Erik Præstehader: Forskelle mellem versioner

I sin [[Ed|kroningsed]] lovede Erik at anerkende Kirkens [[gejstlig]]e og [[finans]]ielle status, men umiddelbart efter kroningen flammede konflikten op igen, idet formynderregeringen inddrogannulerede et for Kirken fordelagtigt [[dekret]] udstedt af Magnus Lagabøte i 1277, der tilkendte Kirken nye [[tiende]]r. Ved det samtidige synode havde ærkebiskoppen stadfæstet Kirkens ret til at dømme i kirkeretslige anliggender, med trussel om [[bandlysning]] for enhver, der krænkede denne ret. Selv om striden tilskærpedes under Eriks regeringstid viste parterne sig dog i stand til at samarbejde. Således blev det ærkebiskoppen, der kronede Erik og hans [[dronning]] Margrete kronet i Bergen af ærkebiskoppen.<ref name=Helle/> Men samarbejdet til trods tilspidsedes konflikten fortsat, da [[rådsmand]]en [[Bjarne Erlingsson]] inddrog Kirkens ret til at [[Møntslagning|præge]] [[mønt]]er dagen efter ærkebiskoppens afrejse fra mødet, hvor denne ret var blevet tilkendt af hertug Håkon Håkonsson.<ref name=RN>[http://www.dokpro.uio.no/perl/middelalder/regest_vise_tekst.prl?b=1788&s=n&str=J%F8rund Regesta Norvegica], en bekendtgørelse af ærkebiskop Jørun, ærkebiskop Jons efterfølger, fra 12. marts 1291. {{no sprog}}</ref> Formynderregeringen førte en konsekvent anitkirkelig politik, og instruerede således landets [[jurist]]er og [[Sysselmand|sysselmænd]] i at "''kæmpe for Riget og regeringens suverænitet, samt ikke at tåle gejstlige købmænd''". Kirkens ret til tiender og til at udskrive økonomiske bøder blev søgt yderligere indskrænket under samme politik. Endelig blev salget af sølv til gejstlige - og dermed muligheden for at føre betalingsmidler ud af landet og dermed støtte [[Korstog|den hellige krig]] - forbudt. Ydermere blev kirkeretten indskrænket, og alle sager ført herfor siden Magnus Lagabøttes regeringstid kendt ugyldige. Målet var at føre Kirkens privilegier tilbage til det niveau det havde før Magnus Lagabøttes indrømmelser. Med ærkebiskoppens død i 1282 brød kirkens modstandsvilje sammen, og regeringen kunne således diktere et forlig i 1283.<ref name=Helle/> Samtidig var der i Norge et stort udbrud af [[pest]], der dræbte mange, herunder også herremænd, og landet blev ramt af hungersnød. Det var på denne tid, at Erik tog et styrt fra hest, under hvilket han blev hængende i en [[stigbøjle]], så han blev slæbt efter hesten og pådrog sig en livstruende hovedskade. Dette blev af samtiden tolket som en straf for den antikirkelige politik.<ref name=Keyser>{{kilde bog|efternavn=Keyser|fornavn=Rudolpf|titel=Den norske Kirkes Historie under Katholicismen Bd. 2.|sted=Christiania|år=1858|sider=47|sprog=norsk}} Bemærk at de islandske annaler ikke nævner denne pest.</ref>

Regeringens forsøg på at begrænse [[Hansestad|Hansestæderne]]s [[Købmand|købmænds]] [[privilegie]]r i norske [[by]]er førte efterhånden til en åben konflikt, som også den [[Danmark|danske]] konge [[Erik 5. Klipping|Erik Klipping]] tog nogen del i, efter Erik Præstehader (eller hans formynderregering) afstedkom [[Kaper|kapring]] af nogle [[Tyskland|tyske]] [[handelsskib]]e. Det menes at især den norske adelsmand [[Alv Erlingsson]] var ansvarlig for denne kapervirksomhed, og dermed for en stor del af provokationen af Hansestæderne.<ref name=krig>''Annales regii'' fra år 1289 til 1290: Erik brandskattede [[Langeland]], [[Svendborg]] på [[Fyn]] og [[Falster]].</ref> De [[Vender|vendiske]] stater, med [[Lübeck]] i front, slog sig sammen med Danmark og effektuerede en [[blokade]] i [[Østersøen]], der forhindrede [[import]] af [[korn]] til Norge.<ref name=Helle/><ref name=mynt/> Formynderregeringen så sig i 1285 tvunget til at indgå et [[forlig]] med Hansestæderne om handelszoner, for fortsat at have spillerum til at opretholde den danskfjendtlige politik som Håkon Håkonsson havde anlagt. Forliget, der blev indgået i [[Kalmar]] i Sverige, kostede Norge 6000 [[Mark (møntenhed)|mark]] [[sølv]] og førte til at de tyske handelsmænd blev fuldstændigt ligestillet med danske købmænd i Bergen.<ref name=Helle/> Erstatningssummen var stor nok til at sende Norge ud i den største [[Recession|finanskrise]], riget havde lidt til dato.<ref name=mynt/> Kun forbudet for Hansestædernes købmænd mod indenrigshandel i Norge samt forbudetforbuddet mod varetransport til [[havn]]e beliggende [[nordKompasretning|nordligere]]ligere end Bergen, der var Norges [[hovedstad]] på det tidspunkt, bestod efter det indgåede forlig.<ref name=Helle/> Således endte konflikten med at de tyske købmænd opnåede flere privilegier i Norge end de havde haft før konflikten startede.<ref name=mynt/>