Forskel mellem versioner af "Theodosius den Store"

13 bytes tilføjet ,  for 10 år siden
m
Retter flertydige links (Balkan) ved brug af AWB
m (r2.7.1) (robot Ændrer: hy:Թեոդոսիոս I Մեծ)
m (Retter flertydige links (Balkan) ved brug af AWB)
'''Theodosius I den Store''', (egl. Flavius Theodosius) ([[11. januar]] [[347]] – [[17. januar]] [[395]]) var romersk [[kejser]] [[379]]-395, og den sidste kejser, som regerede hele [[Romerriget]].
 
Han var af officersfamilie fra [[Spanien]], deltog i felttog til [[England]], og kæmpede mod [[germaner]]ne på [[Balkanhalvøen|Balkan]], da kejser [[Valens (kejser)|Valens]]' nederlag og død mod [[goterne]] [[378]] pludselig skabte krise. Senatet kaldte Theodosius til hjælp, og han udnævntes i 379 til kejser sammen med de to mindreårige [[Gratian]] og [[Valentinian II]], hvis søster han giftede sig med. Reelt blev han dermed overkejser, men først få måneder før sin død opnåede han det officielle eneherredømme.
 
Theodosius' regering faldt sammen med [[folkevandringerne]]s første fase og prægedes af fornyelse indadtil og begyndende sammenbrud udadtil. Ved tronbestigelsen blev han kristen, og som lovgiver opbyggede han den nye kristne romerske stat, mens han ustandselig måtte kæmpe mod germanske indfald og tronkrævere.
På Balkan lykkedes det ham med stort besvær at drive goterne tilbage til deres enemærker. Men han måtte flere gange kæmpe mod nye indfald og ansatte i vidt omfang germanske generaler, vigtigst var vandalen [[Stiliko]], til at bekæmpe deres stammefrænder. Efter medkejseren Gratians død i [[383]] måtte han dele magten med tronkræveren Magnus Maximus, men ham besejrede han og lod ham [[Halshugning|halshugge]] i 388. I de sidste år kæmpede han mod modkejseren Eugenius, som var blevet opstillet af den germanske general Arbogast efter Valentinians død; ham nedkæmpede han i [[394]], kort før sin død.
 
Under hans styre sejrede [[kristendommen]] definitivt. I [[380]] indførtes [[søndag]]en som obligatorisk helligdag, i [[392]] blev den kristne lære stats- og enereligion, og i 394 blev [[De Olympiske Lege]] forbudt som hedenske fester. Det er dog usikkert, om lovenes strenge tekst er et resultat af gejstlighedens pression. Han var flere gange i strid med sine medregenter af religiøse årsager. I [[388]] blev en [[synagoge]] nedbrændt i Callinicum ved [[Eufrat]] på initiativ af biskoppen i [[Edessa]]. Theodosius krævede gerningsmændene straffet, og synagogen genopbygget på biskoppens regning. Da greb kirkefaderen [[Ambrosius]] harmfuldt ind fra [[Milano]]: En kirkens mand skulle ikke tvinges til at bygge en synagoge, "et vantroens og ryggesløshedens sted": "Jeg erklærer, at jeg har stukket synagogen i brand, ja, at jeg har givet ordre til det, for at det ikke længere skulle være et sted, hvor [[Kristus]] blev fornægtet," skrev han. Kirkens magt var stor nok til, at Ambrosius fik tvunget kejseren til at tilbagekalde ordren og indvilge biskoppen i Edessa og de øvrige gerningsmænd straffrihed. <ref>Jørgen Hansen: ''Englene og al deres væsen'' (s. 334-5), forlaget Gyldendal, København 1996, ISBN 87-00-12114-2</ref>
 
Ved Theodosius’ død deltes riget mellem hans to mindreårige sønner [[Arcadius]] og [[Honorius]], som fik henholdsvis øst- og vestdelen – begyndelsen til det [[Østromerske Kejserdømme|Byzantinske]] og det [[Vestromerske rige|Vestromerske Rige]]. Hans slægt regerede i disse riger til [[450]] og [[455]].
 
{{Link FA|de}}
 
[[af:Theodosius I]]
[[an:Teodosio I]]