Jørgen Hæstrup: Forskelle mellem versioner

I [[1947]] begyndte Hæstrup at indsamle materiale om den danske modstandsbevægelse, som han senere brugte i [[disputats]]en ''Kontakt med England 1940-43'', der i november [[1954]] gjorde ham til [[dr.phil.]] fra [[Aarhus Universitet]]. Afhandlingen gav modstandsbevægelsen en væsentlig rolle i besættelsens forløb, hvilket de mange gamle modstandsfolk, der mødte op til forsvaret, var godt tilfredstilfredse med. Så betød det mindre, at de officielle opponenter, [[C.O. Bøggild-Andersen]] og [[Sven Henningsen]], på nogle punkter udtalte kraftig kritik.

Da Hæstrup i [[1959]] kunne præsentere fortsættelsen til disputatsen, ''Hemmelig alliance'', forelå der et klassisk værk i to bind om den danske modstandsbevægelse. I bogen kortlagdes bl.a. den såkaldte skæve våbenfordeling mellem aktive modstandsfolk og inaktive, antikommunistiske officersgrupper (de såkaldte O-grupper), hvor de sidstnævnte fik de fleste våben. Det fik [[redaktør]]en på ''[[Land og Folk]]'', Martin Nielsen, til at kalde hærchef oghærchefen, [[generalløjtnant]] [[Viggo Hjalf]] for landsforræder, hvorefter Hjalf anlagde [[injurie]]sag. Det endte med, at Nielsen blev dømt til erstatning og tre måneders fængsel. Sagen blev også debatteret i [[Folketinget]], og Hjalf endte med at blive afskediget med pension. ''Kontakt med England 1940-43'' og ''Hemmelig alliance'' blev i [[1976]]-[[1977]] udgivet på engelsk under titlen ''Secret Alliance''.

Efter at Hæstrup i mange år hovedsageligthovedsagelig havde bedrevetdrevet sin forskning i fritiden, blev situationen en ganske anden i [[1960]]. [[Udgiverselskab for Danmarks Nyeste Historie]] (DNH) blev oprettet med en millionbevilling, god adgang til statens arkiver og Hæstrup som videnskabelig leder sammen med landsarkivar [[Johan Hvidtfeldt]]. [[1965]] kunne DNH udgive ''Besættelsens Hvem-Hvad-Hvor'', og i [[1966]] kom Hæstrups ''Til landets bedste ... Hovedtræk af departementschefstyrets virke 1943-1945'', der forsvarede deparmentschefernes håndtering af situationen. De var nærmest at betragte som et supplement til modstandsbevægelsen.