Versionen fra 8. maj 2011, 21:52 redigér Pugilist (diskussion \| bidrag) Administratorer 153.210 edits m wikilinks ← Gå til forrige forskel		Versionen fra 20. jun. 2011, 10:50 redigér fjern redigering 91.143.123.2 (diskussion) →‎Teknologien Gå til næste forskel →
Linje 65: Konceptet var simpelt, og det havde været under overvejelse blandt de sømilitære planlæggere i nogle år. ''Dreadnought'' skulle anvende dampturbiner i stedet for de gamle tre-gangsmaskiner, der havde været brugt i næsten alle de foregående skibe, og dermed skulle den kunne nå op 21 knob. Med den fart kunne den løbe fra alle eksisterende slagskibe med samme ildkraft, og den havde mere skudkraft end alle de skibe, der var hurtigere. [[Undervandsbåd]]e bekymrede man sig ikke om på det tidspunkt. Da den var beskyttet mod mindre skibe, behøvede man ikke det mellemsvære skyts langs skibssiden, og fik derfor plads til kanontårnene til de store kanoner. Til beskyttelse mod små hurtige skibe som destroyere og torpedobåde blev der opstillet et antal lette, hurtigtskydende kanoner, i åbne affutager med stort skudfelt. Er i snot dummme,,, fuckkers..... ''Dreadnought'' havde fem dobbelttårne. Tre af tårnene var anbragt langs skibets centerlinje, med et forude (''A''-tårnet) og to agterude (''X'' & ''Y''-tårnet). Desuden var der to sidetårne (''P'' & ''Q''-tårnet) anbragt på hver sin side af broen, med et skudfelt, der kun omfattede deres egen side af skibet. Man havde fravalgt at placere alle tårne på centerlinjen, fordi de der var frygt for, at tårnene så ville komme til at stå så tæt sammen, at de kunne beskadige hinanden, når kanonerne blev affyret. Denne frygt viste sig nu senere at være ubegrundet. ''Dreadnought'' kunne affyre en bredside på otte kanoner, og kunne affyre otte kanoner agterud og seks kanoner forud, men der var en del begrænsninger i skudfelterne. Kanonernes opstilling i ''Dreadnought'' betød, at skibet aldrig kunne rette alle ti svære kanoner mod ét mål. På skibets konstruktionstidspunkt havde Jacky Fisher fået gennemført, at skydning for- og agterud skulle betragtes som vigtigere end bredsiden, og dette koncept blev også brugt i designet af slagkrydserne og i de efterfølgende skibsprojekter. I de senere britiske slagskibe, fra og med de såkaldte "superdreadnoughts" af ''Orion''-klassen, brugte man en etageopstilling, hvor tårnene var hævet over hinanden, og alle var placeret på centerlinjen. Der blev også installeret flere lette kanoner, ikke til offensivt brug, men til forsvar mod destroyerne, der i disse år blev stadig større og farligere. [[Fil:HMSDreadnought gunsLOCBain17494.jpg\|left\|thumb\|260px\|To 30,5 cm kanoner Mk X i dobbelttårn. På taget af tårnet står to hurtigtskydende 76 mm kanoner]]

HMS Dreadnought (1906): Forskelle mellem versioner