Panserslaget ved Kursk: Forskelle mellem versioner

|tab1= 5754.000182 døde, sårede eller tilfangetagne<br />280252 kampvogne<br />159 fly

|tab2= 178319.000 døde, sårede eller tilfangetagne<br />1.900956 kampvogne<br />21.000961 fly

[[Værnemagt|Wehrmacht]] stillede op med 777625.000271 mand, 1.800372 fly, 79.417467 kanoner og morterer, 2.451699 kampvogne og selvkørende kanoner og håbede på at genoptage initiativet på østfronten. Overfor dem stod [[Sovjetunionen]]s [[Den Røde Hær|Røde arme]] med 1.910987.000463 mand, 58.128200 kampvogne, 3147.415416 moterer og kanoner samt 35.549965 fly.

Russerne var klar over, hvilkenat trussel [[brohoved]]etfrontfremspringet ved Kursk var truet, og gjorde derfor store anstrengelser for at opbygge forsvarslinier, og strategiske reserver blev flyttet til områder. Ydermere havde russerne den fordel, at de kendte tyskernes planer, som de havde fået fra England, der kendte dem via [[Enigma]]. De indledte en offensiv, som i realiteten byggede på de samme principper, tyskerne selv havde brugt i krigens første år: stor [[mobilitet]], masser af [[panser]], omgåelse af troppekoncentrationer og omringning af disse.

Ved daggry den 5. juli startede den tyske operation. Den nordlige fløj under Model, der i modsætning til Hoth i syd valgte en forsigtig stykvis indsættelse af sine panserenheder, gjorde kun langsomt fremskridt og nåede kun 5 kilometer frem igennem de russiske linjer. Den sydlige fløj under [[Hoth]], som satte alle sine panserstyrker ind fra første færd, nåede derimod hurtigt 25 kilometer ind i sovjetisk område, og den røde hær måtte sende forstærkninger til området nord for [[Belgorod]]. I dette område foregik derefter det såkaldte kampvognsslag ved [[Prokhorovka]] 12. juli, som senere forskning har afsløret som en af vestlige historikere i mange år kritikløst accepteret sovjetisk myte om både dagen og slaget som helhed.{{kilde mangler|dato=Uge 24, 2011}} I realiteten var det såkaldte historiske panserslag 12. juli, som det også ses af tabene, en meget ensidig forestilling, hvor den russiske panserfalanks bl.a. på grund af elendig føring tumlede ned i en af russernes egne pansergrave, som man havde overset på kortet.{{kilde mangler|dato=Uge 24, 2011}} De tyske kampvogne iblandt hvilke der befandt sig en håndfuld [[Tiger (kampvogn)|Tiger]]-kampvogne skød i det efterfølgende kaos det russiske panserangreb sønder og sammen med minimale egne tab (3 tyske mod 235 russiske kampvogne). På grund af de enorme russiske reserver og de mange bagvedliggende forsvarsstillinger i op til 90 km. dybde kunne tyskerne dog ikke bryde igennem og trak sig tilbage [[22. juli]] bl.a. for at imødegå den russiske modoffensiv ved Orel. Kursk slaget blev den sidste større tyske offensiv på Østfronten, idet man herefter samlede alle reserver i vest for at imødegå invasionen. På trods af at tyskerne angreb, var de sovjetiske tab af soldater i hele slaget ved Kursk overknapt 36 gange så store som tyskernes 54.182 mod 177.847 (officielt) skønnet 319.000! - altså 1:6 et forhold, der stort set gjaltgjaldt hele krigen på østfronten, fly 159 mod 459 officielt (skønnet 1961!), mens tabene i kampvogne og selvkørende kanoner var 252 tyske mod 1614 (officielt) skønnet 1961 russiske. - altså næsten 1:8!<ref>Alle tal hentet fra det internationalt anderkendte autoritative nye værk: "Das Deutsche Reich und der Zweite Weltkrieg bd. 8" München, 2007</ref> Men russerne havde altså reserver nok til at bytte i dette forhold.

På det [[taktisk]]e niveau var slaget uafgjort, tyskerne brød ikke den sovjetiske fremmarch, og [[Den Røde Hær|den røde hær]] kunne ikke omringe eller nedkæmpe de tyske styrker.

På det [[strategisk]]e niveau derimod var det en sejr for den røde hær, idet tyskerne for første gang blev bremset i en stor offensiv. Men nogen afgørende faktor var slaget ikke, og de påstående gigantiske tyske tab i mandskab og materiel især kampvogne var en sovjetisk myte, idet slaget reelt kun stod for 2-3 % af de samlede tab på [[Østfronten]] i hele 1943. Grunden til tyskerne ikke trods de store russiske tab kunne nå deres mål var primært den store talmæssige osvjetrussiske overlegenhed og Stalins enorme reserver plus at den tyske angrebsplan var kendt længe og russerne russerne havde haft rigelig med tid til at anlægge enorme forsvarsstillinger i dybde. Heller ikke det faktum at tyskene angreb frontalt uden nogen som helst overraskelsesefffekt var befordrende for udsigten til success. Men myten om, at slaget knækkede den tyske hær på østfronten og er decideret usand.