Efter [[Operation Barbarossa|den tyske invasion af Sovjetunionen]] i juni [[1941]] var Vorosjilov kommandør over den kortlivede nordvestlige direktion, som styrede adskillige sovjetiske fronter. Han udviste betydeligt personligt mod. - engangHan ledede han personligt et modangreb mod tyske kampvogne med en pistol i hånden. -Men menhan udviste også alvorlig inkompetanceinkompetence og evnede ikke at forhindre at tyskerne omringede [[Leningrad]],så hanog blev frataget denne post og erstattet med den langt dygtigere [[Georgij Zjukov]]. I [[1945]]-[[1947]] førte han tilsyn med etableringen af det kommunistiske styre i [[Ungarn]].
I [[1952]] blev Vorosjilov udpeget som medlem af præsidiet i centralkomiteen. Stalins død førte til en større ændring i den sovjetiske ledelse og i marts [[1953]] blev Vorosjilov udpeget til formanformand for præsidiet i [[Den Øverste Sovjet]], dvs. som statsoverhoved, med [[Nikita Khrusjtjov]] som førstesekretær for kommunistpartiet og [[Georgij Malenkov|Malenkov]] som regeringsleder. Vorosjilov, [[Georgij Malenkov]] og Khrusjtjov gennemførte arrestationen af [[Berija]] efter Stalins død i 1953.
Den [[7. maj]] [[1960]] godkendte Den Øverste Sovjet Vorosjilovs "anmodning om pensionering" og valgte [[Leonid Bresjnev]] til statsoverhoved, formand for præsidiet i Den Øverste Sovjet. (statsoverhoved). Central komiteenCentralkomiteen fritog ham også den [[16. juli]] [[1960]] for hans opgaver som medlem af partiets præsidium (som politbureauet varhed blevet kaldt sidenfra [[1952]]) den [[16. juli]] [[1960]]. I oktober 1961 var hans politiske nederlag komplet da han ved den 22. [[Partikongres]] blev udelukket fra valget til Centralkomiteen. Der er en kuriøs historie vedrørende Vorosjilovs sidste dage som statsoverhoved. Under et middagsmøde med centralkomiteen ignorerede alle de øvrige deltagere Vorosjilov og gav ham en kold skulder. Deres holdning fik Vorosjilov til at indse, at alle hans kolleger allerede havde besluttet at afsætte ham, så han besluttede at komme dem i forkøbet og træde tilbage.
