Skolastik: Forskelle mellem versioner

De middelalderlige, europæiske stater kan fælles betegnes som fystelige domænestater<ref>historikeren Aksel E. Christensen bruger udtrykket "det dominiale kongedømme" (Christensen, s. 71), mens E. Ladewig Pedersen bruger udtrykket "domænestat" fx i Gyldendals ''Danmarks Historie bind 2.2'' (1980), jævnfør også fx Kersten Krüger: ''Finanzstaat Hessen 1500-1567. Staatsbildung im Übergang vom Domänenstaat zum Steuerstaat'' (Marburg 1980)</ref>. Bag denne benævnelse gemmer sig nogle få, særegne træk, som med nuancer genfindes fra stat til stat i datiden.

Fyrstens første kilde til indkomster hidrørte fra fyrstelige ''domæner'', jordegods eller [[krongods]]<ref>Christensen (1976), s. 101ff</ref>. Fra disse domæner skulle fyrsten oppebære indtægter i form af ''stedsmål'' eller [[indfæstning]], når en ny bruger overtog en landbrugsejendom, ''[[landgilde]]'' eller årlige afgifter eller betalinger af det afkast, landbruget kunne give, samt ''[[førlov]]'' eller erstatning, hvis en bosat fæster ville forlade stedet i utide.

Fyrstens anden indtægtskilde udsprang af fyrstelige ''regaler''<ref>jvf Arup (1905) og Christensen (1976) s. 29</ref>, det vil sige særrettigheder, der knyttedes til fyrsten som værende den ansvarshavende for fred, retsskaffenhed og sikkerhed indadtil i landet og udadtil i forhold til fremmede stater. Denne fyrstelige [[regaleret]] omfattede:

Oprindeligt var fyrsten omkringrejsende og kunne ret beset kun opretholde ro og orden der, hvor denne befandt sig. En sådan ordning var naturligvis uholdbar og blev derfor afløst af en ordning, hvor fyrsten dels lod sig omgive med et [[hof]] af faste rådgivere, dels lod sig repræsentere rundt om i rigets ulige egne med kongelige [[lensmand|lensmænd]] siddende på en [[kongsgård]] eller et kongeligt slot, der på kongens vegne skulle føre det daglige tilsyn med en nærmere afgrænset del af riget, et [[len]]<ref>Christensen (1976), s. 30</ref>, desuden ved [[købstad|købstæder]] delvist tildelt et vist selvstyre i kraft af fyrstelige privilegier eller særrettigheder, omend under overopsyn, og endelig en kongelig [[tolder]], der skulle forestå tilsynet med al ind- og udførsel, forhindre [[smugleri]] og så videre.

I social henseende var de europæiske middelalderstater [[Stand (samfundsgruppe)|standssamfund]]<ref>jvf. Ladewig Pedersen (1980)</ref> inddelt i 4 stænder med hver deres særlige rettigheder og pligter: [[adel]], [[gejstlighed]], borgerskab og bønder. Hertil kom rettelig en femte stand af tiggere og andre uden rettigheder.

Som et sidste træk ved middelaldersamfundene kan nævnes [[naturaløkonomi]]ens store udbredelse. Ganske vist spillede pengeøkonomi en vis rolle, især i købstæderne og i samfundets øvre lag, men for det store indbyggerflertal af bønder og husmænd synes ydelser at være lagt i form af naturalier som korn, æg, lam og lignende. Først hen imod middelalderens slutning og i renæssancen synes penge at have fået en større rolle, og folk af bondestanden at have begyndt at opbygge sig formuer i form af pengesummer<ref>jvf. fx Poulsen (1990)</ref>.

I denne virksomhed kom ''[[Thomas Aquinas|Thomas af Aquinas]]'' (ca. 1225-1274) til at indtage en hovedrolle. Han samordnede den aristoteliske tankeverden med den bibelske i ''Summa theologica'', skolastikkens hovedværk. Desuden udarbejdede han det uafsluttede skrift ''De regimine principum'', hvori han udviklede sin statsopfattelse.<ref>Christensen (1976), s. 205</ref>

Ifølge Thomas havde mennesket en uforanderlig samfundsdannende evne, der uden egentlig guddommelig indgriben og alene i kraft af en naturen medfødt drift udviste en vilje til at gøre det gode og det rette. Al samfundslivs mål er at stræbe hen imod den himmelske salighed, hvorfor den teleologiske verdensorden sættes højest. Derunder følger den uforanderlige naturret som samfundslivets faste norm, den guddommelige lov åbenbaret i Gamle og Nye Testamente og sidst den borgerlige lov, der er ufuldkommen, og som menneskene selv kan forandre efter behov.<ref>Christensen (1976), s. 206</ref>

Thomas erklærer sig som tilhænger af monarkiet, men omtaler både det konstitutionelle og det absolutte monarki som egnede løsninger. Som regeringens mål sættes det "fælles bedste", hvilket bedst opnås med en fyrste med etisk ansvar, omend det stærke fyrstestyre rummer faren for at udvikle sig til tyranni. Netop denne problemstilling udgjorde for Thomas et uafklaret spørgsmål: skal folket underkaste sig en tyran eller styrte denne? I ''Summa theologica'' når han til den slutning, at den bedste løsning er at give alle del i statens styre og derved forene de bedste sider fra alle styreformer: monarken (den ansvarlige leder), aristokratiet (elitens evner) og folkestyret (folkets vilje og fælles ansvar gennem alles valgdeltagelse) i en blandet styreform. Men han finder, at al menneskelig magt i sidste ende er underkastet det guddommelige mandat, naturretten som ledestjerne til den evige salighed.<ref>Christensen (1976), s. 207</ref>

Omkring år 1300 videreudvikles dette udgangspunkt af flere statsretsfilosoffer, hvoraf ''[[Aegidius Romanus]]'' var blandt de mest betydningsfulde. Denne nåede at udgive to vægtige skrifter, ''De regimine principum'' (før 1285) og ''De ecclesiastica potestate'' (omkring 1300). Af særlig betydning er det, at Aegidius opstiller regnum (territoriet, den begyndende nationalstat) som den ideelle bærer af statslig suverænitet og dermed sætter både småstaten (''polis'' hos Aristoteles,'' civitas'' hos Thomas) og det universelle imperium i skyggen. Med udgangspunkt i ''regnum'' fremsættes den ''dominium''-lære, der siden skulle blive herskende. Inden for monarkiet, der regnes som den bedste styreform, findes to muligheder: ''regimen regale'', hvor fyrsten styrer efter sin egen vilje og selv giver lovene, og ''regimen politicum'', hvor fyrsten i sit styre er bundet af love og bestemmelser, folket har vedtaget. Begge styreformer anses for legitime, men regimen regale er at foretrække, fordi fyrsten som stående over den borgerlige lov er naturretten og den guddommelige ret nærmere og derfor bedre som kilde til loven. Endelig må der ved den monarkiske styreform skelnes mellem arve- og valgkongedømme, hvor Aegidius foretrækker den førstnævnte for at undgå mulige brydninger ved tronskiftet. Herskeren skal have mest mulig magt, men er moralsk bundet til at styre til folkets bedste, helst efter faste love. Men der indrømmes ikke folket ret til at modsætte sig, hvis styret udvikler sig til tyranni.<ref>Christensen (1976), s. 208f</ref>

Fra samme tid stammer ''[[Johannes af Paris]]'', der skrev ''Tractatus de potestate regia et papali'' (ca. 1302/1303) mod pavens krav om et øverste verdsligt herredømme. Han videreførte samtidig Aegidius monarkiske nationalstat som ideal, idet han udtrykkeligt frakendte et universelt imperium berettigelse. Men samtidig var han afgjort modstander af det absolutistiske arverige: kongen har sin magt fra Gud og fra folket, som har valgt ham eller hans dynasti. Det er således folket, der i sidste ende besidder statens suveræne magt og giver lovene, der også binder fyrsten. Han foretrækker derfor det lovbundne monarki, ''principatus politicus'', og genoplivede fra de gammelromerske (ciceronianske) folkeretsforestillinger kontraktteorien inden for naturrettens statsteori. Staten er, ifølge hans lære, resultatet af to kontrakter, dels samfundskontrakten (fra naturretten), dels herskerkontrakten mellem folket og fyrsten (fra romerretten).<ref>Christensen (1976), s. 209</ref>

:''"Du skal ikke kræve renter af din landsmand, hverken af penge eller på levnedsmidler eller på noget andet, man låner ud".''<ref>5. Mosebog 23:20, jævnfør også 2. Mosebog 22:24., her gengivet efter ''Bibelen'' (Det Danske Bibelselskab 1992, 1. udgave, 1. oplag; ISBN 87-7325-276-6 hhv s. 226 og s. 92</ref>

*Aksel E. Christensen: ''Kongemagt og Aristokrati''; Akademisk Forlag, København 1976; ISBN 87-500-1663-6