Forskel mellem versioner af "Svantevit"

Ingen ændring i størrelsen ,  for 10 år siden
m
WPCleaner (v1.09) ISBN-13 med fejl i kontrolsum (Fixed using WP:WPCW)
(Mere om kulten.)
m (WPCleaner (v1.09) ISBN-13 med fejl i kontrolsum (Fixed using WP:WPCW))
I [[Polen]] har man fundet en næsten 3 meter høj Svantevit-lignende figur med de 4 ansigter. Den menes at være fra omkring år [[1000]].
 
Svantevit-[[kult]]en er kun kendt fra kristne kilder. William af Malmesbury og [[Saxo]] beskrev den som en frugtbarhedskult. Begge nævner, at [[statue]]n holdt et [[horn]] i højre hånd, og hvert år blev hornet fyldt med en drik af [[vand]] og [[honning]], måske en type [[mjød]]. Ved hjælp af denne drik spåede [[præst]]erne så om, hvordan næste års avlinger ville blive. <ref>Bjørn Bandlien: "Svantevit", ''Sagaspor'' (s. 305), forlaget Andresen og Butenschøn, Oslo 2010, ISBN 978-82-7694-245-43</ref>
 
En alternativ teori går ud på at Svantevit ikke var en oprindelig slavisk gud, men den kristne [[Skt. Vitus]] indarbejdet i vendernes [[hedensk]]e religion. Både Saxo Grammaticus og den tyske præst Helmold af Bosau mente, at Svantevit havde sin oprindelse i kristen helgenkult, da der skal have været [[relikvie]]r efter Skt. Vitus i en [[kirke]] på [[Rygen]] allerede på 900-tallet, og flere af de lokale [[obodrit]]iske fyrster der herskede i regionen på 1000-tallet, støttede op om [[missionær]]er og kirkebygning. Sådan set kan Svantevit have været en lokal, forvansket version af Skt. Vitus. I [[1124]] mødte den tyske missionær Otto af [[Bamberg]] en hedensk præst i [[Szczecin]], der ifølge [[krønike]]skriveren Ebo af Bamberg ikke ville høre om de kristnes gud, som han forbandt med tyske stammefolk, og ikke særlig anderledes end andre guder. Sådan set kan Svantevit-kulten have været en synkretistisk religion, som nogle typer helgenkult i [[latinamerika]]nske lande i dag, eller Svantevit-templet kan have været en kristen kirke, der blev taget for at være hedensk, fordi den ikke var tilsluttet den tyske kirke. <ref>Bjørn Bandlien: "Svantevit", ''Sagaspor'' (s. 306)</ref>