Forskel mellem versioner af "Svantevit"

1.589 bytes tilføjet ,  for 10 år siden
Mere om kulten.
m (r2.7.1) (robot Tilføjer: ca:Svantovit)
(Mere om kulten.)
'''Svantevit''' (''Svetovid, Suvid, Świętowit, Sutvid, Vidvar, Vid, Bela'' m.fl.) var en [[gud]] for [[krig]], [[frugtbarhed]] og rigdom i [[slavisk mytologi]]. Svantevit er kendt som en hovedgud i [[vendisk mytologi]] på grund af beretningen om danskernes angreb på [[vendernevender]]ne under [[biskop]] [[Absalon]] og kong [[Valdemar 1. den Store]] i [[1168]].
 
Den russiske historiker Boris Rybakov har identificeret de fire ansigter[[ansigt]]er på Svantevit med de slaviske guder [[Perun]], [[Svarog]], [[Lada]] og [[Mokosj]].
 
Ifølge en forkert, russiskbaseret[[russisk]]baseret [[etymologi]] er betydningen af navnet "verdens-seer" (''svetsvjet'' = verden, ''vid'' = syn). Det første led i navnet er dog oldslaviskold[[slavisk]] ''svętъ'' (hellig), mens sidste led kan være ''vit'' (herre, sejrherre) eller ''vid'' (ansigt). Det har også været foreslået at navnet er fra slavisk ''svantev, svitanje'' (morgengry) og adjektivsuffikset[[adjektiv]]suffikset ''it''.
 
I [[Polen]] har man fundet en næsten 3 meter høj Svantevit-lignende figur med de 4 ansigter. Den menes at være fra omkring år [[1000]].
 
Svantevit-[[kult]]en er kun kendt fra kristne kilder. William af Malmesbury og [[Saxo]] beskrev den som en frugtbarhedskult. Begge nævner, at [[statue]]n holdt et [[horn]] i højre hånd, og hvert år blev hornet fyldt med en drik af [[vand]] og [[honning]], måske en type [[mjød]]. Ved hjælp af denne drik spåede [[præst]]erne så om, hvordan næste års avlinger ville blive. <ref>Bjørn Bandlien: "Svantevit", ''Sagaspor'' (s. 305), forlaget Andresen og Butenschøn, Oslo 2010, ISBN 978-82-7694-245-4</ref>
En alternativ teori går ud på at Svantevit ikke var en oprindelig slavisk gud, men den kristne [[Skt. Vitus]] indarbejdet i vendernes [[hedensk]]e religion. Men det har omvendt også været hævdet, at Skt. Vitus var den slaviske Svantevit importeret til kristendommen. Venderne blev i det 10.-13. årh. [[kristne]]t i flere omgange, da de gang på gang vendte tilbage til deres hedningetro. [[Sakser]]ne fra Det Tysk-Romerske kejserrige endte med næsten at udrydde deres [[kultur]] godt hjulpet af [[daner]]ne.
 
En alternativ teori går ud på at Svantevit ikke var en oprindelig slavisk gud, men den kristne [[Skt. Vitus]] indarbejdet i vendernes [[hedensk]]e religion. Både Saxo Grammaticus og den tyske præst Helmold af Bosau mente, at Svantevit havde sin oprindelse i kristen helgenkult, da der skal have været [[relikvie]]r efter Skt. Vitus i en [[kirke]] på [[Rygen]] allerede på 900-tallet, og flere af de lokale [[obodrit]]iske fyrster der herskede i regionen på 1000-tallet, støttede op om [[missionær]]er og kirkebygning. Sådan set kan Svantevit have været en lokal, forvansket version af Skt. Vitus. I [[1124]] mødte den tyske missionær Otto af [[Bamberg]] en hedensk præst i [[Szczecin]], der ifølge [[krønike]]skriveren Ebo af Bamberg ikke ville høre om de kristnes gud, som han forbandt med tyske stammefolk, og ikke særlig anderledes end andre guder. Sådan set kan Svantevit-kulten have været en synkretistisk religion, som nogle typer helgenkult i [[latinamerika]]nske lande i dag, eller Svantevit-templet kan have været en kristen kirke, der blev taget for at være hedensk, fordi den ikke var tilsluttet den tyske kirke. <ref>Bjørn Bandlien: "Svantevit", ''Sagaspor'' (s. 306)</ref>
 
EnOmvendt alternativ teori går ud på at Svantevit ikke var en oprindelig slavisk gud, men den kristne [[Skt. Vitus]] indarbejdet i vendernes [[hedensk]]e religion. Menhar det har omvendt også været hævdet, at Skt. Vitus var den slaviske Svantevit importeret til kristendommen[[kristendom]]men. Venderne blev i det 10.-13. årh. [[kristne]]t i flere omgange, da de gang på gang vendte tilbage til deres hedningetro. [[Sakser]]ne fra [[Det Tysk-Romerskeromerske kejserrigeRige]] endte med næsten at udrydde deres [[kultur]], godt hjulpet af [[daner]]ne.
 
==Angrebet på Arkona==
I midten af [[1100-tallet]] gennemførte [[Absalon]] og [[Valdemar 1. den Store]] en række hævntogter[[hævn]]togter mod venderne, der kulminerede med indtagelsen af [[Rygen]] i [[1168]]. Her indtog de borgen[[borg]]en ved [[Arkona]] og afbrændte en stor træfigur af den hedenske gud Svantevit. Svantevits [[tempel]] ved Arkona på RügenRygen var Nordeuropas største hedenske helligdom, en [[Træ (materiale)|træ]]bygning smykket med udskæringer, og det sidste hellige sted, som venderne havde tilbage efter de kristnes togter. I det inderste rum hvor kun ypperste[[præst]]enypperstepræsten måtte gå ind, stod [[statue]]nstatuen, som var gud for [[ungdom]], [[frugtbarhed]] og [[krig]]. Ifølge den danske krønikeskriver [[Saxo Grammaticus]] havde statuen fire [[hoved]]er, kort [[hår]], studset [[skæg]] og en snehvid [[hest]], som han red på i krig. Selv om hesten stod i sin stald hele natten, skete det, at den kunne være [[sved]]ig om morgenen, hvis Svantevit havde været i kamp om natten. Offergaverne var [[kvæg]], [[vin]] og [[honningkager]]. Nogle mener, at de fire hoveder [[symbol]]iserede, at han kunne se hvert af de fire [[verdenshjørne]]r, men alternative teorier har også været bragt på bane, bl.a. at vendernes gud oprindeligt havde haft tre hoveder, og at det fjerde hoved var Skt. Vitus, der var blevet implementeret i den hedenske tro. [[Keltisk]]e guder havde ofte tre ansigter, eller optrådte som [[treenighed]]er.
 
Fæstningen Arkona lå på et højt plateau beskyttet på tre sider af skrænter, mens den fjerde side lå bagved en høj jordvold med træpalisader. Men en ung kriger fik sine venner til at sætte [[spyd]] i [[tørv]]eneen, så han kunne klatre op og sætte [[ild]] til noget [[halm]] lige under det ene porttårn. Ilden bredte om sig, og de danske krigere gik så til angreb. Arkonas indbyggere overgav sig, men betingelserne blev hårde: de måtte blive kristne, alle [[skat]]ter til Svantevit skulle nu oversendes den danske konge, og alle kristne krigsfanger[[krigsfange]]r sættes fri. Templets ejendomme overgik til kirken, venderne måtte for fremtiden også deltage i kongens [[korstog]], samt betale en skat på fyrre [[sølv]][[mønt]]er i året for hvert [[plov]]spand. For en sikkerheds skyld tog man også [[Gidsel|gidsler]], og Svantevit-figuren blev hugget op til [[brændselbrænde]] for hærens[[hær]]ens [[suppe]]gryder.<ref>Kurt Villads Jensen: ''Korstogene'' (s. 93-94), forlaget Cappelen, Oslo 2006, ISBN 82-02-26321-2</ref>
 
Fredsslutningen blev dog mødt med ærgrelse blandt [[hær]]enshærens folk. De havde ønsket hævn for alle vendiske angreb på danske [[kyst]]er, og nu fik de ingenting, heller ikke krigsbytte. [[Ærkebiskop Eskil]] påpegede, at ved at spare de vantro, ville andre af vendernes kystbyer se, at det lønnede sig at overgive sig. Så fik man dem også som allierede mod andre vantro. Af tømmeret[[tømmer]]et fra [[kastemaskine]]rne satte man en trækirke op til at [[Dåb|døbe]] Arkonas indbyggere i. Rygen blev så lagt under [[Roskilde]] [[bispedømmeBispestol]].
 
== Referencer ==
7.938

redigeringer