Rigsdagsbygningen i Berlin: Forskelle mellem versioner

'''Rigsdagsbygningen i Berlin''' (tysk ''Reichstagsgebäude'' eller ''[[Reichstag]]'') var sæde for Rigsdagen i det [[tyske kejserrige]] fra [[1894]] til [[1933]], og har fra [[1999]] været parlamentsbygning for [[Forbundsdagen]].

Rigsdagen var parlamentet i det [[tysk-romerske rige]], og blev også navnet på parlamentet i [[Det nordtyske forbund]] i [[1867]] og i [[Tyskland|Det tyske Rige]], da dette blev samlet som nationalstat i [[1871]].

Efter den tyske rigsgrundlæggelse i 1871 mødtes den nye Rigsdag oprindelig i flere andre mindre bygninger på Leipziger Straße i [[Berlin]], men disse blev anset som for små. Allerede den [[19. april]] [[1871]] bestemte Rigsdagen at opføre en rigsdagsbygning, og i [[1872]] blev der udskrevet en arkitektkonkurrence med 103 deltagere. I juni 1872 blev forslaget fra arkitekten Ludwig Bohnstedt fra [[Gotha]] valgt. Arbejdet blev imidlertid forsinket på grund af problemer med at finde en egnet grund. Rigsdagen ønskede sig en grund, som tilhørte grev [[Atanazy Raczyński]] øst for [[Platz der Republik]], men grev Raczyński vægrede sig ved at sælge, eftersom hans eget palæ, opført 1844-47, allerede stod på ejendommen.

Rigsdagen besluttede derfor at fortsætte arbejdet med at finde en egnet grund, og først i [[1881]] kom man til en løsning, da man kom til enighed med grev Raczyńskis søn og arving om køb af ejendommen øst for Platz der Republik. Der blev udskrevet en ny arkitektkonkurrence i [[1882]], og af 190 indsendte bidrag valgte man et forslag fra [[Paul Wallot]] fra [[Frankfurt]]. Grundstenen blev nedlagt af kejser [[Wilhelm 1. af Tyskland]] i [[1884]]. Bygningen fik en stor [[kuppel]] af stål og glas, et teknisk mesterværk for sin tid. Efter ti års byggetid kunne den tages i brug i [[1894]].

Efter [[første verdenskrig]] sluttede, og kejseren abdicerede, proklamerede [[Philipp Scheidemann]] republikken fra en af Rigsdagens balkoner under revolutionsdagene i [[1918]]. [[Weimar-nationalforsamlingen]] mødtes i byen [[Weimar]] i [[1919]] på grund af urolighedeneurolighederne i Berlin, men Rigsdagen fortsatte med at mødes i Rigsdagsbygningen under [[Weimarrepublikken]].

Rigsdagsbygningens historie som sæde for Rigsdagen sluttede, da den [[27. februar]] [[1933]] blev sat i brand. Den beskadigede Rigsdag, symbolet på [[demokrati]]et, blev ikke sat istand af [[nationalsocialisme|nationalsocialistenenationalsocialisterne]]. Rigsdagen som institution holdt op med at fungere, og de få gange, den var samlet under de tolv år med nationalsocialistisk styre, mødtes den i en tidligere operabygning i nærheden. Dette var også tilfældet, da [[Bemyndigelsesloven|Fuldmagtsloven]] blev vedtaget, og parlamentarisk demokrati ophørte.

Under [[2. verdenskrig]] blev bygningen yderligere beskadiget. Som symbol på parlamentarisk demokrati havde heller ikke [[Stalin]]s [[totalitarisme|totalitære]] regime meget til overs for bygningen, og den var et centralt mål for [[Den røde Hær]], som i et kendt, manipuleret propagandafoto hejser det [[Sovjetunionen|sovjetiske]] flag over bygningen, mens ruineneruinerne af bygningenebygningerne omkring den brænder.

Under [[Den kolde Krig]] lå bygningen i [[Vest-Berlin]], men kun nogle få meter fra grænsen til [[Øst-Berlin]]. Under [[Berlinblokaden]], mens Stalin forsøgte at udsulte Vest-Berlin, samlede et enormt antal vestberlinere sig foran bygningen, og byens [[borgmester]] [[Ernst Reuter]] holdt en berømt tale, som endte med ordene ''Ihr Völker der Welt, schaut auf diese Stadt!'' ("I verdens folk, se på denne by!").

Bygningen var strukturelt intakt, men alligevel en ruin. Vest-Tysklands parlament mødtes desuden i [[Bonn]], og havde derfor ikke brug for bygningen. Det blev alligevel vedtaget, at den skulle restaureres i [[1956]]. I forbindelse med restaureringsarbejdenerestaureringsarbejderne [[1961]]-[[1964]] blev den ødelagte kuppel fjernet. I årene frem til [[1990]] blev bygningen kun brugt til repræsentative møder en gang imellem, og til en permanent udstilling kaldet ''Fragen an die deutsche Geschichte'' ("Spørgsmål til den tyske historie").

[[3. oktober]] [[1990]] blev den officielle genforeningsceremoni holdt i Rigsdagen, med [[Helmut Kohl]], [[Richard von Weizsäcker]], [[Lothar de Maizière]] og andre tilstede. Det var en bevægende ceremoni med fyrværkeri. Dagen efter mødtes det tyske parlament, [[Forbundsdagen]], symbolsk i Rigsdagen.

Året efter, i [[1992]], fik den [[britisk]]e arkitekt [[Norman Foster]] til opgave at restaurere bygningen. Hans oprindelige forslag var temmelig forskelligt fra det, som senere blev realiseret, og inkluderede ikke den berømte kuppel.

Restaureringen var meget omfattende, og alt bortset fra ydervæggene blev fjernet, inklusive alle ændringer udført i [[1960'erne]]. Forbundsdagens sæde blev officielt flyttet fra Bonn til Berlin i april [[1999]]. Restaureringen regnes som en stor succes. Rigsdagen, navnlig den store glaskuppel som blev opført som en gestus til den oprindelige kuppel fra 1894, er en af de mest besøgte turistattraktioner i Berlin, og giver et imponerende udsyn over byen, især om natten. Fra taget kan man også se ned på de folkevalgte.