|
'''Christian Fürchtegott Gellert''' ([[4. juli]] [[1715]] i [[Hainichen]] ved [[Freiberg (Sachsen)|Freiberg]] i [[Erzgebirge]] - [[13. december]] [[1769]] i [[Leipzig]]) var en [[Tysk-romerske rige|tysk]] [[digter]].
Hans faderfar var præst, og hans barndom forløb i små kår og under mange afsavn. I [[1729]] kom han ind på Fyrsteskolen i Meissen, hvor bl.a. Rabener blev hans nære Ven, oghvorefter han studerede derefter Teologiteologi i Leipzig 1734—38. Han vendte nu hjem for at blive Hjælpepræsthjælpepræst hos sin Faderfar, men allerede hans første Prædikenprædiken, under hvilken han tabte tråden, overbeviste ham om, at den teol.teologiske Løbebaneløbebane maattemåtte opgives.
Han blev i Stedetstedet i [[1739]] Huslærerhuslærer hos Familienfamilien v. Luttichau i Nærhedennærheden af [[Dresden]], men begav sig to Aarår efter atter til Leipzig for at fortsætte sin litterære Uddannelseuddannelse og navnlig studere engelsk og fransk Litteraturlitteratur. Han komblev til’medarbejder atved staa»Bremer J.Beiträge«, E.hvori Schlegelhan i [[1745]] og dennes[[1747]] Kreds,offentliggjorde dersine varlystspil Gottsched’s»Die Modstandere, nærBetschwester« og blev»Das MedarbejderLos vedin »Bremerder BeiträgeLotteri«,. hvori han 1745 og 1747
offentliggjorde sine Lystspil »Die Betschwester« og »Das Los in der Lotteri«.
Han besluttede nu at slå ind paa den akademiske Vejvej, tog Magistergradenmagistergrad og begyndte at holde Forelæsningerforelæsninger, der modtogesblev modtaget med Bifaldbifald. I [[1757]] udnævntesblev han udnævnt til ekstraordinær Prof.professor og holdt Forelæsningerforelæsninger over Digtekunstdigtekunst, Veltalenhedveltalenhed og Moralmoral. Som Universitetslæreruniversitetslærer var han afholdt p. Gr. a.pga sin Hjælpsomhedhjælpsomhed over for de Ungeunge og sin redelige Personlighedpersonlighed.
Sin popularitets og berømmelses højde nåede Gellert da Frederik II gæstede Leipzig i [[1760]] og lod ham kalde til sig. Kongen udtalte sin tilfredshed med den prøve, han fik paa Gellerts Fabler, og kaldte ham »den fornuftigste blandt alle I tyske lærde mænd«.
Sin Popularitets og Berømmelses Højde naaede G., der 1746—48 havde udgivet sine behændigt versificerede »Fabeln und Erzählungen« (2 Bd), da Frederik II gæstede Leipzig 1760 og I
lod ham kalde til sig. Kongen udtalte sin Tilfredshed med den Prøve, han fik paa G.’s
Fabler, og kaldte ham »den fornuftigste blandt i alle tyske lærde Mænd«.
G.Gellert afslog at blive ordinær Prof.,professor da tiltagende Sygdomsygdom havde svækket hans Arbejdskraftarbejdskraft. Han udgav yderligere »Lehrgedichte und Erzåhlungen« (1754), »Geistliche Oden und Lieder« (1757) og »Sammlung vermischter Schriften« (1757). Hans Romanroman, »Das Leben der schwedischen Gräfin von G***« (1746), er en uheldig Efterligningefterligning af [[Richardson]]s sentimentale Romanerromaner.
Da Dødendøden afsluttede hans med Taalmodighedtålmodighed baarnebårne Lidelserlidelser, som de Baderejserbaderejser, hans Velynderevelyndere bekostede, ikke havde kunnet lindre, var alle enige i deres Bedømmelsebedømmelse af hans retsindige og elskværdige Personlighedpersonlighed. Hans Fablerfabler og Fortællingerfortællinger, der er blevneblevet oversatteoversat paa itil næsten alle Kultursprogkultursprog, har bevaret hans i Navnnavn ved deres Evneevne til komisk Karakteristik ikarakteristik af hans Samtidssamtids Borgereborgere og deres Livliv.
Svagere er hans Lystspillystspil, og de »Moralische Vorlesungen«, som blev udgivneudgivet efter hans Døddød, har mindre interesse end »Briefe«, som har deres varige historiske værd. Gellert »Sämtliche Werke« udkom i 10 bind i Leipzig i [[1787]].
(Leipzig 1770), har, som prægede af Tidens Sødlighed, mindre Interesse end »Briefe« (3 Bd
1774), som har deres varige historiske Værd. G.’s »Sämtliche Werke« udkom i 10 Bd (Leipzig 1787).
{{Salmonsens}}
| 