Disputats: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
præcisering ang. magister
tilføjet længere historisk smøre og en litteraturhenvisning
Linje 10:
nævnes [[Niels Bohr]]s ''Studier over Metallernes Elektrontheori'' fra [[1911]] på 120 sider og [[Henry Bruun]]s ''Birger Laxmand og Birger Gunnersen. Studier over dansk politik omkring 1500'' fra [[1959]] på 155 sider, der begge i omfang ikke er meget længere end det speciale, der normalt afslutter en [[kandidat]]uddannelse. De længste disputatser kan omvendt brede sig over mere end 1.000 sider. Som eksempel kan nævnes [[Carsten Porskrog Rasmussen]]s ''Rentegods og hovedgårdsdrift. Godsstrukturer og godsøkonomi i hertugdømmet Slesvig 1524-1770'' fra [[2003]], der består af et bind på 685 sider med selve fremstillingen og et bind på 484 sider med godsoversigter og altså i alt er på 1.169 sider.
 
==Disputatens historie i Danmark==
Disputatser blev oprindelig skrevet på [[latin]]. [[Martin Hammerich]] fik som den første i [[1836]] godkendt en disputats skrevet på [[dansk (sprog)|dansk]], ''Om Ragnaroksmythen og dens Betydning i den oldnordiske Religion'', hvormed han blev [[magister]], der dengang næsten svarede til doktorgraden ved Det Filosfiske Fakultet (nu [[Det Humanistiske Fakultet (Københavns Universitet)|Det Humanistiske Fakultet]]) ved [[Københavns Universitet]]. Det var dog først fra [[1854]], at der blev givet almen tilladelse til at benytte det danske sprog i disputatser, og først i [[1866]] blev det påbudt, at disputationen skulle foregå på dansk.
 
Disputatsen forfattes i dag af den, der ønsker at erhverve doktorgraden, men historisk set har dette ikke altid været tilfældet. Oprindeligt forfattede ''promotor'', det pågældende [[fakultet (universitet)|fakultets]] [[dekan]], en række ''theses'', [[tese]]r, hvorefter doktoranden ved en disputation skulle forsvare disse teser som respondent under angreb fra opponenter. Til tider tog disse teser form som en egentlig afhandling, en disputats.
 
Ved [[Det Teologiske Fakultet (Københavns Universitet)|Det Teologiske Fakultet]] var denne praksis normen til og med [[1675]], hvilket år dekan [[Hans Wandal]] forfattede en disputats, og hele 11 doktorander optrædte som respondenter over flere dage fra [[2. juni]] og [[10. juni]] blev promoveret som doktorer. Herefter gik man over til, at doktoranden selv forfattede afhandlingen, hvilket [[Christian Nold]] blev den første til at gøre i [[1678]].
 
Doktorer fra [[Det Juridiske Fakultet (Københavns Universitet)|Det Juridiske Fakultet]] var ret sjældne før [[1736]], hvorfor det kan være lidt svært at slutte sig til, om det normale var, at doktoranden forfattede disputatsen. I tiden efter reformationen blev [[Robert Gildsheim]] doktor i [[1544]] uden afhandling, og den næste, [[Charisius]], blev i [[1603]] doktor ved at respondere ved ''Theophili theses de tutela'', der som navnet antyder var skrevet af [[professor]] [[Nicolaus Theophilus]]. De tre næste var alle professorer, før de blev doktorer, så måske var det derfor, at de selv forfattede den disputats, de forsvarede. Det drejede sig om [[Claus Plum]] i [[1621]], [[Peder Lauridsen Scavenius]] i [[1657]] og [[Cosmus Bornemann]] i [[1668]]. Fra og med reformationsfesten i 1736 blev doktorpromotioner mere almindelige ved Det Juridiske Fakultatet, og disputatserne blev nu som regel forfattet af doktoranden. I [[1750]] disputerede [[J.F. Bruns]] dog over en disputats skrevet af [[P. Kofod Ancher]].
 
Ved [[Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet (Københavns Universitet)|Det Medicinske Fakultet]] blev [[Cornelius Hamsfort]] i [[1544]] den eneste i [[1500-tallet]], der blev promoveret som doktor, og det skete uden disputation. De to næste, [[Villads Nielsen Adamsen]] i [[1603]] og [[Christen Lauridsen Bording]] i [[1611]], forsvarede teser forfattet af [[Thomas Fincke]]. Heller ikke [[Chr. Stougaard]] i [[1640]] skrev selv "afhandlingen", der var ''libri 2 sectio 3'' af [[Ole Worm]]s ''Institutionium medicarium epitome''. Først [[Frederik Arnisæus]], der blev doktor i [[1654]], forfattede selv disputatsen, hvilket herefter blev den faste fremgangsmåde.
 
Doktorgraden ved Det Filosofiske Fakultet kom først til i [[1824]] og magistergraden fungerede indtil da som den højeste grad. Også her forsvaredes normalt ''theses'' skrevet af promotor, men da man i [[1775]] indførte en magistergrad i [[filologi]], som gav adgang til skoleembeder, skete der visse ændringer. Magistergraden i filosofi blev næppe uddelt ved disputation før magistergraden i filologi forsvandt i [[1788]]. Og ved den nye magistergrad skulle kandidaten – efter bestået ''examen philologicum'' med godt resultat – i dekanens hus forfatte en afhandling om emne givet af dekanen med et godt latinsk [[leksikon]] som eneste tilladte hjælpemiddel. Denne afhandling har i sagens natur næppe haft den store lighed med en disputats, men man kunne få dispensation fra ''examen philologicum'' mod at man lod afhandlingen trykke og forsvarede den offentligt som en disputats. Det valgte bl.a. [[Rasmus Nyerup]] i [[1784]].
 
Først med universitetsfundatsen af 1788 blev det udtrykkeligt slået fast, at doktoranden ved alle fakulteter skulle forsvare en disputats, han selv havde forfattet. Allerede i [[1782]] finder man dog i en [[kabinetsordre]] af [[10. august]], der findes i en en [[kancelli]]skrivelse af [[15. august]], formuleringer, som må betyde, at en disputats forfatter også var doktoranden.
 
==Litteratur==
*Fritze Smith: ''Bidrag til doktordisputatsens historie ved Københavns Universitet'', Ejnar Munksgaard:København 1950
 
==Ekstern henvisning==