Versionen fra 2. feb. 2006, 12:22 redigér Th (diskussion \| bidrag) 447 edits artikel oprettet		Versionen fra 2. feb. 2006, 12:24 redigér fjern redigering Th (diskussion \| bidrag) 447 edits mNo edit summary Gå til næste forskel →
Linje 1: Oprindelig er '''åger''' den handling at tage højere rente af et lån end den ved lovgivningen tilladte, i nyere forstand det forhold at skaffe sig ublu fordel af en pengeforstrækning eller anden retshandel ved at udbytte sin medkontrahents nød, letsindighed eller uerfarenhed. Tidligere var det ofte forbudt overhovedet at tage renter. Så længe handelssamkvemmet er uudviklet, er der ingen brug for pengekreditten, hvorfor man opstiller sætningen ''da penge er ufrugtbare, kan de ikke frembringe penge'' ([[latin]] ''nummus non nummum parit''). Ud fra denne betragtning, og fordi udlån mod rente let skaber misbrug af magten over for den trængende, forkastedes rentetagen i al almindelighed. Lån fremtræder da som en barmhjertigheds- og kærlighedsgerning. Efter mosaisk ret var formuende folk endog forpligtede til at yde vederlagsfrit lån til deres landsmænd (dog opr. kun når disse var fattige, senere ubetinget). Efter romersk ret var det gennemgående tilladt at tage Rente. I følge de 12 tavlers love var den højeste tilladte Rente 8 1/3 % pro anno (''foenus unciarium''', dvs. et ~~laan~~lån, hvor renten udgjorde en tolvtedel af kapitalen). Senere blev rentefoden nedsat til det halve, og ved [[''Lex Genusia'']] år 332 f.Kr. blev det endog forbudt romerske borgere overhovedet at tage rente af hinanden. Dette forbud overholdtes dog ikke. Omkring Kr. fødsel var den højeste tilladte rente 1% om måneden (''usurae centesimae''). Efter Justinians lovgivning måtte købmænd tage 8% pro anno, personer af den højeste rangklasse (''homines illustres'') 4% og andre 6%. At tage rentesrenter (anatocisme) var forbudt. I middelalderen gjorde der sig snart den betragtning gældende, at det var forkasteligt overhovedet at tage renter. Dette har sikkert delvis haft sin

Åger: Forskelle mellem versioner