Snorri Sturluson: Forskelle mellem versioner

Gennem sit ægteskab med Hallveig Ormsdatter, enke efter Bjørn Torvaldssøn, <ref>http://books.google.no/books?id=TWwJAAAAQAAJ&pg=PA58&lpg=PA58&dq=hallveig+ormsdatter+klang+orm&source=bl&ots=MhILJZeEmO&sig=0fL7kttEs8mgql1c40CTUUG4EhU&hl=no&ei=Af03TfvfFYaUOv60tewK&sa=X&oi=book_result&ct=result&resnum=2&ved=0CBsQ6AEwAQ#v=onepage&q=hallveig%20ormsdatter%20klang%20orm&f=false Grönlands historiske mindesmærker på Google Books</ref> blev Snorri en af Islands rigeste mænd. Som høvding brugte han systematisk sine tre døtre Hallbera, Tordis og Ingebjørg til at bygge sin magt op. Uden dem er det svært at se, at han kunne være blevet så mægtig. Hallbera blev gift med Arne Magnusson i [[1218]]. Seks år senere blev Tordis gift med Torvald Vatnsfjording og Ingebjørg med Gissur Torvaldssøn, den svigersøn, der senere udførte kongens ordre om at få Snorri dræbt. Hallbera blev samme år skilt fra Arne, men bortgiftet på nytny i vinteren [[1227]]/828, denne gang til høvdingen Kolbein den Unge, og i sådan et hastværk, at efter [[bryllup]]et, der foregik på Snorris gård, tog svigersønnen hjem til sin gård uden at få sin kone med. Snorri måtte selv på et senere tidspunkt få hende sendt efter. En vigtig grund til Snorris tab af position på Island omkring [[1230]], var netop at døtrenes ægteskaber holdt op med at fungere til hans fordel, som pant på hans venskaber med andre høvdinge. Hallbera døde i [[1231]], samme år blev Ingebjørg skilt, og Tordis, der var blevet enke i [[1228]], nægtede at bøje sig for sin fars krav om gengifte. <ref>Jón Vidar Sigurdsson: ''Den vennlige vikingen'' (s. 130), forlaget Pax, Oslo 2010, ISBN 978-82-530-3359-4</ref>