænderforsamlinger|stænderne]], fordi han fandt hele denne ordning tåbelig som ''"et preussisk Aberi"''. Fra udlandet sendte han mange artikler hjem til ''Kjøbenhavnsposten'', men efter sin hjemkomst skrev han fortrinsvis i ''Fædrelandet'', både om de statsretlige spørgsmål og om landboforholdene. Mens han fra første færd indså urimeligheden af at have særskilte forsamlinger for [[Øerne]] og for [[Nørrejylland]], var han tidlig inde på tanken om [[Hertugdømmet Slesvig|Slesvigs]] selvstændige stilling og ville ikke drage det ind i nærmere forbindelse med kongeriget, ej heller virke for det danske sprogs fremgang, når man blot kunne værge det mod ligefremme tyske overgreb. Han var [[1842]] hovedmanden for marksubskriptionen (indsamlingen) til [[Peter Hiort Lorenzen]]s drikkehorn, nærmest som middel til at vække folket af dets politiske søvn, og han blev også senere af tyskerne regnet for en af deres bitreste modstandere; dog søgte han [[1844]] – ligesom Peter Hiort Lorenzen – at komme til forståelse med [[Christian August 2. af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg|hertugen]] af [[Augustenborg]]. Hans stærke retfærdighedsfølelse og varme kærlighed til menigmand bragte ham naturlig i spidsen for Bondevennernes Selskab, da det stiftedes 1846, og han vedblev at være dets formand indtil maj [[1854]], når fraregnes den tid, han 1848 var minister.