Erik Præstehader: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Medic (diskussion | bidrag) Fortsætter oversættelse fra de:wiki |
Medic (diskussion | bidrag) Fortsætter oversættelse fra de:wiki |
||
Linje 51:
Af større betydning var imidlertid [[klausul]]en i [[ægtepagt]]en, der blev til i [[Roxburgh]] i 1281, der gav børn af ægteskabet fuld [[Arvefølge|arveret]] til den skotske krone, i fald Alexander 3. ikke kunne producere legitime [[Kronprins|arving]]er. Hvis ikke kong Erik [[Ratifikation|ratificerede]] aftalen når han blev myndig, skulle Norge betale en [[Bod (erstatning)|bodssum]] på 100.000 pund Sterling i Berwick (senere [[Berwickshire]], et nu nedlagt skotsk [[len]] på [[grænse]]n til England), ligesom [[Orkneyøerne]] skulle afstås. Hvis Skotland ikke overholdt sin del af aftalen skulle 100.000 pund Sterling betales i Bergen. Skotland stillede Isle of Man som sikkerhed herfor. Ydermere udvekslede nationerne [[Gidsel|gidsler]] frem til Eriks myndighed. Fra norsk side indgik [[Bror|brødrene]] [[Vidkunn Erlingsson|Vidkunn]] og [[Bjarne Erlingsson]]. Skotterne stillede 12 adelsmænd som gidsler.<ref name=Ægtepagt>[http://www.dokpro.uio.no/perl/middelalder/regest_vise_tekst.prl?bind=2&rnr=275 Regesta Norvegica] Bd. 2 Nr. 275. Aftalen findes på [[latin]] i [http://www.dokpro.uio.no/perl/middelalder/diplom_vise_tekst.prl?b=16261&s=n&str= Diplomatarium Norvegicum] Bd. 19 Nr. 305.</ref>
Alt dette skete i 1286. Eriks eneste barn af ægteskabet var Margrete, som nu stod til at skulle arve den skotske trone, hvad Skotlands regering gav samtykke til i november 1289. Samtidig planlagde den engelske kong Edvard I. et ægteskab mellem sin søn og tronfølger [[prins]] Edvard II. og Margrete, således at England kunne sikre sig herredømme over Skotland. Ægtepagten mellem Edvard og Margrete blev beseglet i juli 1290. Den syvårige Margrete, der nu var Dronning af Skotland, skulle rejse til sit nye kongerige i efteråret samme år, men døde undervejs på rejsen, på Orkneyøerne.<ref name=SNL-M/>
Efter Margretes død forsøgte Erik via juridiske argumenter at påberåbe sig retten til den skotske trone, dog uden held. Tronen blev tildelt [[John Balliol]] i 1292.
<!--
Erik musste sich mit finanziellen Abfindungen begnügen, die die Mitgift für seine Frau und andere Ersatzleistungen betrafen.<ref name="Helle 5" /> Richter in dieser Sache war der englische König Eduard I. Da er gegenüber John Balliol auch nicht die norwegischen Ansprüche unterstützte, verkomplizierten sich die Verhältnisse zwischen Norwegen und England. Bislang hatte der Friedensvertrag von 1269 zwischen England und Norwegen die Grundlage für die freundschaftliche norwegische Außenpolitik gegenüber England gebildet. Deshalb war es ein Bruch mit dieser Außenpolitik, als die norwegische Regierung durch Audun Hugleiksson im Herbst 1295 in Paris eine Allianz mit Englands Erzfeind Frankreich einging. Audun versprach König [[Philipp IV. (Frankreich)|Philipp dem Schönen]] die militärische Unterstützung Norwegens in seinem Krieg gegen England in einem Umfang, der technisch gar nicht zu leisten war, für 30 000 Pfund Sterling, von denen er 6 000 Pfund als Anzahlung mitnahm. Die wichtigere Gegenleistung Frankreichs war, Druck auf den schottischen König auszuüben, die ausstehenden Zahlungen an Norwegen wieder aufzunehmen. Diese Allianz hatte gleichwohl keine tiefgreifenden Auswirkungen auf das norwegisch-englische Verhältnis, wenn es auch nicht mehr so eng wurde, wie früher. Zur Inanspruchnahme der norwegischen Hilfe kam es nicht, da der französisch-englische Krieg an Intensität verlor und 1297 durch einen Waffenstillstand beendet wurde.
-->
=== Eftermæle ===
[[Fil:Løve-Scholeus.jpg|right|thumb|Repræsentation af Norges rigsvåben fra [[1580]]; udformningen adskiller sig en smule fra den oprindelige udformning, bl.a. ved at øksen har buet [[skaft]].]]
| |||