Træsnit: Forskelle mellem versioner

'''Træsnit''' ellersommetider også kaldet [[xylografi]] (engelsk: wood engraving, fransk: gravure sur bois) er kunsten i plane træblokke at udskære ophøjede billeder og aftrykke disse på [[papir]] i bogtrykpressen, enten som selvstændige blade eller som supplement til bøgers tekst, og trykt sammen med denne. Træskærerkunsten er ældre end [[bogtrykkerkunst]]en, men den blev udgangspunktet for bøgernes udsmykning med ornamenter og oplysende billeder. arbejdsmaterialet for den ældste bogtrykperiodes træsnit var glat høvlede brædder af træsorter med fast ved, [[kornelkirsebær]]træ og navnlig [[Almindelig Pære|pæretræ]], og pladen, der skuldeskulle behandles, fik først et tyndt kridtlag, i hvilket tegningen indridsedes. Billedformen dannedes udelukkende af streger, kraftige til konturer og skyggepartier, mindre kraftige til skraveringer, til krydsstreger og alle mellemtoner. Billederne blev udskårne med kniv, medens de større og mindre mellemrum mellem stregerne fordybedes med forskellige huljern. Træsnit blev i den ældre bogtrykperiode den mest fuldkomne form for billedlige fremstillingers mangfoldiggørelse i bogtrykkerpressen. Tidens største kunstnere tegnede billeder for træsnit, og adskillige af dem greb ofte selv til kniven. Periodens træsnit var vel ikke altid kunstværker, og de lettede heller ikke altid læserens forståelse af bøgernes indhold, men de gik godt i spand med typesats, hvad enten dennes karakter var gotisk eller romansk. Religionskampene i 16. og 17. århundrede bragte træskærerkunsten i forfald. I de bogarbejder, på hvilke der ofredes kunstneriske billeder, blev det kobberstikkunsten, der beherskede bogudsmykningen, for de oplysende billeders vedkommende næsten altid som indheftede plancher, de almindelige bogprydelser derimod indtrykte efter tekstens fuldbyrdelse. Træsnit blev efterhånden ukunstnerisk hjemmeflid, men fra 18. århundredes sidste fjerdedel opnåede det en stor genfødelse. Den engelske [[kobberstikker]] [[Thomas Bewick]] skabte en hel ny træsnitsteknik, detkaldet såkaldte tonede træsnitxylografi. Da fibrene i træsnits oprindelige arbejdsmateriale, langtræet, satte grænser for, hvad kunstneren tragtede efter, og da hver enkelt streg krævede to snit og uddybningerne mellem stregerne forskellige huljern for at kunne give billederne højt relief, valgte Bewick endetræ som materiale og kobberstikkernes gravstikker som skærende værktøj. Det var vistnok også Bewick, som først benyttede [[buksbom]]træ, det senere eneste materiale. I den genopstandne illustrationsform arbejdedes der vel ligesom før med streger af forskellig tykkelse, men det blev nu lige så meget mellemrummene som disse selv, der skabte billederne. Bewicks tanke gik nemlig ud på i et streglag af forskelligt fremtrædende linjer og mellemrummene mellem disse at opnå en tæt skala fra lys til mørke. Det tonede træsnit trængte i det 19. århundredes begyndelse kobberstikket helt ud af bogtryk arbejdet som billedstof i og uden for teksten, og teknikken udvidedes i århundredets løb til en høj grad af kunstnerisk fuldkommenhed. Der skabtes i denne periode mange smukke illustrerede bøger, skønt det som helhed stod slet til med boghåndværket. Ved kemigrafiens opfindelse hen imod 19. århundredes slutning blev det kunstneriske træsnit atter, og denne gang sikkert for bestandigt, slået ud af bogudstyrelsen; teknikken udøves vel endnu af kunstnere i særlige kunstblade, der trykkes i bogtrykpressen, men arbejdsmaterialet er lige så ofte det let håndterlige [[linoleum]] som langtræ og endetræ. Farvetræsnit eller kromoxylografi (engelsk: color printing stocks, fransk: gravure sur bois en couleurs) er træsnit, trykte i mange farver og med et tilsvarende antal plader, men også denne kunstneriske teknik er nu gået over til kemigrafiens trefarveætsninger.