De tolv tavlers lov: Forskelle mellem versioner

'''De tolv tavlers lov''' ''(lat.[[latin]] ''Lex Duodecim Tabularum)'') er den [[romerske_republik|romerske republiksrepublik]]s sagnomspundne forfatning og dermed også grundlaget for [[romerret]]ten.

Tavlerne er naturligvis ikke bevaret, og desværre findes heller ikke noget fuldstændigt afskrift, hvorfor man må sammenstykke den af fragmenter fra forskellige romerske historikere og jurister.

Den romerske [[historiker]] [[Titus Livius]] ''([[59 f.Kr.]]-[[17]] e.Kr)'' beskriver i sit monumentale historiske værk ''Ab urbe condita'' (''Fra byens grundlæggelse)''), hvorledes de tolv tavlers lov blev til ad to omgange i [[450 f.Kr.|450]] og [[449 f.Kr.]] Lovene var det patriciske styres svar på et gammelt folkekrav om at gøre ellers hemmelig lovgivning offentlig, altså et tidligt eksempel på bevidsthed om [[retssikkerhed]]. Efter lovene var vedtaget blev de hængt op på tolv tavler i det [[forum romanum|romerske forum]].

Tavlerne blev fuldstændig ødelagt under gallernes invasion af [[Rom]] i [[390 f.Kr.]] og blev aldrig officielt genskrevet eller genopsat, hvilket måske kan undre for så vigtigt et lovsæt. Det skyldes dog muligvis, at de tolv tavler allerede på dette tidspunkt var blevet så en så integreret og underforstået del af romernes juridiske hverdag, at man ikke fandt behov for dette. De tolv tavlers lov mistede dog aldrig sin betydning som juridisk, nationalt og historisk referencepunkt.