Erik Præstehader: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Tilføjer info fra de:wiki
m Sprogangivelse
Linje 27:
Eriks kroning i 1281 blev en begivenhed der lagde en midlertidig dæmper på den strid der var under opsejling mellem Kronen og Kirken,{{kilde mangler|dato=Uge 28, 2011}} da Eriks rådgivere førte en hårdere politik end Eriks far Magnus Lagabøte<ref name=mynt/> og lagde sig ud med [[Kirken]] om dens rettigheder i landet; især spørgsmålet om Kirkens [[Jura|retsmæssige]] [[status]] og økonomiske frihed fra Staten var der strid om.
 
I sin [[Ed|kroningsed]] lovede Erik at anerkende Kirkens [[gejstlig]]e og [[finans]]ielle status, men umiddelbart efter flammede konflikten op igen, idet formynderregeringen inddrog et for Kirken fordelagtigt [[dekret]] udstedt af Magnus Lagabøte i 1277, der tilkendte Kirken nye [[tiende]]r. Ved det samtidige synode havde ærkebiskoppen stadfæstet Kirkens ret til at dømme i kirkeretslige anliggender, med trussel om [[bandlysning]] for enhver, der krænkede denne ret. Selv om striden tilskærpedes under Eriks regeringstid viste parterne sig dog i stand til at samarbejde. Således blev Erik og hans [[dronning]] Margrete kronet i Bergen af ærkebiskoppen.<ref name=Helle/> Men samarbejdet til trods tilspidsedes konflikten fortsat, da [[rådsmand]]en [[Bjarne Erlingsson]] inddrog Kirkens ret til at [[Møntslagning|præge]] [[mønt]]er dagen efter ærkebiskoppens afrejse fra mødet, hvor denne ret var blevet tilkendt af hertug Håkon Håkonsson.<ref name=RN>[http://www.dokpro.uio.no/perl/middelalder/regest_vise_tekst.prl?b=1788&s=n&str=J%F8rund Regesta Norvegica], en bekendtgørelse af ærkebiskop Jørun, ærkebiskop Jons efterfølger, fra 12. marts 1291. {{no sprog}}</ref> Formynderregeringen førte en konsekvent anitkirkelig politik, og instruerede således landets [[jurist]]er og [[Sysselmand|sysselmænd]] i at "''kæmpe for Riget og regeringens suverænitet, samt ikke at tåle gejstlige købmænd''". Kirkens ret til tiender og til at udskrive økonomiske bøder blev søgt yderligere indskrænket under samme politik. Endelig blev salget af sølv til gejstlige - og dermed muligheden for at føre betalingsmidler ud af landet og dermed støtte [[Korstog|den hellige krig]] - forbudt. Ydermere blev kirkeretten indskrænket, og alle sager ført herfor siden Magnus Lagabøttes regeringstid kendt ugyldige. Målet var at føre Kirkens privilegier tilbage til det niveau det havde før Magnus Lagabøttes indrømmelser. Med ærkebiskoppens død i 1282 brød kirkens modstandsvilje sammen, og regeringen kunne således diktere et forlig i 1283.<ref name=Helle/> Samtidig var der i Norge et stort udbrud af [[pest]], der dræbte mange, herunder også herremænd, og landet blev ramt af hungersnød. Det var på denne tid, at Erik tog et styrt fra hest, under hvilket han blev hængende i en [[stigbøjle]], så han blev slæbt efter hesten og pådrog sig en livstruende hovedskade. Dette blev af samtiden tolket som en straf for den antikirkelige politik.<ref name=Keyser>{{kilde bog|efternavn=Keyser|fornavn=Rudolpf|titel=Den norske Kirkes Historie under Katholicismen Bd. 2.|sted=Christiania|år=1858|sider=47|sprog=norsk}} Bemærk at de islandske annaler ikke nævner denne pest.</ref>
Striden sendte til sidst ærkebiskop Jon Raude fra [[Nidaros]] i [[Eksil|landflygtighed]] til [[Skara]] i [[Sverige]]. Det var denne strid der ansporede [[senmiddelalder]]lige historikere til at give Erik tilnavnet ''præstehader'', selv om han selv stod uden for striden. Senere viste han sig endog meget velvillig mod Kirken, og havde et godt forhold til [[Pave Bonifatius 8.|Paven]].<ref name=SNL-E/><ref name=mynt/>